x

The Foreign Resort-turnédagbog, kapitel 2

The Foreign Resort-turnédagbog, kapitel 2

Whatever happens in Vegas, stays in Vegas

Burgere til morgenmad. Det er jo USA så, skik følge... Efter et smut i jacuzzi pakker vi bilen. Guitarer, bas, lilletromme og bækner. Vi har ikke forstærkere og trommesæt med. Det låner vi på spillestederne.

Der er 4 ½ times kørsel til Las Vegas. Op over Sierra Nevada og gennem ørkenen. Det er drønvarmt, selv om det er slutningen af oktober måned, og vi kan ikke lade være med at tale om alle historierne fra fortiden om mennesker og alt muligt andet, der er forsvundet i netop ørkenen. Vi gør holdt for lige at sætte fødderne på den knastørre jord og forsøger desperat at tage band-billeder. Men det virker ikke rigtigt, så vi fortsætter hurtigt igen.

Mikkel elsker burgere. Han får aldrig nok, siger han, så vi nupper også en burger til frokost på en rasteplads lidt over middag.

På grænsen til Nevada rejser de første casinoer sig midt i ingenting, og der er billboards langs motorvejen med forskellige våbentyper, som man kan prøve længere fremme. Enhver, der har været i Las Vegas ved, at man møder et lys-inferno, når man kører ind i byen. Det ved enhver, der ikke har været i Vegas nærmest også. Det er som at være med i en film, da vi checker ind på Hotel Harrah’s på hovedgaden The Strip. Værelse med udsigt. Det er stort. Og mens der bades, når Rasmus og vores chauffør Steffan lige at indkassere $10 på casinoet.

Vi hopper i bilen og kører til Boomers, hvor vi skal spille koncert. Det er en bar i den gamle bydel. Der er spillemaskiner i bardisken. På bordene ligger der flyers med vores koncert, og vi finder et billede af os selv i avisen Las Vegas City Life. Der er en mand, der vinder et eller andet beløb på en pokerautomat. Han tilbyder drinks, men vi takker pænt nej, for han smiler på sådan en mærkelig måde. Det er søndag, og det kan man mærke. Selv i Vegas. Fremmødet er beskedent. Men det lokale band får varmet godt og grundigt op omkring de tilstedeværende, der har trodset serie-søndag på TV (eller hvad man nu laver på en søndag i Vegas). Og da vi går på scenen er stemningen høj, og et par hårdt tatoverede piger giver den gas nede fra et af bordene, og efter koncerten banker pulsen hurtigt.

Vi tager tilbage på vores blinkende casino hotel. Udvælger en af mange barer med gigantiske drinks til $7 og finder ud af, at ved at stikke en enkelt en-dollar-seddel i spilleautomaten på disken bliver drinks lige pludselig gratis, og så tager det fart, for det er sgu da for fedt. Intervallerne mellem runderne bliver kortere og kortere, og det er som om hele casinoet begynder at blinke og bippe mere og mere. Steffan forsvinder, uden at vi lægger mærke til det, og til sidst må vi kaste håndklædet i ringen og trykke elevatoren til attende etage. Der er også en dag i morgen, om end det er let at glemme lige nu og her.

Det banker på døren næste dag klokken 10. Det er Steffan. Han er stadig halvstiv og står med et smørret smil. Da vi spørger til nattens udskejelser, trækker han en casino check på $6 op af lommen og griner: ”Whatever happens in Vegas, stays in Vegas”. Han lægger sig til rette på bagsædet i bilen, og vi plotter næste destination ind på gps’en. Der er syv lange timer til San Diego.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA