x

JENS OVE FRIIS-INTERVIEW: En musikbranche-veteran takker af – og giver gode karriereråd

JENS OVE FRIIS-INTERVIEW: En musikbranche-veteran takker af – og giver gode karriereråd

Musikbranchelegenden Jens Ove Friis trækker stikket – og ser tilbage på 47 års karriere. Vi har mødt ham til en snak om, hvordan han endte som direktør for flere succesfulde pladeselskaber, og hvilke råd han vil give til dem, der drømmer om at arbejde i musikbranchen – eller om at blive professionelle musikere.

En kortere version af denne artikel, uden Jens Ove Friis' uddannelsesråd, blev publiceret på GAFFA.dk i slutningen af november 2021

Da prisuddelingen DMA – Danish Music Awards – løb af stablen i København 20. november, var en ganske særlig pris reserveret til Jens Ove Friis. For nylig fyldte den danske pladebranche-legende Friis – JOF blandt venner – 65 år og har samtidig annonceret afslutningen på sin efterhånden 47 år lange og særdeles succesfulde karriere i den danske musikbranche.

Veteranen, som blev udlært i en radio- og musikforretning i 70'erne og indledte pladeselskabskarrieren på pladeselskabet PolyGram i 1980'erne, fik i 2019 konstateret uhelbredelig knoglemarvskræft. Derfor har Friis nu valgt at sætte punktum for den næsten 50 år lange karriere.

Det aktuelle album med Jacob Dinesen er således sidste udgivelsesprojekt for en mand, der gennem karrieren har været dybt involveret i succesalbum med navne som Lis Sørensen, Lars Lilholt, Johnny Madsen, Allan Olsen, Peter Belli, Danser Med Drenge, Creamy, Runrig og Bamse. 

– Selvfølgelig er det lidt trist, når man skal stoppe efter at have været med i så mange år – og ikke helt er herre over, hvornår man skal stoppe. Men jeg ser det snarere sådan, at man næsten ikke kan bede om mere, når man gennem 47 år, hver eneste dag, har fået lov at kombinere arbejde og passion, udtaler Friis.

Her ser Friis tilbage på den lange karriere, giver gode råd til sine efterfølgere og afslører samtidig et usentimentalt syn på ikke bare sin egen utidige pensionering, men også udviklingen i musikbranchen:

– I modsætning til mange andre i min position synes jeg ikke, at tingene var bedre i gamle dage. Det var anderledes i gamle dage, javist, men det skal vi kun være glade for. Ellers ville der jo være tale om en stagnation. Jeg synes, jeg har gjort, hvad jeg kunne, for musikken og sat mit præg på det. Og når jeg kigger ind på pladeselskabsverdenen i dag, kan jeg se, at der sidder en masse virkelig dygtige unge mennesker. Som kan nogle helt andre ting end dem, som jeg skulle kunne. Sådan skal det være, for man arbejder på en helt anden måde i dag, end da jeg startede i branchen.

– Da jeg begyndte, i 1974, var vi den dårligst uddannede branche overhovedet. Stort set ingen af os havde en længevarende uddannelse – vi var alle sammen drevet af passionen for musik. Udgangspunktet var ikke, at man sagde ”jeg vil gerne arbejde i pladebranchen” – man kom simpelthen til at arbejde med det, hvis passionen var stor og stærk nok, og man kunne gøre en forskel. Vi var entrepreneurs, drevet af passionen.

– Når jeg ser på pladeselskaberne i dag, kan jeg se, at de er befolket af virkelig veluddannede mennesker. De sidder stort set alle sammen med en længere, videregående uddannelse. Min datter, som arbejder ved Universal, er for eksempel cand.merc.psyk. Men de er heldigvis stadig drevet af passionen. Så nej, jeg synes ikke at det er en sørgelig situation. Det er selvfølgelig træls at være blevet stoppet af sygdom, og hvis jeg ikke var blevet syg, ville jeg formentlig have fortsat lidt længere. Men jeg skulle jo stoppe på et tidspunkt, lyder det lakonisk fra Friis.

Taget af musikken

Mens karrieren formelt set startede med ansættelsen i en radio- og pladebutik i 1974, var kærligheden til musikken blevet vakt allerede i slutningen af 1960'erne, hvor Friis voksede op på en gård i Østjylland.

– Jeg er født på Djursland og voksede op på en gård i en lille by ved navn Tøstrup. Det var langt ude på landet, og jeg hadede at være der. Til min fars store skuffelse havde jeg intet ønske om at videreføre familietraditionen og overtage gården. I stedet tog musikken mig, husker Friis og spoler tiden tilbage til tressernes Jylland:

– Som dreng gik jeg ingen steder uden at have musik med. Jeg tror, jeg var en af de første herhjemme, som fik det, som siden blev til en ghettoblaster. Dengang hed det en radio-recorder, med kassettebånd og radio i én. Jeg cyklede rundt med den på bagagebæreren, for jeg ville meget nødig gå glip af noget af det, der blev spillet. Det var tilbage i 1960’erne, med Jørgen de Mylius som vært. Jeg kan huske, da Simon & Garfunkels Bridge over Troubled Water udkom i 1970.

– Jeg havde lyttet meget til både Bob Dylan, The Beatles og ikke mindst Moody Blues tidligere, men da Bridge over Troubled Water udkom, skete der et eller andet inde i mig. Når jeg lyttede til Mylius’ hitlister, morede jeg mig med at forudsige, hvilke sange som ville komme ind på hitlisten. Jeg lavede statistik på det, og mine forudsigelser var temmelig træfsikre.

– På det tidspunkt blev jeg klar over, at jeg havde et rimelig godt øre for det. Det stod forholdsvis tidligt klart, at det var dét, jeg kunne – og formentlig ikke så forfærdeligt meget andet. Jeg valgte aldrig den vej – jeg gjorde det bare, reflekterer Friis i dag.

Som teenager kom han på efterskole i Hammel. Her blev interessen for musik kun større – og det var også her, han tog de første skridt ind i det, som skulle blive en livslang karriere i musikbranchen.

– Jeg havde en grammofon, og mit værelse var altid propfyldt med folk, som lyttede til musik – inklusive lærere, som kom forbi for at lytte med. Jeg begyndte også at optage levende musik med min B&O-båndoptager, husker Friis og fortsætter:

– Mit værelse var et centrum for musik, og der var ikke ret meget andet i mit hoved end musik i den periode. På et tidspunkt skulle vi i erhvervspraktik, og på min ønskeliste havde jeg skrevet, at jeg gerne ville i praktik som lydtekniker. Jeg havde sat næsen op efter at få en praktikplads på Aarhus Teater eller måske et musikstudie.

– Det var Arbejdsformidlingen, som stod for tildeling af praktikpladser, og tilsyneladende var de ikke helt klar over, hvad en ”lydtekniker” var. Så jeg blev tildelt en plads på et radioværksted, som lå nede i en kælder og hed ”Gerts Radio”. Det interesserede mig overhovedet ikke at være radiomekaniker, så jeg spurgte forstanderen, om jeg ikke måtte forsøge at finde en praktikplads på egen hånd. Det fik jeg lov til, så jeg gik ned i den lokale radioforretning, som havde en ret stor pladeafdeling og spurgte, om de ikke kunne bruge mig en uges tid. Det kunne de godt, jeg kunne bare komme.

– Da ugen var gået, spurgte de, om jeg ikke havde lyst til at fortsætte med at komme og hjælpe til efter skoletid. Det gav skolen grønt lys til. Da jeg havde været der nogle uger, spurgte de, om jeg var interesseret i et decideret job der. Og derefter gik der ikke længe, før jeg fik ansvaret for hele pladeafdelingen og fik lov at bestille lp’er hjem fra pladeselskaberne med videre.

Drømmejob

I 1985 blev Friis tilbudt et job hos pladeselskabet PolyGram. "Jeg startede i salgsafdelingen, men begyndte ret hurtigt at kæfte op om, hvordan man skulle lave musikken", husker Friis og forklarer:

– Siden blev jeg en del af local production – afdelingen med ansvar for danske navne – og begyndte at signe artister til selskabet. Inden længe sad jeg alene med den opgave. De otte år hos PolyGram blev starten på min karriere. Jeg var der indtil 1993. Egentlig havde jeg regnet med at blive, for jeg fik lov til at lave alt det, jeg gerne ville.

I 1993 fik Friis imidlertid er tilbud, som var for fristende til at lade passere. "Jeg fik et opkald fra Benny Bach, som havde været med til at starte det nordjyske selskab Elap Music, der efterhånden var ved at blive en seriøs konkurrent til den veletablerede, københavnske pladeindustri, i al fald på popfronten", husker Friis og fortsætter:

– De bød på en frokost på hotel Det Hvide Hus i Aalborg, og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at bygge et nyt pladeselskab op fra bunden sammen med dem. De havde lige solgt Elap og ville gerne bygge et nyt selskab op med base i Aalborg. Min umiddelbare indskydelse var, at jeg havde det godt, hvor jeg var. Men var også fascineret af tanken om at bygge noget dansk op.

– Samtidig kunne jeg godt lide tanken om den korte fra beslutning til udførelse – at man ikke skulle spørge et kontor i London om lov. Jeg endte med at sige ja. De lød som nogle ambitiøse fyre, havde masser af penge og tilbød mig ret hurtigt et medejerskab af det nye selskab, CMC. Det var spændende at være med til at bygge det op fra bunden. PolyGram havde ikke sørget for, at jeg var underlagt en konkurrenceklausul, hvilket betød, at jeg tog stort set alle mine artister fra PolyGram med over på CMC. Det var ikke særligt pænt gjort, men jeg gjorde det ikke desto mindre.

– Det var meningen, at CMC bare skulle være et lille selskab, men det voksede meget hurtigt og fik på et tidspunkt ret stor succes og var ret højt placeret på hitlisterne. Brødrene Benny og Verner Bach stod for det internationale, mens jeg sad med stort set alle de danske navne. På et tidspunkt blev det så attraktivt, at det store, internationale selskab EMI forhørte sig om, hvad det ville koste at opkøbe os. De ville enten have mig eller hele selskabet, og mine kompagnoner foretrak det sidste.

– Så vi røg under EMI og indgik et samarbejde, hvor vi beholdt vores base i Jylland, men brugte deres setup – salg, distribution med videre. Jeg kunne mærke, at det var ved at blive for stort for mig igen. Nu sad jeg igen i et multinationalt selskab og måtte konstatere, at der blev udgivet ting, som jeg ikke havde kontrol over og heller ikke syntes var ret gode. I første omgang spurgte jeg, om jeg kunne få lov at lave mit eget label. Jeg fik grønt lys og lavede RecArt.

Selvstændig

Pladebranchens krise omkring årtusindskiftet kom til at markere indledningen på et nyt kapitel i Friis' karriere. "Efter nogen tid begyndte pladebranchens kadence at gå lidt nedad. Direktøren for det danske EMI, den legendariske plademand Michael Ritto, fik besked ovenfra om at neddrosle antallet af ansatte. Jeg spurgte ham, om jeg ikke kunne købe RecArt ud," husker Friis og uddyber:

– Det var en genial plan, syntes jeg – han fik skåret ned, og jeg var lykkelig over at slippe ud. Og så startede jeg ellers som fuldstændigt selvstændig og sad med mit eget selskab med base i Studsgade 10 i Aarhus. Det var virkelig fedt. Nu kunne jeg gøre, hvad jeg ville, uden at skulle spørge nogen om lov. Jeg skulle ikke stå til regnskab for andre end banken. Det kom til at gå rigtig godt.

– På et tidspunkt havde Michael Ritto og Benny Bach forladt EMI og dannet deres eget selskab, MBO. Ingen vidste rigtigt, hvad det stod for. Men de foreslog at opkøbe RecArt og fremsatte et tilbud af en størrelse, jeg ikke kunne sige nej til – uanset hvor meget jeg ellers elskede min frihed. MBO var et rent dansk foretagende; de havde opkøbt flere selskaber og samlet dem under én administration. Jeg kunne fortsætte fuldstændig, som jeg havde gjort hele tiden, fra kontoret i Studsgade.

– Det blev nogle gode år som direktør for mit eget selskab, indtil MBO blev solgt til Universal. Så var vi der igen. Universal er et fint foretagende at være partner med, men ikke desto mindre var det igen et multinationalt selskab. I 2012 havde jeg fornyet min direktørkontrakt et par gange og var meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle fortsætte.

– Jeg tog en pause og rejste rundt i Europa i et halvt års tid. I den periode begyndte artisterne at ringe til mig igen, og jeg besluttede at fortsætte. Jeg arbejdede også med musik i løbet af det halve års pause – jeg trak ikke stikket helt – og da jeg kom hjem, startede jeg REO (som har udgivet blandt andre Jacob Dinesen, Johnny Madsen og Laura Mo, red,). Og det er det, jeg nu stopper med. 

Jens Ove Friis’ råd til dig, der gerne vil arbejde i musikbranchen

– Gennem årene har jeg fået mange henvendelser fra folk, som gerne ville arbejde på de pladeselskaber, hvor jeg sad. Mange var virkelig vedholdende og ville meget gerne arbejde på et pladeselskab, fordi de forestillede sig, at det var mere spændende end det job, de sad i. Af dem, som kom ind, var der nogle, som blev virkelig glade for det. Men jeg har også oplevet folk, som er løbet skrigende væk igen efter kort tid. For pladeselskabsarbejde er meget andet end at mødes til udgivelsesreceptioner. Det er også kontorarbejde, og der er masser af hårdt rugbrødsarbejde. Det skal man gøre sig klart, før man overhovedet begynder at forsøge på at virkeliggøre drømmen om at arbejde på et pladeselskab.

– Så det er mit første råd: Sæt dig ind i, hvad der i virkeligheden foregår på et pladeselskab. Og tænk over, hvad du vil lave på et pladeselskab. Ud over alt det farverige er der jo noget, der hedder regnskab, royalty, business-to-business, SoMe, jura. Hvad er det, du vil lave på et pladeselskab? Når du har en idé om det, ved du også lidt mere om, hvordan du skal nå frem til dit mål, siger Jens Ove Friis og fortsætter:

– Hvis jeg skulle leve mit liv om, er der kun én ting, som jeg ville lave om: Jeg ville have startet med at tage en jurauddannelse. Det ville have været et fantastisk værktøj i det arbejde, jeg har udført. Der er vanvittig meget jura på et pladeselskab. I forhold til pladekontrakter – både udformningen af dem, intentionen bag og overholdelsen af dem – ville man stå rigtig stærkt, hvis man havde en juridisk baggrund. Det er værd at tænke over, hvis man vil ind på et pladeselskab. Og hvis man ikke lige har ambitioner om at blive pladeselskabsdirektør, er der også andre funktioner.

– I mine år i spidsen for RecArt havde jeg stor glæde af folk, som havde læst medievidenskab. Det er en uddannelse, som giver nogle redskaber til at kunne håndtere projekter og have mange bolde i luften. Jeg endte med at gå specifikt efter medievidenskabs-uddannede folk. Music Management-uddannelsen giver nogle mere konkrete værktøjer til at arbejde i musikbranchen, og det er selvfølgelig også en vej at gå. Men derfor gælder det stadig, at man skal gøre sig helt klart fra starten, hvad man gerne vil på et pladeselskab.

– I dag er SoMe-folkene nogle af de vigtigste medarbejdere på et pladeselskab. Tidligere var det de traditionelle promotionfolk; de er nærmest ikke-eksisterende i dag. Nu er det SoMe-folkene, som er kongerne og dronningerne på et pladeselskab, og det skal man være opmærksom på. Det er fantastisk at have en uddannelse. Men hvis man vil arbejde i den kreative del af et pladeselskab, er passionen fuldstændig afgørende. Hvis ikke man har passionen for musikken, tror jeg, at man dør på et pladeselskab – medmindre man arbejder inden for regnskab, royalties og den del. Passionen er helt afgørende. Musikken skal være drivkraften, ellers kommer det ikke til at fungere. Og man skal huske at se igennem al glamouren. Selv hvis man arbejder i den kreative del af et pladeselskab, er det 80 procent rugbrødsarbejde og 20 procent fest og ballade.

Jens Ove Friis’ råd til dig, der gerne vil arbejde som musiker

– Passionen er også det allervigtigste, hvis man drømmer om at blive musiker. Jeg har undervist lidt på Musikkonservatoriet i Aarhus, og der drillede jeg tit de femteårs-studerende – særligt om morgenen, hvor de endnu ikke helt var vågnet – med at sige ”der skal nok komme nogle gode musikere ud af jer – men jeg kan være i tvivl, om der er nogen artister blandt jer”. Det var en provokation, for så sort/hvidt er det selvfølgelig ikke. Men der er alligevel ét eller andet om det. Man får en god musikeruddannelse på konservatoriet, og der har aldrig været så mange fantastiske musikere herhjemme, som der er i dag. Teknisk set er de lysår bedre, end de var for 30 år siden. Men at være artist – det er noget helt andet. Musiker og artist er to vidt forskellige ting. Og inden man begynder som musiker, skal man gøre sig klart, hvad målet er. Og hvis målet er at blive artist, er en konservatorieuddannelse efter min opfattelse ikke særligt vigtig. Det afgørende er, om man kan skrive nogle sange. Man er nødt til at have noget at sige. Man er nødt til at have en form for dannelse, som gør, at man kan skrive nogle sange. Hvis ikke man har det, kan det blive hårdt. Så kan det blive nederlag efter nederlag.

– Hvis man vil være artist, skal man være i stand til at skrive nogle sange, som bliver bemærket. Det er den første forudsætning. Hvis man først har sangene, skal man nok få dem spillet. Det er selvfølgelig fantastisk, hvis man både kan spille og skrive sange, men ellers er der masser af musikere, som kan hjælpe. Det starter med sangskrivningen: Kan man skrive nogle originale sange, som skiller sig ud? Hvis man derimod vil være musiker, tror jeg, at det er en god idé at komme ud og spille så meget som muligt. Og eventuelt tage en konservatorieuddannelse, så man får lært det fra bunden. Så find ud af, hvad du vil – så kan du meget nemmere nå målet.       

– De senere år er jeg i øvrigt blevet opmærksom på et træk, som snart er mere reglen end udtagelsen. Når jeg møder unge artister, producere, sangskrivere og ofte også musikere, har et efterskoleophold ofte været det, der fik dem til at gøre noget professionelt ved skaberpassionen. Meget ofte har jeg hørt disse unge fortælle, at lærere, de har mødt på deres efterskoler, har givet dem modet til at gøre noget ved deres drøm om at gå hele vejen. Sjovt nok er det langtfra altid en musikefterskole, de har gået på. Ofte er det en almen efterskole med en musiklinje, der har været grundlaget. 

– Jeg har selv i næsten hele mit liv haft tilknytning til en efterskole – Frijsenborg Efterskole. Af eksempler på tidligere Frijsenborg-elever kan jeg nævne Mads Langer og hele to medlemmer af Go Go Berlin. En efterskole danner ofte et kreativt miljø blandt eleverne. Det, at man bor på skolen og er sammen med sine venner i et interessefællesselskab, tror jeg er meget befordrende for lysten og inspirationen til at skabe og til at tro nok på sig selv. 

LÆS OGSÅ: ANDREAS ODBJERG-INTERVIEW: Uddannelsen i sangskrivning gav mig ro


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA