x

Kitty Wu - Vores nye plade skriger efter at blive spillet live

Kitty Wu - Vores nye plade skriger efter at blive spillet live

Den ambitiøse københavnske trio Kitty Wu har holdt en længere pause fra musikken siden deres tredje album, "Knives And Daggers" fra 2005, som de lige nåede at følge op med en kort turné. Siden dengang er kvartetten blevet til en trio, efter bandets svenskfødte bassist, Samuel Helles, forlod bandet og flyttede tilbage til Sverige af familiemæssige årsager.

Tidligere i år meddelte Kitty Wu, at de arbejdede på nyt materiale, og indspilningsprocessen har fans herefter kunnet følge i en videodagbog på bandets hjemmeside. Deres nye album udkom i mandags, den 7. september, og har fået navnet "Someone Was Here". Kitty Wu brød igennem med debuten "Privacy" fra 2001, mens bandets sidste to plader blev produceret af britiske Rob Ellis, mest kendt for sit mangeårige arbejde med PJ Harvey. Det nye album er, i pladens ånd, produceret af bandet selv i København, og mikset i London af Guy Fixsen (My Bloody Valentine, Breeders).

Kitty Wu har ganske vist ændret sin lyd, men de befinder sig fortsat inden for et alternativt, dystert og melankolsk, dragende rockunivers. Vi har taget en snak med bandets forsanger, Robert Lund, om det nye album.

Hej Robert, og velkommen tilbage til Kitty Wu. Hvad har I lavet, siden vi har hørt fra jer sidst?

Robert Lund: - Det simple svar er et nyt album. Underliggende har vi været igennem et mandefald og er blevet en trio, en oplevelse, der har været meget skelsættende for bandet. Det tog lang tid for os at sige farvel, og det var hårdt at slukke for det billede, vi altid havde haft af bandet. Men det øjeblik, vi gjorde det, var det både befriende og inspirerende. Vi havde ikke andet valg end at omfortolke Kitty Wu, og det skabte en slags lovløs tilstand, hvor alt var tilladt, og gennem det en ny lyd.

Det har været en underlig manisk tid, hvor den fornyede glæde ved musikken har levet side om side med det menneskelige savn og de tanker, det satte i gang. Jeg er gået endnu dybere ind i sangene denne gang, og vi har som band slidt hårdere de sidste par år end nogensinde før, så det har været surrealistisk, midt i alt arbejdet, at svare på spørgsmål om, om Kitty Wu stadig eksisterede. Nu står vi her med et album, som vi er meget stolte af, og jeg tror, det vil give mening for folk, at vi havde brug for tid, når de hører pladen.

Hvad handler pladen om? Hvad var udgangspunktet musikalsk og lyrisk?

Robert Lund: - Den handler nok om altings forgængelighed. Om afsked og afslutning. Det, der hænger tilbage i et rum, efter alle er gået. Ironisk nok var der en uventet vildskab og fremdrift at hente i det emne, en lidt desperat trodsighed måske. Og samtidig en stedvis ro.

Mange af teksterne opstod før musikken, og formede i høj grad sangene. Ordene er nogle steder simple og andre steder meget abstrakte, og gav derfor både plads til den rene melodi og den rene støj. I virkeligheden er yderlighedernes sammenstød grundlaget for hele lyden på albummet. Vi satte med fuld overlæg luftige, rumklangsdrevne vokalarrangementer op imod en hård og kantet underlægning. Det gav en næsten nervøs energi, og det hypnotiske lydbillede, som vi skulle bruge til at understrege teksterne med.

Hvilke drømme og ambitioner har I for albummet?


Robert Lund: - Det er underligt, Man lever med et album i lang tid, og er så dybt begravet i det, at man har svært ved at forholde sig til alt andet. Det billede falmer aldrig, men man står pludselig over for, at andre folk tager det til sig, og gør det til deres eget. Musikken lever sit eget liv uafhængigt af os, og vi har ingen kontrol over den længere. Det er en konflikt, men også én af drømmene. At andre finder grund til at tage sangene til sig, og forhåbentlig får et statisk smæk over fingrene, når de gør det.

Selve akten er dybt egoistisk og ikke altid lige køn, men det er fortrøstningsfuldt og meget bekræftende at finde et fællesskab i efterspillet.

Hvad I har savnet?

Robert Lund: - Koncerter. Den meget intime forbindelse, man kan være heldig at få til et publikum på den rigtige aften. Og samtidig den unikke fornemmelse af at være helt alene på scenen og så meget til stede i øjeblikket, at man glemmer, at man er omgivet af andre mennesker. Vi har savnet at turnere. Det tyske motorvejskøkken, flygtige bekendtskaber, fornemmelsen af rejsen. Den nye plade skriger efter at blive spillet live, og vi lider af seriøs udlængsel.

Læs GAFFA's anmeldelse af Someone Was Here.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA