x

The Dead Weather – De musikalske håndværkere

The Dead Weather – De musikalske håndværkere

De er ikke kede af det, de engelske aviser. ”At se så genial en guitarist slå på trommer er ligesom at se Cristiano Ronaldo som linjevogter.” Med så sigende en sammenligning skrev en af Londons gratisaviser om The Dead Weathers første engelske koncert tilbage i juni måned. Der refereres naturligvis til det nystartede bands altoverskyggende trommeslager Jack White, der via sit frontmandsvirke i The White Stripes og The Raconteurs har markeret sig som det nye årtusindes største retro-rockstjerne.
Ligesom hajen er nødt til at holde sig i bevægelse for at overleve, har Jack White alle dage haft en ualmindelig stor appetit på at sætte tænderne i næste kapitel af sin egen rockhistorie og kan derfor hyppigt opleves i nye musikalske udfoldelser. Seneste skud på stammen er all-star-bandet The Dead Weather, der ud over Jack på trommer og vokal udgøres af den dragende rock-chick Alison Mosshart fra The Kills på vokal, ”Little” Jack Lawrence fra The Raconteurs og The Greenhornes på bas og Dean Fertita fra Queens Of The Stone Age på guitar. Sammen har de i en rus af inspiration kreeret albummet Horehound og en lyd, de kalder gotisk blues.

Skulder mod skulder sidder de fire musikere bænket for enden af et bord med et udpluk af den europæiske musikpresse overfor. ”Little” Jack og Dean sidder pænt med hænderne i skødet og taler sjældent. Alison kæderyger sine tro følgesvende Marlboro Menthol, svarer kort på spørgsmål og tilbringer ellers resten interviewet med at fnise som en skolepige, hver gang Jack White siger noget, der er tilnærmelsesvis sjovt.

Og Jack White, ja, han taler med iver omkring kunstnerisk frihed og med aversion mod moderne teknologi og holder kun pause, når han skal tænde sin tynde cigarillo, der hele tiden går ud, fordi han glemmer at ryge på den.

Til det oplagte spørgsmål om, hvordan The Dead Weather opstod, fortæller White, for sikkert 117. gang, men stadig med lige stor passion:
– Den hurtige version af historien lyder: Vi var på tur med The Raconteurs og havde The Kills med som opvarmning. Jeg mistede min stemme og bad derfor Alison om at synge mine sange. På det sidste job på turnéen spillede Dean med os; han havde spillet med os på vores første tour, så hele familien var samlet. Efter turen skulle Alison hjem til London, og de andre skulle til Detroit. Men jeg tænkte: Hvorfor indspiller vi ikke et eller andet sammen? Jeg har et nyt studie, og vi kan bare lave en 7”-single, som jeg kan udsende på mit nye pladeselskab Third Man Records. Efter 12 timer i studiet havde vi allerede fem sange. Det var i starten af oktober sidste år. Så kemien var helt rigtig, og vi blev bare ved, indtil vi havde et helt album og et dermed også et nyt band.

Hvordan endte du bag trommerne?
– Det skete bare. Jeg er i gang med at lære, hvad det vil sige at være trommeslager igen. Det er meget anderledes denne gang, fordi jeg er så involveret i sangskrivningen og produktionen, så det er næsten som at være dirigent. Og jeg har ikke spillet trommer live, siden jeg var 19 år, så jeg kunne godt have brugt 20-30 småjobs, inden hele verdenspressen skulle se det. Men det er svært at få lov til at spille småjobs, når alle ved, hvem vi er. Vi har også bare så travlt med andre ting, at vi faktisk ikke har tid til at spille en masse småjobs, så det er samtidig en spændende udfordring.

Normalt gider journalister ikke tale med trommeslagere og vil hellere tale med sangeren. Føler du, at trommeslagere er undervurderede?
– Ja, helt sikkert. De bliver næsten mobbet af alt fra lytterne til anmelderne. Meg (White, red) er tit blevet beskyldt for at være en dårlig trommeslager, og det gik hende på. Men jeg plejede at forklare hende, at da jeg var barn, sagde alle, at Charlie Watts og Ringo Starr var dårlige trommeslagere, og det er altså mine yndlingstrommeslagere.

Analog i en digital tidsalder
Hvis der er én ting, der kendetegner Jack Whites musik, ud over fremragende sange, så er det passionen for analogt udstyr. For modsat tidens tern udviser Jack stor modvilje mod at favne den digitale tidsalder og internettets uudtømmelige muligheder, der nu til dags ses som det eneste sted, hvor kunstnere har mulighed for at kontrollere deres egen karriere. Men efter at have startet eget pladeselskab og studie og med tæt tilknytning til et vinyl-trykkeri har Jack taget styring over egen karriere. karriere. På old fashion vis.

– Hele snakken om, at internettet er det eneste sted, en kunstner kan være rebelsk, er simpelthen ironisk. For den eneste måde at være rebelsk eller punk nu, er ved ikke at løbe med på hele den teknologiske bølge. Computere er tidsrøvere. Forleden blev Jimmy Page og jeg spurgt om, hvad vi syntes om det dér guitar-computerspil (Guitar Hero, red.) De kunne lige så godt have spurgt os om, hvad vi syntes om abort. Hvad er det meningen, vi skal svare? Pladeselskaber fortæller mig, at det er sådan, de unge lærer at kende til musik nu til dags. Hvis det er tilfældet, så er det da sørgeligt. Og nu kommer der sikkert til at stå på internettet, at Jimmy Page og Jack White hader computerspil, men det gør vi altså ikke. Jeg siger ikke, at det er forkert at indspille musik på computere, men jeg synes personligt bare, det lyder bedre at indspille på gammeldags facon på bånd. Hele værdsættelsen af kunstformen musik er ved at dø ud, og det er på grund af internettet og ProTools. For i 60’erne og 70’erne og årtierne før lød musik fandeme godt. Da computerne begyndte at gøre deres indtog i studierne i 80’erne, begyndte niveauet at falde.  Det her handler ikke om, at man ikke skal lytte til mp3’er eller stjæle musik på nettet. Det handler om, at hvis man godt kan lide, at der er sjæl i musikken, så er man nødt til at finde ud af, hvordan god musik laves. Ligesom man er nødt til at gå på museum og lære forskellen på oliemalerier og akvareller, hvis man interesserer sig for kunst.

"Horehound" bliver udsendt af Sony i Europa og Warner i USA. Hvorfor er det vigtigt for dig stadig at arbejde sammen med store selskaber, når du ret beset kunne nøjes med at sælge din musik via Third Man Records’ hjemmeside?
– Pladen er licenseret igennem mit eget selskab, og det, jeg er interesseret i, er at beskytte mig selv og mine digitale rettigheder og producere vinylplader. Men med hensyn til at fremstille cd’er og plakater og have kontakt til pressen og sælge pladen på verdensplan og så videre, så har jeg ingen viden om den slags eller interesse i at lære det. Så der vil jeg hellere bare overrække et færdigt produkt til folk, der er gode til den slags. Med hensyn til den kreative proces, så ser jeg mit arbejde som et håndværk. Fra indspilningen, til at producere og mikse, til at tage fotos og designe og printe coveret, til trykningen af vinyludgaven. Jeg har en finger med i det hele. Det minder faktisk meget om den tid, hvor jeg havde Third Man Upholstery (møbelpolstringsforretning, red.)

Kvinderne i Jacks liv
Hvorfor vælger du tit at arbejde sammen med kvinder?
– Det er en god arbejdsform, hvis man vil nå frem til et resultat hurtigt. Der opstår med det samme en elektrisk spænding i studiet, når jeg arbejder med kvinder, om det så er Alison, Loretta Lynn, Alicia Keys eller Meg. Jeg ved ikke, om det er på grund af en underliggende seksuel spænding, men det har sikkert meget med det at gøre. Jeg læste et interview med en af dem fra Jefferson Airplane, og han snakkede om deres sangerinde Grace Slick og sagde, at der kunne have været 20 mænd i det band, men det kræver kun én dame for at sætte tingene i det rette perspektiv og skabe balance. Og det er meget sandt. Jeg kan for eksempel mærke en kæmpe forskel på at spille med The Raconteurs og dette band, selvom der er fire mennesker i begge grupper. Musikkens udtryk ændrer sig bare, når der er en pige med. Musikken bliver bare bedre, mere relevant og inspirerende, og man har en øjeblikkelig reaktion fra begge sider af menneskeheden.

Utroskab & svigt
Føler du nogensinde, at du er dine andre bands utro?
- Der er ingen af de ting, jeg laver, der skal ses som ”se, hvad jeg nu laver” for at gøre de andre, jeg spiller med, jaloux. Det eneste problem ved at have gang i så mange projekter er, at der opstår mangel på tid. Jeg ville for eksempel helt vildt gerne lave det tredje The Raconteurs-album i år. Så den eneste følelse af utroskab og svigt, jeg føler, er, når jeg simpelthen ikke har tid nok til alle de ting, jeg gerne vil lave. Men sådan har det altid været. Da jeg startede The White Stripes med Meg, spillede jeg samtidig i tre andre bands, Two-Star Tabernacle, The Go og The Henchmen, så hun vidste allerede dengang, at jeg var typen, der havde gang i mange projekter. Men alle mine projekter er sunde og raske, og der er mere i vente. I første omgang spiller jeg shows året ud med The Dead Weather, og vi kommer helt sikkert til Europa.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA