x

HOLD ØJE MED: Fire favoritter fra vækstlaget

HOLD ØJE MED: Fire favoritter fra vækstlaget

I vores "Hold øje med"-sektion præsenterer vi dig for en række nye artister, som du med fordel kan tjekke ud. Alle upcoming artister har brug for så meget opmærksomhed som muligt i den her svære tid for den spirende kultur. 

Baseløs 

De fleste gange, når man sætter et nyt stykke musik på, skal der lige et par gennemspilninger til, før man for alvor mærker, hvordan tekst, melodi, opbygning, vokal og instrumenter smelter sammen til en gryderet af kvalitet. Ved Baseløs lover vi, at det sker inden for de første få sekunder.

Baseløs er fem unge musikere fra Aarhus, som i skrivende stund blot har udgivet to singler, ”Helt til København” og ”Smuk nok”. To numre af vanvittig høj kvalitet, hvor førstnævnte er noget nær et mesterværk. Forsanger Laura Blem Vinkler har en gennemtrængende stemme, som kan mærkes lige i hjertekulen, og den bakkes op af rockinspirerede guitarer og en fængende rytmesektion. Det er den perfekte balance mellem højtflyvende og jordnært.

Det er alternativt pop omfavnet af det danske sprog, hvor teksterne er legende og fortæller historier om kærlighed og ungdommen.

Fabräk 

Det er næsten svært at holde masken og ikke bare istemme, at ting er dårlige, når Fabräks single ”DAARLIGT” først spiller. Som en dansk pendant til Bo Burnhams ”White Woman’s Instagram” blandet med Idles’ attitude forklarer Fabräk, at Kähler-vaser, naturvin, Joe & the Juice, Jeppe Kofod og meget, meget mere simpelthen bare er fucking dårligt. ”Jeg er så glad for, at jeg ikke er dig,” bliver der råbt ind i mikrofonen, og vi kan ikke lade være med at være genkende udsagnet.

Karl og Sixten, der er mændene bag Fabräk, rammer en ”Smack My Bitch Up”-attitude, som man får lyst til at være fuld til. Alligevel virker det til, at der er en slags eftertænksomhed i musikken, for teksterne resonerer på et andet niveau, og de fortæller en historie, som ikke bare handler om at være fuld og voldsom. En eftertænksomhed, som sikkert stammer fra de to musikeres fortid på den danske undergrunds-rapscene. De går en balancegang mellem rap og punk, men de er ikke et punkband, forklarer de på deres Instagram – og de kan nok heller ikke helt sættes i en kasse, medmindre den har flossede kanter og er fuld af lunkne bajere.

Lucky Lo 

”Lovende Lucky Lo er lyden af tider, der mødes”, skrev vi, da vi havde premiere på den svenske, dansk bosatte sanger og multi-instrumentalist Lo Ersares seneste single ”Supercarry”, der udkom i juni. Og lovende er hun virkelig. Hun bevæger sig i et eksperimenterende univers, hvor hun giver sit eget interessante tag på, hvordan indiepop skal lyde i 2021.

Lo Ersare gjorde sig først særligt bemærket, da hun lagde vokal til en af anmelderroste Guldimunds sange, ”Tror du på engle?”, og her var hendes charme og talent ikke til at undgå. Nu har hun udgivet to singler i eget navn, førnævnte ”Supercarry” og ”Heart Rhythm Syncronize”.

Lucky Lo giver os en genrefusion af jazz, barok-pop og folk i et lydbillede, hvor fortiden møder nutiden med Los karakteristiske vibrato og poppede synth-arrangementer – og det er for spændende og stærkt til at ignorere.

Kara Moon 

Kara Moon er et nyt elektropoppet vidunder på den danske musikscene med sine vilde produktioner, dragende stemning og ærlige tekster. Det er den danske sanger og musiker Josefine Skov, som går under det svævende kunstnernavn Kara Moon, og her inviterer hun ind til et fint og skrøbeligt univers fuld af sfæriske, pulserende og legende melodier.

Der kan nemt drages paralleller til svenske Smerz og electronica-gruppen Crystal Castles, når Kara Moon først får lov til at udfolde sig. Alligevel er hun sin helt egen og svær at konkretisere fuldstændig. Hendes vokal er unik, stemningen er melankolsk og lydbilledet drømmende. Selv på singlen ”Sky”, hvor tempoet er højere og produktionen større, formår hun stadig at rumme en skrøbelighed og sårbarhed, som er helt særlig. Hun har udgivet fire singler, og de lover alle store ting for musikeren.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA