Kick The Kangaroo springer ud i Australien

Kick The Kangaroo springer ud i Australien

Gør det selv-orkestret Kick The Kangaroo har ligget nummer 1 i Australien og er lige nu på vej til et gennembrud down under - godt hjulpet af en superpromotor og en pengestærk fan.

I forbindelse med gruppens nye plade ”Bits & Pieces” fik GAFFA en snak med forsanger Michael Lund og guitarist Søren Andersen.

Hvem er den hemmelige superfan, som har postet 750.000 kr. i bandet?
- Der er ingen grund til at sige hans navn, men han er en fan midt i tredverne med en masse penge, siger Søren diskret. - Vi kendte ham ikke, før han så os til Rock Under Broen for to år siden. Han er vild med musikken, og han tror på os. Derfor har han investeret i bandet på samme måde, som andre investerer i aktier.
- Han har sagt, at vi er hans drenge, og det er vi de eneste, der er, siger Michael stolt og bestemt.

I kom på soundtracket til filmen ”Never Say…Nevermind”; betød det noget, om I kunne lide filmen?
- Det var en blanding af filmens handling, de andre kunstnere på pladen og pengene, der gjorde, at vi sagde ja. Men da vi så, at Creed og Blink 182 også var med, var der ikke ret meget mere at tænke over - Det ville vi sgu gerne, siger de to drenge i kor og med store smil.
- Men på grund af 11.september er jeg egentlig i tvivl om, hvordan filmen nogensinde kom ud, siger Søren.

Kick The Kangaroo står over for et gennembrud i Australien takket være pigen Colleen og nummeret ”I Would Do Anything” fra deres første plade. Forude venter blandt andet Melbourne Festivalen i februar, hvor navne som David Bowie, Lauryn Hill og Carlos Santana også spiller.

- Vi mødte Colleen, da hun var på Marlin Records, og hun var sikker på, at hun kunne sælge vores plade i både Australien, USA og Asien. Hun skrev til os, at hun aldrig har troet så meget på et udenlandsk orkester, som hun troede på Kick The Kangaroo.

Har I så fået solgt nogle plader i Australien?
- På Marlin nåede de så langt som til at udgive ”I Would Do Anything”, der røg ind som nummer 1 på den australske airplaychart Satellite Music Australia. Colleen valgte siden at bryde løs af Marlin Records, så alt, hvad der sker i Australien i fremtiden, er noget, Colleen står for.
I Australien kender de kun ”I Would Do Anything”, så vi starter næsten fra scratch, men Colleen er en BIG believer, siger Michael fortrøstningsfuldt.

Hvilke forventninger har I til Melbourne festivalen?
- Det er uvirkeligt, lidt ligesom da vi fik en e-mail, hvor der stod, at Kick The Kangaroo lå nummer 1 på hitlisten, og lidt længere nede på listen stod Britney Spears, Kylie Minogue og Nickelback. Jeg glæder mig som et lille barn, men jeg tror ikke på det, før jeg står dernede, siger Michael forsigtigt, og Søren nikker og fortsætter:

- For mig, helt personligt, har det noget at gøre med, at vi i bandet har haft så mange skuffelser - hvilket soundtracket er et godt eksempel på. Til gengæld har vi lært meget af dem.

Men når I taler om Colleen, lader det til, I stadig tror på, at hun kan gøre alt for jer?
- Selvfølgelig har vi stadig troen i behold, vi er bare realistiske. For fem år siden havde vi åbnet champagnen ved første pip; nu ser vi lige tiden an, siger Michael stille, men han lyser hurtigt op og udbryder:

- Vi er ikke så naive, at vi tror, vi har stjernestatus, men vi tror på, at vi får det, hvis vi bliver ved! Vi mener det seriøst, og det er vi ikke flove over. Nu har vi vores egen fanklub, og der er tilmed kommet et Kick The Kangaroo Jam. Det er skægt, selvom det måske er lidt tidligt. Fuld af forundring fortsætter Søren:

- I Odense var der en pige, som havde lavet en kæmpe bog, med så mange billeder af os, som jeg aldrig har set! Til alle dem havde hun skrevet små noter såsom ”Dér fik jeg Jespers plekter” og ”Flemming tabte trommestikken i ”’I Would Do Anything’”. Hun var virkelig en dedikeret fan, og dem vil vi gerne have flere af.


 
     
   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA