x

The Foreign Resort-turnédagbog, kapitel 3

The Foreign Resort-turnédagbog, kapitel 3

Oppe, nede og oppe igen
Det er ufatteligt, hvor meget rod man kan få ind på et 12 m2 hotelværelse på under en time. Det er en dejlig varm aften i San Diego, og vi kan både se og dufte Stillehavet. Dagens meget lange køretur fra Las Vegas kan mærkes i kroppen, og vi er kun lige nået ind på værelset og har smidt bomben, før vi må i bilen igen og videre til spillestedet.

Ruby Room, hedder det og ligger i San Diegos universitetskvarter. Det første band er allerede gået på. Ghost Orchid hedder de og er fra byen.
Deres forsangerinde er dybt nervøs, men hun lægger ikke skjul på det, og det gør hende yderst charmerende. Imellem koncertsalen og baren er der indrettet en art værksted. En fem-seks personer står dybt koncentreret og maler billeder med pensler og spraydåser. En pige designer T-shirts med en saks. Og det er som om, der er sammenhæng mellem alt det, der sker på Ruby Room.

Det bliver vores tur til at spille. Vi griber instrumenterne og træder op på scenen. Mikkel får stød på læberne fra mikrofonen, og vi må tage en efterladt bluse til hjælp og lægge den hen over mikrofonen, selv om den er sur. Det er som at spille for venner og familie, og det er vel det mest
taknemlige publikum, man kan få. Folk stiller sig lige foran scenen, og en gut, som har stået og malet inde ved siden af, smider pensler og danser rundt som en sprællende abe, og vi kan ikke lade være med at stå og grine på scenen.

Der er en fantastisk stemning af noget hjemligt, og bartenderen, som også er ejeren af stedet, er fra Irland. ”Det er great at have andre europæere i huset”, siger han efter koncerten, og så skænker han tequila og beder en af stamgæsterne om at ”shut the fuck up”. Morten er blevet dus med en maler, og de udveksler malerier og promo cd’er, og det er som om, vi kender alle. Men det gør vi ikke.

Death on Mars spiller efter os. Vi har lyttet til dem på vej til San Diego. Det er fedt. Men der er tekniske problemer med guitaren. De kæmper sig igennem et par numre, men så må guitaristen skrue helt vildt på en masse knapper, og han prøver tre forskellige forstærkere. Forsangeren er gået i gang med at fortælle jokes, og alle sidder og håber, at det snart vil lykkes for guitaristen, for jokes’ene er virkelig dårlige. Efter endnu
et nummer, der skratter som en gammel am radio, giver de op. ”You know what? That’s it…”, siger forsangeren bedrøvet, og vi føler med ham, for vi har selv været der. Den følelse kender de fleste musikere vist.

Turen går videre til Los Angeles, hvor vi skal spille dagen efter. Man kan ligeså godt glemme myldretid i København eller kødannelser på Køge Bugt-motorvejen. Her er bare trafik, trafik og atter trafik. Vi kører af Highway 1 op langs kysten. Man kan se havet fra bilen. Vi beslutter os for
at prøve kræfter med Stillehavet. Får bilen parkeret på en næsten øde strand, og råber som vikinger lige før dåd, da vi løber mod vandet. Vi
kaster os i bølgerne, men bliver bogstavelig talt kastet tilbage op på strandbredden af to mand høje bølger. Det er voldsomt og frygtindgydende,
men på samme tid også dragende og angstprovokerende. En enorm bølge får fat i Rasmus, og han slynges mange meter ned af stranden.  Der bliver slugt vand, men det er nærmest som om, det har en desinficerende virkning på en mave i oprør, og han kommer til overfladen igen med bukserne fulde af sand og hudafskrabninger på armene.

Koncerten i Los Angeles er i en gammel bowlingehal fra 1950’erne, der er blevet ombygget til spillested. Vi er fire bands. Det er tirsdag, og vi
skal spille sidst. Der er gjort klar til Halloween med skeletter og edderkoppespind overalt. Stemningen er en helt anden en dagen forinden i
San Diego. Folk har attitude og virker ikke særlig imødekommende, og stemningen bliver yderligere forstærket af de første to bands, der er
meget syrede, og man bliver let tungsindig og en anelse sjælesyg. Tredje band er The Meeting Places fra Los Angeles, som er pænt store, men da de går på, er næsten alle gået. Da det bliver vores tur, er der kun otte mennesker tilbage, og det er vel at mærke inklusive lydmanden. Alle sidder de musestille, mens vi spiller, som udstoppede kroppe, og det er virkelig svært at få musikken til at svinge. Vi tager et par numre ud af sættet, som vi nærmer os slutningen, og efter 45 minutter pakker vi sammen. Morten og Mikkel kommer op at skændes ude på parkeringspladsen, og vi forlader bowlingehallen i stilhed med trykket stemning og en lyst til at komme væk.

Der er stadig en anelse gråvejr i bilen dagen efter, da vi igen rammer motorvejen. Vi kører mod nord med kurs mod Fresno. Det lyder lidt som et yoghurtprodukt og viser sig at være en kæmpe bondeby større end Århus. Fresno er én stor fødevare-produktions-maskine med marker til alle sider, og det lugter skiftevis af kogte kartofler, så rosmarin, og her er det, wadr, gylle. Der er tomme gader og mørke vinduer, da vi ruller op ad hovedgaden, og der breder sig en let skuffelse i bilen.

Humøret får sig dog et gevaldigt spark opad, da vi endelig kommer til Audie’s Olympic, hvor vi skal spille. Der er allerede godt med mennesker.
Scenen er bred. Den er beklædt med langhåret, lilla ryatæppe på både gulv og vægge. En  polterabend giver gjaldende genlyd, og et par unge drenge står og ryger fede ude bagved. Der er et gigantisk PA-anlæg, ikke mindst stedets størrelse taget i betragtning, og lydmanden ved i den grad, hvordan man betjener det. Vi får kongelyd og giver den ekstra gas under koncerten, og midt i sættet kommer Steffan på scenen med kolde øl.

Vi er sent færdige med at spille, men hurtige til at pakke bilen. Vi skal sove hos forsangeren fra Solar Powered People, og han bor i Modesto. Det
betyder yderligere to timers kørsel nordpå. Mikkel har ikke drukket og tager rattet. Rasmus hopper ind ved siden af som co-driver. Alle andre
falder om på bagsæderne og få sekunder efter, er de væk. Vi kæmper for at holde os vågne. Bilen skærer sig igennem mørket, og da vi lidt over to holder ind på en rasteplads for at få stærk kaffe, finder Mikkel på at købe nye solbriller. Samtalen på forsædet bliver mere og mere mærkelig og søvnen kommer faretruende tæt på. Vi synger gamle Frank Zappa-sange, og det lyder af lort, men det frisker en smule. Sætningerne giver ikke mening længere, men vi er nødsaget til at fortsætte samtalen. Øjnene falder i hele tiden, og vi må åbne vinduerne og få iskold luft ind på kroppen for at holde os vågne. Endelig når vi Modesto. Her svigter hukommelsen...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA