x

Copenhagen Guitar Battle 2009, Amager Bio

Copenhagen Guitar Battle 2009, Amager Bio

I Copenhagen Guitar Battle dyster otte udvalgte guitarister mod hinanden i tre forskellige runder, hvorved de bedste vælges fra og går videre. Denne aften skulle otte unge mænd bevise noget hver for sig.

Til at starte det hele gik Baby Woodrose på scenen og leverede en noget rutinepræget forestilling. De tog forskud på den første ud af et dusin lydmæssige svipsere, som kom til at præge aftenen. 1 ud af 10 publikummer var ægte rockchicks, som præsterede et bemærkelsesværdigt højt god-røv-tal, hvilket flere af mine med-mænd højlydt gjorde opmærksom på. Med lidt øl og tilråb kom publikum i rette humør, og efter en præsentation af dommerne – guitaristerne Mika Vandborg, Søren Andersen og Jonas Krag – gik de indledende runder i gang.

Nogle af de unge guitarister stod midt på scenen og demonstrerede teknisk snilde, men ingen rød tråd. Andre spillede regulære melodier og havde mere karisma i spaden. Særligt nævneværdig var den barbrystede teutoner Dennis Post, som ignorerede forskrifterne om at lire en solo af, og i stedet spillede "Der er et yndigt land", hvorefter han stak ild til sin guitar. Også Hans Grølsted skilte sig ud, men fordi han spillede højere og mere mudret end alle andre. Unge Rasmus Volden flettede en omgang funket blues, og da alle deltagere således havde afprøvet vores ører, gik nummerpigen Carina, også kaldet Runde-Trunte, catwalken ud med en falsk ”appelsinkasse” hængt om halsen. Der var lidt for enhver smag. Vi skulle selvfølgelig også igennem de obligatoriske problemer med ledninger og guitarpedaler.

Husorkestret var denne aften det fire mand store Anders Bo & The Licks, som lagde en fin baggrund til første battle-runde, hvor deltagerne på skift skulle spille hen over et enkelt rock-arrangement, med A- og B-stykke. Men enten var det husorkestret, som spillede lidt for højt, eller også var det guitaristerne, som var blevet bedt om at skrue ned. Flere druknede næsten i støj. Lydmanden befandt sig tydeligvis ikke samme sted i lokalet, som jeg eller de mange andre, som ind mellem numrene kommenterede mudderet.

Glimrende show, men blandet lyd

Ved hjælp af cykellygter, der også fungerede som uautoriseret kasteskyts, fældede publikum dom over deltagerne. Første runde var Søren Kjeldal mod Kristian Klærke. Måske på grund af den halvsløje lyd mindede de i mange aspekter om hinanden, men Kristian var godt ude over scenekanten og lod til at have monteret sit instrument som en direkte forlængelse af sit hjerte. Han gik videre.

Næste runde var Michael Larsen, fyldt med farvestrålende rock'n'roll-attitude, mod unge Rasmus. Sidstnævnte spillede roligt og klart, mens Michael shreddede groft og overskred sin afsatte tidsperiode en smule, men nok til, at det tiltrak opmærksomhed. Publikum kunne ikke blive enige, så dommerne trådte til for at sende Rasmus videre.

Tredje runde bestod af den smørhårede Hans Grølsted med festskjorten, mod øl-spyttende Dennis fra Teutonerburg. Den selvsikre Hans havde fået skovlen under sit støjniveau, så vores ører kunne opfange mandens glimrende teknik. Selvom Hans stilmæssigt ikke var den mest imponerende deltager, var han alligevel mere konsistent end Dennis, som red på sin attitude ind i publikums hjerter, men blev stemt ud.

De sidste deltagere var Oliver Engqvist med afro-frisuren mod sidste års vinder, Jonas Larsen. Af udseende mindede de lidt om hinanden, men selvom Oliver viste tydelige evner, var det alligevel Jonas' dans over strengene, der blev publikums favorit.

Efter endnu en pause med underholdning fra husorkestret var vi kommet til semifinalen. Rasmus og den gode lyd blev mødt af Kristian, som hamrede tabs og lirede solo, indtil publikum trak de cykellygter, som signalerede, at Kristian var deres valg til finalen. Herefter tørnede Hans og Jonas sammen. Begge var rent ud sagt helvedes dygtige. Jeg kiggede mig omkring og så flere, som stod med åben mund. Hans lirede godt igennem i starten, men Jonas gjorde ham kunsten efter i slutningen af sin tur og tilsatte et ekstra niv, som sendte ham sikkert i finalen.

For at få publikum helt op på tæerne gik Oliver Weers og dommer/guitarist Jonas Krag på scenen for at spille to numre med bøllebank. Som konferencier Huxi Bach så rigtigt sagde, var det helt rart med noget vokal efter al den strengeleg. De to melodiøse numre buldrede forbi, og så var det tid til finalen.

Kristian og Jonas skulle dyste over flere genrer, deriblandt en helteballade. De to deltagere var ret lige, men helteballaden viste sig at volde Kristian problemer. Han var mere udtryksfuld og lidenskabelig end Jonas, og finalen igennem strøg han rundt på scenen for at se alle i øjnene, men i sidste ende missede han en lille håndfuld pinefuldt tydelige toner, og var helt klart ikke tilfreds med sit eget resultatet.

Jonas gik på og dansede med vanlig snilde og overskud hen over sit instrument, så publikum igen måtte bøje sig. Dommerne lod ikke tiden trække ud, men erklærede Jonas for vinder. De nævnte dog, at Jonas ikke havde vundet i alle kategorier. Kristian var måske ikke så teknisk dygtig, men spillede med hjertet hele vejen igennem, hvor Jonas ikke altid havde så meget sjæl med i sine lynhurtige fingre og sit showmanship.

De øvrige deltagere kom på scenen og bar rundt på de to finalister. Det var helt befriende at se, hvordan alle sure miner var lagt af vejen. Det eneste, som betød noget, var den gode rock'n'roll, det søde riff og den onde solo. Som afslutning kom blonde Emily Garriock op fra publikum (hun havde underligt nok stået lige foran mig hele koncerten igennem) og sang gode gamle ”Highway To Hell”, akkompagneret af Anders Bo & The Licks og af Jonas Larsen, vinder af en håndbygget guitar fra Hansen Guitars til 28.000 kr.

Efter denne sidste nakkerykker-klassiker var det endelig forbi. Indtil næste år. Alt i alt en særdeles underholdende aften, hvor kun den mudrede lyd trak lidt ned i helhedsbilledet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA