x

Brett Anderson: Jeg er ligeglad med salgstal og airplay

Brett Anderson: Jeg er ligeglad med salgstal og airplay

Hej Brett. Der er virkelig koldt i Danmark for tiden, og jeg kan forstå, at det er der også i England – tror du, at det har gjort noget for salget af "Slow Attack", der har en markant vinterstemning?

– Det ved jeg faktisk ikke, men det er nok rigtigt, at der er noget vinter over albummet. Faktisk har årstiderne og deres særpræg inspireret mig meget på de sidste to albums.

Hvordan er du kommet ind i det nye år?

– Virkelig godt! Jeg er allerede gået i studiet for at indspille det næste album. Vi havde første session i ugen efter nytår, hvor jeg gik i studiet sammen med Leo (Abrams, der var med til at skrive "Slow Attack" red.) og en ny bassist, Didz Hammond (kendt fra The Cooper Temple Clause og Dirty Pretty Things red.). Og for første gang nogensinde er jeg gået i studiet uden nogen færdige sange. Tidligere har jeg altid haft størstedelen af numrene klar på forhånd, men ikke denne gang. Denne gang er de opstået, imens vi jammede og prøvede os frem i studiet. Jeg tror også, at det vil gøre, at albummet, der forhåbentlig kommer ud af det, vil have en mere band-agtig følelse og lyd. Jeg håber på, at albummet kan være klar senere på året. Fordi jeg har turneret mindre med mine soloalbum, end vi gjorde i Suede-dagene, er jeg også blevet mere produktiv – tre albums på tre år, det er da meget godt gået.

Du har også lige udgivet en samling af dine tekster fra de sidste 15 år i bogform, hvorfor det?

– Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg sad og tænkte tilbage, og så virkede det som et godt tidspunkt at sende sådan en bog på gaden.

Er der nogle tekster du, når du ser tilbage, er specielt stolt af eller glad for?

– Det er der, og faktisk er der flere af mine ældre tekster, som jeg har skrevet for måske 10 år siden, som jeg i dag ser på med andre øjne. Sproget og temaerne i sangene fra det første album, et nummer som "Pantomime Horse", er jeg virkelig stolt af og er overrasket over, at jeg kunne skrive for 17 år siden. Ellers er jeg stadig meget stolt af numre som for eksempel "The Wild Ones", "Heroine" og "By The Sea".

Når man læser tekster i en bog, kunne man vel nærmest beskrive dem som digte…

– Helt sikkert, og jeg er faktisk begyndt at skrive digte, for første gang. Det er blandt andet sket i forbindelse med indspilningen af nye numre – når jeg nu ikke har haft en færdig melodi med i studiet, har jeg i stedet haft en tekst med, uden nogen idé om, hvordan der skulle sættes musik til, eller om det overhovedet kunne lade sig gøre.

Læser du selv digte?

– Ja, jeg er en stor beundrer af digtere som Seamus Heaney og Phillip Larkin. Deres værker er en klar inspirationskilde for mine digte.

Hvad med en egentlig bog, kunne du forestille dig at springe ud som forfatter?

– Nej, det kan jeg ikke se mig selv som. Jeg tror ikke, jeg har det i mig, det at sætte sig ned og skrive et længere værk af den type. Jeg har ligesom fundet den form, der passer mig bedst.

London vil altid være vigtig

Både tekst og stemning på dine seneste to album, "Wilderness" og "Slow Attack", har virket meget pastorale og inspirerede af landet – har du opgivet London som inspirationskilde?

– Nej, London vil altid være vigtig for mig, og jeg kan ikke forestille mig at flytte væk fra byen. Men det er rigtigt, at jeg de seneste par år er blevet mere inspireret af ting, der foregår uden for byen, og jeg har også brugt mere tid uden for London. Samtidig forsøger jeg også at beskrive et atypisk liv væk fra byen. Det er ikke et glansbillede – det er et mørkere og mere uhyggeligt billede, jeg forsøger at tegne – så på den måde er landlivet ikke smukkere end bylivet.

Har London forandret sig, siden du startede med at skrive om den?

– Det tror jeg ikke. Ikke så meget, som det er øjnene, der ser på London, der har forandret sig. Selvfølgelig er der områder, der har ændret sig. Der, hvor vi startede med at øve med Suede, ligger der nu fine butikker, hvor der før lå genbrugsforretninger, men mest er det nok mig, der er ændret. Der er jo forskel på, hvordan man ser på byen, når man er ung og på bistand og derfra, hvor jeg står i dag.

Nej til Vild med Dans
Dine seneste to album har ikke fået så gode anmeldelser, blandt andet skrev en NME-anmelder, at det var trist, at en af 90'ernes store kunstnere var ved at blive irrelevant – rammer den slags dig?

– Tjaa, hvad betyder irrelevant overhovedet? Jeg er stoppet med at lefle for pladeselskaber og desperat søge det næste pophit. Det er jo bare overflade og bullshit. Jeg laver den musik, jeg har lyst til, uden bekymring om salgstal eller airplay i radioen. Det er bare ikke vigtigt for mig mere. Ligesom berømmelse – det betyder ikke noget for mig, derfor er jeg også holdt på med at give interviews, der ikke handler om musikken. Hvis nogen synes, at det gør mig irrelevant, kan jeg godt leve med det.

Betyder det også, at du har sagt nej til tilbud om at deltage i Vild med Dans?

– Åh Gud ja, utallige gange. Vild med Dans, Celebrity Big Brother, I'm A Celebrity, Get Me Out of Here, rækken er endeløs. Jeg ville aldrig stille op i sådan et show; jeg kunne ikke forestille mig noget mere ydmygende og pinligt.

Til sidst, hvad kan publikum forvente til din kommende koncert i Pumpehuset – vil der stadig være plads til Suede-sange?

- Det har jeg faktisk ikke helt besluttet endnu. Jeg har kun spillet ganske få koncerter, efter "Slow Attack" kom ud, så vi må se, når bandet og jeg sætter os og skrive sætlisten. Men da jeg nu har udgivet tre soloalbum, så føler jeg faktisk, at det bagkatalog er stærkt og stort nok til at kunne bære en hel koncert. Vi får se.

 

Køb billetter til Brett Andersons koncert via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA