x

KOMMENTAR: Der er ingen grund til skyttegravskrig, når vi taler om diskrimination i musikbranchen

KOMMENTAR: Der er ingen grund til skyttegravskrig, når vi taler om diskrimination i musikbranchen

Billedet viser Karen Mukupa, Caroline Henderson, Nabiha, Iris Gold og Barbara Moleko til koncertrækken Black Voices, der i september hyldede sorte kvinder i musik – to grupper, der er særligt udsat for diskrimination inden for musikbranchen ifølge rapporten, der omtales nedenfor. De pågældende kunstnere og den anmelderroste koncertrække har dog intet at gøre med rapportens konklusioner.

Ole Rosenstand Svidt er redaktionssekretær på GAFFA og har været fastansat på bladet siden 2002.

I september måned vakte en ny rapport om diskrimination i den danske musikbranche stor debat i samme musikbranche. Rapporten, ”Repræsentation i den danske musikbranche”, var udarbejdet af foreningen Another Life, der arbejder for ligestilling og repræsentation i musikbranchen. 1115 personer, der er aktive i den danske musikbranche, svarede i perioden 1.-28. juni på et spørgeskema med 25 spørgsmål. Spørgsmålene omhandlede deltagernes tilhørsforhold til musikbranchen samt kønsidentitet, etnicitet, seksualitet, funktionsnedsættelser, psykisk belastning og oplevet diskrimination. Spørgeskemaet blev delt via sociale medieplatforme samt sendt ud til en række organisationer inden for den danske musikbranche, herunder bookingbureauer, musikskoler og foreninger. 

Den primære konklusion i rapporten er, at kvinder, ikke-ciskønnede og etniske og seksuelle minoriteter oplever markant mere diskrimination og psykisk belastning i musikbranchen end hvide, ciskønnede mænd gør. Rapporten viser for eksempel, at 43 procent af de adspurgte kvinder og 47 procent af de adspurgte ikke-ciskønnede har oplevet diskrimination, mens blot ni procent af de adspurgte mænd har oplevet diskrimination i den danske musikbranche. Rapporten viser også, at 50 procent af de etniske minoriteter i branchen har oplevet diskrimination inden for det seneste år. For etniske danskere er tallet 19 procent.

Rapporten, der kan læses på anotherlifecommunity.com, blev blandt andet delt i Facebook-gruppen ”Musikbranchen – buzz and bizz” bestående af flere tusind professionelle inden for den danske musikbranche, og her vakte den også stor diskussion. Mange bakkede op om rapportens konklusioner, mens nogle var meget afvisende: Vedkommende havde i hvert fald ikke oplevet diskrimination i musikbranchen, ergo fandtes det ikke. Og var undersøgelsens metode overhovedet troværdig? Hurtigt delte en stor del af debattørerne sig i to grupper, der stod stejlt over for hinanden, ganske som det ofte sker, når man diskuterer diskrimination i den danske musikbranche – og alle mulige andre steder.

Debatten minder mig om, da Søren Espersen fra Dansk Folkeparti i forbindelse med sidste års Black Lives Matter-debat udtalte til blandt andet det nu hedengangne P1-program Shitstorm, at der ikke fandtes racisme i Danmark. Det var han nok ikke den rette til at udtale sig om, og det er jeg heller ikke, tænkte jeg dengang. Jeg har heller aldrig selv oplevet at blive diskrimineret i den danske musikbranche (eller for den sags skyld mediebranchen), men jeg tilhører også gruppen af hvide, ciskønnede, heteroseksuelle mænd, den gruppe, der ifølge rapporten har oplevet suverænt mindst diskrimination – måske fordi det er nogenlunde den samme gruppe, der er bedst repræsenteret i den danske musikbranche. Jeg må også sige, at jeg ikke lige på stående fod kan komme i tanker om eksempler, hvor jeg har kendskab til åbenlys diskrimination i den danske musikbranche, men det betyder ikke, at jeg ikke tror på, at det finder sted, og der findes talrige vidnesbyrd, som vi blandt andet gengav nogle af sidste år i artiklen ”Musikbranchens bagside – når sandheden skal frem”, og som Annika Aakjær fortalte om i en meget debatteret artikel på GAFFA.dk fra 2020.

Omvendt skal man naturligvis heller ikke kalde enhver modstand for diskrimination. Sidste år, kort efter at Black Lives Matter-debatten var brudt løs, skrev en meget lidt kendt amatørmusiker af anden etnisk herkomst end dansk flere vrede mails til GAFFA om, at vi var racister, fordi vi havde sagt nej tak til at skrive en artikel om vedkommende – selvom vi stort set hver eneste dag siger nej tak til interviewtilbud, hvoraf langt de fleste kommer fra hvide personer, og selvom vi ofte har artikler med og anmeldelser af repræsentanter for etniske minoriteter. Dette synspunkt, som personen i øvrigt senere trak tilbage, fortjener selvfølgelig blot en hovedrysten, ganske ligesom Søren Espersens.

Mellem de to yderpunkter burde der være plads til en nuanceret diskussion om diskrimination i den danske musikbranche, og hvad vi kan gøre for at komme den til livs, så der er plads til alle, der har noget at byde ind med, uanset baggrund. For at citere titlen på Shit & Chanels sidste album fra 1979: Dagen har så mange farver – og vi fortjener alle at se dem alle sammen.

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Kom så Danmark, lad os hylde vores etniciteter!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA