x

Blitzen Trapper – Whatever Happened to My Rock and Roll?

Blitzen Trapper – Whatever Happened to My Rock and Roll?

”Are you bringing any drugs or weapons into the US?” lyder spørgsmålet fra en lettere overvægtig amerikansk grænsebetjent med alt for store spejlglassolbriller og et velvoksent overskæg. Et udseende, der umiddelbart leder tankerne hen til Bobby ”The Rookie” fra Beastie Boys’ Sabotage-video fra 1994. Jeg kan respondere negativt til begge dele og får, på denne solskinsformiddag i oktober, lyst til at joke med, om der da er nogen, der selv tager balloner med til en børnefødselsdag. Besinder mig dog i sidste øjeblik. Efter at Bobby har kastet et rutineblik rundt i min bil, får jeg lov at krydse grænsen fra Canada ind i USA. Herfra følger to timers kørsel på Interstate 5, inden jeg befinder mig i downtown Seattle. Da udsigten på denne strækning er begrænset til skov på begge sider, jævnligt afbrudt af afkørsler til indianerreservater, kasinoer og de forskellige fastfoodkæder, kan man jo lige så godt tænde for radioen og få det bedste ud af turen.

Få kilometer før ankomsten til Seattle drøner Black Rebel Motorcycle Clubs' Whatever Happened To My Rock And Roll ud af højtalerne. Netop dette nummer kunne ikke være mere velvalgt til formålet med min tur til Seattle. For hvad skete der egentlig med rockscenen i det nordvestlige USA? Seattle – en regnvåd by i staten Washington – blev tidligt i 1990’erne kåret af Rolling Stone Magazine som verdens rockhovedstad. Ingen havde fem år forinden forestillet sig, at netop Seattle skulle kunne krone sig med denne anerkendelse. Byens ungdom havde op gennem 1980’erne været totalt isoleret fra alt, hvad der handlede om nyskabende rockmusik. Det var sjældent, at 1980’ernes store stadionkoncerter gæstede byen i det nordlige USA. Hovedparten af Seattles ungdom havde ikke midlerne til at tage turen over grænsen til Vancouver for at se de store navne. Til gengæld falder der 1200 mm regn om året i byen, så der var masser af muligheder for at mødes og lave indendørs aktiviteter – eksempelvis at skabe musik.

Først i 1990’erne rejste grupper som Soundgarden, Pearl Jam og Nirvana fra USAs musikalske vakuum. Forbillederne for alle disse navne var gruppen Melvins fra Montesano, Washington og det lokale Seattle-band Mudhoney.

Generation Grunge
I 1992 udkom Cameron Crowes ungdomsfilm Singles. Filmen udspillede sig i Seattle og havde netop de føromtalte bands som en stor del af soundtracket. Rocken fra Seattle fik navnet grunge. En genre, der var rå, primitiv og upoleret – rockmusikkens svar på filmverdenens Dogme. En genre, der repræsenterede alt andet end den 1980’er stadionrock, der aldrig var kommet til byen. Grunge nåede sit højdepunkt med Niravanas Nevermind og Pearl Jams Ten i 1991. Op gennem den første halvdel af 90’erne blev grunge soundtracket for en international generation af teenagere med fedtet hår, slidte T-shirts, Dr. Martins-støvler og misforstået attitude. Jep, først i 1990’erne var Seattle verdens rockhovedstad.

Grunge fænomenet forsvandt dog lige så hurtigt, som den var opstået. Den forsvandt og blev udødeliggjort den april aften i 1994, da Kurt Cobain satte et jagtgevær for panden i sin store trævilla på Lake Washington Boulevard i udkanten af Seattle. I dag, bare 15 år efter, er grunge at finde på museum i Seattle. På Experience Music Project Science Fiction Museum er Kurt Cobains grønne sweater, Chris Cornells håndskrevne sangtekster og Eddie Vedders mikrofonstativ udstillet. Den brochure, som udleveres ved indgangen, fortæller om grunge perioden som et fjernt minde om en svunden tid, hvor verdens øjne var rettet mod den lille by i det nordvestlige USA.

Inden for de sidste par år er rockscenen i og omkring Seattle begyndt at røre på sig igen. Navne som Death Cab for Cutie og Band of Horses er begge grupper med rødder i byens musikmiljø. I dag har Eddie Vedder travlt med at redde verden og Chris Cornell har, efter en mere eller mindre vellykket flirt med bandet fra Rage Against the Machine, indledt et samarbejde med Timbaland. Fælles for både Pearl Jam, Soundgarden og Nirvana var, at de alle var udklækket på det lille lokale Seattle-pladeselskab Sub Pop Records – et pladeselskab, der overlevede grungeæraen og dens ikoner. Sub Pop Records har haft nogle hårde år i det nye årtusinde, efter at grunge havde gjort dem verdenskendte over natten. På et tidspunkt måtte selskabet blandt andre tiltag skære ned fra 25 til 5 ansatte.

Det nyeste store navn fra Sub Pop Records er Portland-gruppen Blitzen Trapper, som skulle have gæstet Vega den 15. oktober – en koncert, der dog er aflyst grundet manglende forsalg. Sup Pop Records har sendt Blitzen Trapper på en omfattende Europa-tour og lægger ikke skjul på, at de satser meget på gruppen. Blitzen Trapper har siden 2003 udgivet tre album, men har på den seneste udgivelse Furr valgt at samarbejde med netop Sub Pop Records.

Undertegnede er i Seattle for at overvære bandets sidste koncert i USA, inden det for alvor går løs på den europæiske scene. Efterfølgende blev det til en underholdende snak med gruppens ubestridte frontmand Eric Earley om de musikalske rødder, man ikke kan løbe fra, hvorfor pels er et vigtigt symbol i Blitzen Trappers musikalske univers, og ikke mindst om forskellen på den amerikanske musikkultur nord og syd for San Francisco.

Eric Earley om inspirationen
Efter at jeg har spillet basketball med tre af bandmedlemmerne fra Blitzen Trapper på parkeringspladsen bag den legendariske Easy Street Records i Seattle ankommer Mr. Blitzen Trapper himself – Eric Earley til pladeforretningen. Eric Earley er manden, der ene og alene skriver og producere bandets udgivelser. På den seneste udgivelse Furr har han indspillet 95 procent af instrumenterne på det færdige produkt.  Mens bandets fem andre medlemmer plejede kærester og andre interesser, boede Eric Earley i studiet i Portland, Oregon, under hele indspilningsprocessen af det nye album. Bandets tidligere albums har de selv udgivet og markedsført. På Furr har de valgt at arbejde sammen med Sub Pop Records. Dog har selskabet givet Eric Earley helt fri hænder til produktionen.

Eric Earley (vokal), Brian Adrian Koch (trommer og vokal), Marty Marquis (guitar, keyboard og vokal) og undertegnede fortrækker til pladebutikkens backstage lokale, efter at min ydmygelse i ”parkeringsplads-basketball” er blevet en realitet.

Eric Earley tager plads på en plasticstol og åbner en flaske vand. Ligheden mellem ham og den Bob Dylan, der pryder Blonde on Blonde-pladecoveret fra 1966, er slående. Fra sin placering på plastikstolen i det trange lokale besvarer han alle spørgsmål med en rolig og velovervejet stemme, med en pondus og underspillet selvsikkerhed meget lig den unge Dylan.

Overvældet af at have mødt en ”moderne” Dylan kaster jeg mig hurtigt ud i en snak om Eric Earleys musikalske inspirationer. Det nye album Furr har tydelig en rød tråd tilbage til de amerikansk singer-songwriter-rødder, blandet med vokaler fra de senere Beatles-udgivelser og skramlende guitarsoloer fra David Bowies Ziggy Stardust-periode. Eric kan da også bekræfte inspirationen fra de engelske ikoner, en inspiration, han er ganske bevidst om. Dylan-inspirationen er ikke bevidst. Bob Dylans udgivelser var dog den musik, han var vokset op med, den musik begge hans musikalsk forældre spillede i hjemmet og i bilen. Inspirationen fra de amerikanske rødder ligger nok bare på rygraden, konstaterer han. Her bryder trommeslager Brian ind og bekræfter, at hvis man ikke fik den amerikanske singer-songwriter-kultur ind med modermælken, var det et emne, man som en musikalsk interesseret teenager vidste, at man skulle have en mening om – derfor måtte man læse op på lektien senere i livet.

Eric opponerer straks mod at putte Blitzen Trapper i en bås som folk-musik. Til belysning trækker han Bowie og Beatles frem som eksempler på bands, der hele tiden rykkende grænserne for, hvad genre var og er, netop ved ikke at lægge sig fast på, hvilken form for genre de spillede.

”You can wear your fur like a river of fire….”
Lytter man til Blitzen Trapper to seneste udgivelser, Wild Mountain Nation (2007) og Furr (2008), befinder man sig også i et grænseland mellem rock, country og folk. Netop i dette grænseland findes kvaliteterne i bandets udgivelser. Ifølge Eric handler det om at være åben og ikke sætte alt i bås.

Bandnavnet Blitzen Trapper kommer fra de første pelsjægere, som skabte forbindelse og kommunikation til den amerikanske urbefolkning. Eric fortæller, med stor entusiasme, at disse ”trappers” var afhængige af handelen med skin og derfor var i en ligestillet dialog med de indfødte. Dette kulturmøde, bygget på åbenhed og dialog, vil bandet gerne formidle på scenen mellem band og publikum. Igen bryder trommeslager Brian ind. Han siger, at bandet glæder sig meget til deres anden tour i Europa, da det virker som om, at det europæiske livepublikum kommer for at høre musikken, hvor imod det amerikanske oftest kommer for at blive underholdt.

Når nu samtalen emnet alligevel er faldet på pels, vil undertegnede gerne have en forklaring på en af tekstlinjerne fra titelnummeret Furr på den seneste udgivelse: ”You can wear your fur like a river of fire, but you better make sure if you make God a liar.”

For en gangs skyld falder svaret fra Eric Earley ikke så selvsikkert og prompte. Han mener, folk må lægge i teksterne, hvad de vil. Jeg vælger dog at fastholde ham på tekstlinjen. Tidligere i interviewet har han bekræftet, at alle teksterne handler om emner, han selv kan relatere til. Sangen ”Furr” handler om en mand, der har mange overvejelser over mulighederne i sit liv, men vælger til sidst at gifte sig og slå sig til ro. Dog kan han ikke komme af med uroen og tanken om, at der måske var noget andet for han derude.

Her bryder den næsten to meter høje og yderst sympatiske guitarist Marty Marquis ind og giver et bud på, hvad føromtalte tekstlinje betyder for ham:

– Pels kan ligne ild på afstand, man skal bære den med overbevisning – som alt andet man gør her i livet, ellers gør man jo netop Gud til en løgner.

Han giver eksemplet med sit eget velvoksne røde fuldskæg, hvilket han bærer med stor selvsikkerhed og overbevisning. Undertegnede må tage sig til sin glatte hage. En hage, der aldrig har været i stand til at kreere noget, der minder om et fuldskæg. Man må jo bare tage ham på ordet. 

Sub Pop Records har givet Eric Earley frie hænder til produktionen af Furr. En produktion, der tog en uventet drejning, da han midt i processen fandt et gammelt klaver på gangen på Sally Mack’s School of Dance, hvor gruppen har øvelokale i kælderen. Langsomt begyndte han at konvertere det allerede skrevne materiale fra guitar over til klaver. Resultatet blev, at Furr, modsat de tidligere udgivelser, er skrevet med udgangspunkt i et klaver.

Det afslappede forhold mellem kunstner og pladeselskab har altid været Sub Pop Records’ varemærke. Blitzen Trapper føler ikke, at de står i skyggen af selskabets giganter fra 1990’erne. Trommeslager Brian Adrian Koch mener, at denne epoke er så længe siden, og der er sket meget andet siden på den nordamerikanske scene. Fælles for Pearl Jam, Nirvana, Blitzen Trapper, Death Cab for Cutie og Band of Horses er, at det musikalske udtryk har en hudløs ærlighed over sig. Eric Earley mener ikke, at denne lighed er tilfældig. Seattle og Portland er stadig billige byer at bo i, hvilket resulterer i, at mange kunstnere slår sig ned i det nordvestlige USA. Modsat hovedparten af den musik, der stammer fra Los Angeles, er musikken fra de nordvestlige stater ikke afhængig af at skulle stile efter at tilpasse sig en overfladisk film- eller tv-industri. Musikere i Washington og Oregon har mere rum og tid til at dyrke deres ”kunst”. Eric Earley mener, at dette er medvirkende til, at meget af det nyskabende rockmusik stammer fra dette område.

At dømme efter fremmødet til den ”in store”-koncert, Blitzen Trapper skal holde i Easy Street Records, umiddelbart efter dette interview, er bandet et navn, der trækker folk til på disse kanter. Sub Pop Records satser stort på bandets 15 efterfølgende koncerter i Europa. Den planlagte koncert på Vega er dog blevet aflyst grundet manglende forsalg, og bandet er meget spændt på hvilken modtagelse de vil få i Europa.

Men som Eric Earley siger: ”Sidst vi var i Europa spillede vi for alt mellem 5 og 1000 mennesker. Antallet er underordnet, så længe folk er åbne og modtagelige over for mødet med noget nyt – ”that’s what it’s all about.”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA