x

REPORTAGE fra by:Larm Festival: Dansk triumf og norsk eufori

REPORTAGE fra by:Larm Festival: Dansk triumf og norsk eufori

Artiklen er skrevet i samarbejde med Johanne Nedergaard


Der var et tiltrængt mildere efterårsvejr på den tredje og sidste festivaldag, som blev skudt i gang med et brag, da årets vinder af NRK’s URØRT (den norske pendant til KarriereKanonen) Rambow skulle indtage Rockefeller. Showet startede med, at produceren/hypemand HÅWK varmede op i bedste stil med et throwback til Akon og Eminems “Smack That”. Allerede her fik han branchefolkene i gang, men efter skuespilleren og rapperen Simon Negash hoppede ind på scenen, eskalerede stemningen yderligere. Den dynamiske duo leverede såvel som musik et reelt comedy-sæt mellem numrene, og selvom frontpersonen er bare 17 år, virkede han som født til at stå på en scene. 



Fra én spirende norsk stjerne til en anden – Victoria Nadine har streamet store tal allerede fra sit gennembrudshit “Be Okay” og opfølgeren “Happy I’m Sad”, og derfor var der også troppet mange op på Sentrum Scene. Selvom artisten havde et utrolig velspillende band og en vokal, der sad lige i skabet, fik de klichéfyldte kærlighedsballader et Eurovision-glitterlag, der blev lidt for meget efter flere numre. Men hey, en eller anden burde da prikke den norske Eurovision-komité på skulderen! Oplagt kandidat.

Inden endnu et popslag skulle kæmpes med Jada, gik turen hurtigt forbi et af festivalens mest unikke venues – nemlig St. Edmunds Kirken. Her fyldte den elektroniske undergrundstrio Nothing Personal det højtidelige rum med eksperimenterende electronica og psykedeliske visuals, der kriblede op og ned af kirkemurene. Et band, der virkelig tør frembringe lydlandskaber, som både kan være smukke og grimme på samme tid – og altid holder én på kanten af sædet. 

Overraskelserne var dog langtfra slut. Jada er jo et velkendt ansigt på de danske breddegrader, men for den skandinaviske musikbranche er hun stadig et enigma. Men under popstjernens koncert var der flere underkæber, der flød rundt på gulvet, og mange branchefolks kølige hjerter blev solgt. Jada charmerede og forførte som altid – læs anmeldelsen lige her.



Efter et kæmpe show på by:Larms største scene drog vi til det intime Ingensteds, hvor Darkowa desværre leverede en forkølet omgang af en koncert – både i direkte og overført betydning. Den norske sangerinde havde desværre været nede og ligge med en slem hoste, og det kunne høres på hendes vokallevering, der desværre pitchede skævt det meste af tiden. Ærgerligt, bedre held næste gang.

Efter et lille dyk i koncertsteamen var der gevinst igen, da Hôy La med sit stærke to-persons band indtog St. Edmunds Kirken og lod angsten, afmagten og sorgen søle ned ad kirkevæggene. Hun vækkede de mørke fornemmelser og svære følelser til bravour – en yderst bevægende oplevelse, og et navn, vi glæder os til at følge med i. Læs anmeldelsen lige her.



Fra faretruende fornemmelser til en ildspydende electronica-drage: dragongirl imponerede med sit pumpende computergaze set-up og fik samlet det proppede Revolver-spillested med virkelighedstro ASMR-lyde i mystiske soundscapes. Læs hele anmeldelsen på GAFFA.dk inden længe. 

Slutteligt samledes alle – især unge Oslogensere – foran Sentrum Scenen, hvor værtslandets nye håb Isah sparkede norsk røv for at sige det ligeud. Isah, som var sidste års vinder af Stjerneskud-prisen, har en lyd i krydsfeltet mellem Justin Bieber og Lord Siva, der blussede op for festen og bød på hvin, alt for dyre fadøl og en stor glædesfest. Genåbningen kunne ikke være blevet fejret bedre og stærkere. Vi ses næste år, by:Larm!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA