x

Blackout Babies, turnédagbog kapitel 1

Blackout Babies, turnédagbog kapitel 1

Dag 1. Torsdag d. 8.oktober

Kl.12.57 (Dansk tid)
Vi sidder i 11.277 kilometers højde på vej mod Helsinki, som bliver første stop på turen. I aften skal vi spille på Korjaamo Culture Factory, og vi er meget spændte på, hvordan finnerne vil modtage vores musik. Det er for os begge to første gang, vi er i Finland, men desværre når vi nok ikke at se os så meget omkring denne gang. Vi bliver nemlig, sammen med Nouvelle Vague-sangerinderne, hentet i lufthavnen af runneren, og bliver kørt direkte mod spillestedet for at lave sound check. Så Mummidalene og de finske svedehytter må vente til næste gang.

Kl. 18.55 (Mummitid)
Vi har haft lidt tid for os selv her til aften, så vi blev fulgt hen til lækker tapas restaurant, hvor vi hver især fik os lidt lækker mad og et stort glas rødvin. Det er dejligt at blive vartet op.
Nu er vi tilbage på hotellet, som i øvrigt er meget stort og pænt. Og måske er det her vi senere skal hænge ud i hotellets Ambassadors Bar og eventuelt spise Ferrero Rocher. Men lige nu koncentrerer vi os mest om at gøre os klar til aftenens show. Vi skal lige prøve de flotte kjoler fra de danske designere Vilsbøl de Arce, som vi skal optræde i til vores shows, inden vi tager af sted mod aftenens venue. Det er i øvrigt for dårligt, at der ikke er noget musikanlæg på vores værelse. Det er en form for ritual at lægge make-up til nationalhymner, når man er i udlandet. Det har vi i hvert fald lige besluttet os for. I Finland må nationalmelodien da være af Lordi?! Nu er det på tide at komme ud af døren, vores chauffør vil hente os om lidt udenfor hotellet.

Kl. 00.05
Tadam! Nu er Blackout Babies for alvor kommet til verden i røg og damp og i selskab med en masse glade finnere. For kort tid siden afsluttede vi vores livedebut, og nu er det rart at sidde backstage og spise cashewnødder og drikke rødvin. Ih, hvor vi kan.
Koncerten gik rigtig godt, men fra scenen er det ikke altid lige let at bedømme, hvordan det virker ude blandt publikum. Derfor glæder vi os meget til at høre, hvad folk har at sige. Især fra Marc som jo lidt er det tredje strømsvigts barn, og som stod og filmede hele koncerten – som en anden stolt forælder. Lidt respons har vi  dog fået allerede - en ung fyr kom hen til os og sagde, at han var blevet blæst helt omkuld, og at vi har fået en stor fan i ham.
Igennem døren fra backstage kan vi høre Nouvelle Vague give den gas og få publikum til at gå amok og råbe ”fuck”. Smukt som et ægte finsk råbekor i et stort samleje. Og så fortæller vi heller ikke mere fra i aften...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA