x

Kashmir: Den kunstneriske isolation + det livsbekræftende grin

Kashmir: Den kunstneriske isolation + det livsbekræftende grin

GAFFA mødte forsanger og guitarist Kasper Eistrup og bassist Mads Tunebjerg i førstnævntes atelier i København til en samtale om det splinternye album, Trespassers, og om vigtigheden af at have det sjovt – også når man er blevet voksen og eftertænksom.

Engang var Kashmir et band, der foretrak at vise sig fra sin humoristiske side. De to første album, "Travelogue" (1994) og "Cruzential" (1996), oser af 90'er-ironi, ikke mindst med sange om skikkelser som "Jamie Fame Flame", "Hypochondriac Jack" og "Dick Taid". Antydningerne af seriøsitet er der allerede på "Cruzential", men fra og med "The Good Life" (1999) manifesterede Kashmir sig for alvor som et mindre morsomt orkester. Opfølgerne "Zitilites" (2003) og "No Balance Palace" (2005) har både fastholdt og videreudviklet den dybsindige tilgang til musikken, og når de nu sender Trespassers på gaden, er det et særdeles modent og voksent Kashmir, verden får lov at lægge øre til.

Hvad er historien bag albumtitlen?

Kasper: – Den har noget at gøre med, hvordan jeg skrev mange af sangene. Det handlede for mig om at tage mig selv ud af nogle gamle og måske dårlige vaner. Nogle lukkede gange. Og så i stedet for prøve at åbne en dør op og flytte mig selv et andet sted hen. På ukendt territorium. Jeg startede med at tage til Sverige og isolere mig i et hus langt oppe nordpå i en skov uden for lands lov og ret. Dér kørte jeg op mutters alene med en guitar, en skrivebog, noget litteratur, noget musik og noget mad selvfølgelig. Og noget rødvin. Og så lukkede jeg mig faktisk inde i en længere periode, hvilket var temmelig grænseoverskridende for mig. Første gang jeg gjorde det, satte jeg mig ind i en bil med en kørevejledning, og jeg kørte over broen med høj musik, og jeg var glad – sådan, wow, der skulle ske noget andet – og så kan jeg huske følelsen af at køre ind i indkørslen til det dér hus og slukke motoren. Og så bare sidde og kigge i min bil på det hus og tænke "okay, nu skal du være her i ti dage uden nogen mennesker, og det starter nu". Og så det dér med at tage mine ting med ind i huset og sætte min guitar i stuen – "hvad gør jeg nu?". Lidt en følelse af – jeg vil ikke sige panik, men mere sådan "okay, det her er virkelig ukendt".

Det lyder helt Evil Dead-agtigt.

Kasper: – Haha, ja, det var også en lidt Evil Dead-agtig skov! Det var et lidt spooky område, må jeg sige, og jeg havde også lidt nogle spooky oplevelser. Men det var helt fantastisk, for det var følelsen af at "trespass'e" i ukendt land. Op til det havde vi allerede i bandet mødtes i vores studie og lavet nogle optagelser, og vi havde ret hurtigt en idé om, at vi ville gå til det på samme kaotiske måde, som da vi lavede "Zitilites", som også var en meget legende proces. Vi gik ret uforberedte til værks og så, hvad der kom ud af det. Indspillede en fandens masse timer. Med "No Balance Palace" var det hele meget mere sat i rammer. Alt var forberedt. Vi mødtes og gik i studiet og havde alle sangene. Vi vidste, hvordan vi ville lave dem og havde arrangeret det hele. Vi gik bare i gang og lavede det i løbet af seks uger. Så nu trængte vi til at overraske os selv lidt og måske finde noget, vi ikke lige havde regnet med. Det var en af de "trespassings", vi lavede – at jeg blev sendt væk. Forhåbentlig kan vores sange også være sådan nogle små "trespassers", der invaderer folks privatssfærer og får dem til at tænke over tingene eller til at føle sig bedre tilpas, end de ellers ville gøre. Jeg tog så senere hen også til Spanien, og jeg har også været i New York mange gange. Men det handler om at sende sig selv ud, hvor der ikke er noget vant omkring én.

Var det rart?

Kasper: – Det var faktisk ret fantastisk. For første gang har jeg fundet en sangskrivningsproces, som virker for mig, og som simpelthen består i at udelukke verden – i at sige, at nu handler det altså ikke om telefoner, der ringer, eller e-mails, der skal besvares, eller børn eller kone eller noget som helst andet end at holde fokus. Lige så skræmmende, som det var, lige så givende var det også, for der var ligesom ikke andet, jeg kunne gøre. Eller jo, jeg kunne gå en tur i skoven, og det gjorde jeg også nogle gange.

Kedede du dig nogensinde?

Kasper: – Ja, jeg kedede mig rigtig meget. Det var en stor del af det.  Og jeg fik tænkt rigtig meget over de tekster, jeg skrev, og hvad de betød for mig – hvad jeg havde lyst til at sige. Hvad der trængte sig på. Det var der på en helt ny måde en platform til. Jeg tror, alle mennesker har ting, der trænger sig på, og som man har lyst til at slippe ud, men hvor man måske ikke får det gjort. For det er de færreste folk, der tager sig ud af samfundet engang i mellem og er helt mutters alene.

Det er vel en luksus.

Kasper: – Ja, det synes jeg. Og alle kunne have noget godt ud af at gøre det en gang i mellem.

De tager bare til Mallorca i stedet for.

Kasper: – Ja, men det er ikke det samme. For dér kan du gå ned på en engelsk pub, og så kan du spise kartoffelsalat, og du kan hele tiden blive distraheret.

Den åbenlyse forklaring på, at humoren ikke fylder så meget i jeres udtryk længere, er, at I er blevet ældre og mere modne med tiden – men ligger der ikke andet og mere til grund for den udvikling end bare det?

Mads: – Da vi var yngre, havde vi nok mere brug for en distance til det her med overhovedet at "være på" og skulle udtrykke noget. Det var jo vores højeste ønske, men samtidig kunne vi jo også godt mærke, at vi var meget små og uprøvede. Og så fandt vi jo ud af – både i Kaspers tekstunivers og i forhold til musikken og hvordan vi virkede på scenen – at det var sjovere at blive til de her karakterer. Vi syntes, det var plagsomt, når vi så folk, der i vores øjne tog sig selv meget højtideligt. Det syntes vi faktisk var usmageligt eller umodent. Det var mere passende for os at have sådan en let distanceret holdning til de ting, vi gjorde. Men samtidig tog vi jo også vores satire seriøst. Vi forsøgte at ramme udtrykket præcist – at skrive skarpt og lave nogle ting, som var vedkommende, og ikke bare tant og fjas.

Hvad afføder så skiftet fra det satiriske til det seriøse?

Kasper: – Jeg kan faktisk sige helt nøjagtigt, hvornår den revolution sker for mig. Vi arbejdede med den her producer, Ron St. Germain, på vores anden plade ("Cruzential"). Han kommer til København, fordi han synes, vi er dygtige og har et sjovt univers, og vi har det fantastisk med ham. Og så på et tidspunkt tager han fat i mig og spørger, hvad jeg egentlig lytter til. Så nævner jeg Primus og Faith No More, og så snakker vi om dem, inden han anbefaler mig to plader, som jeg skal skaffe, og som er noget helt andet end det, jeg ellers lyttede til. Den ene er "Tea For The Tillerman" med Cat Stevens, og den anden er "Bookends" med Simon & Garfunkel. Jeg kan huske, at jeg lidt mystificeret går ned i GUF og køber de to plader, men derhjemme får jeg lidt en aha-oplevelse, for begge plader har sådan en meget sjælefuldt forankret sangskrivning, som var meget langt fra det, vi lavede. Det var mere sådan "hovedmusik", vi lavede – vilde synkoper, hvor hurtigt kan vi spille, hvor hurtigt kan jeg synge, hvor mange svære ord kan jeg få ind, og hvor meget kan vi distancere os fra noget, der i virkeligheden er seriøst. Vi tog enormt meget pis på det seriøse. Jeg kan huske, jeg udtalte til GAFFA for mange år siden, at jeg aldrig ville skrive en kærlighedssang. Det var efter vores første plade. Det kom ikke helt til at passe. Men der skete noget med de to plader, for de påvirkede mig et andet sted i kroppen, når jeg lyttede til dem. Senere hen opdager jeg så Jeff Buckley og bliver vildt påvirket af det også. Det samme med Radiohead og Massive Attack. Nu vil vi gerne andet end bare lige at underholde folk med nogle sjove tekster og noget vildt spilleri. Vi vil gerne give folk en lille illusion om, at livet også handler om at kontemplere og at være til stede og at sætte sig ned og mærke efter. Og det er det, gode plader kan – for os.

Mads: – Det, vi har været bange for, er det prætentiøse. I dag er vi så ikke – i modsætning til i gamle dage – bange for at åbne op og kigge ind i os selv. Det personlige er ikke længere så skræmmende at komme ud med.

Kasper: – Jeg tror gerne, folk vil have ærlighed. Og jeg synes faktisk med stolthed, at vi kan kigge tilbage på vores karriere og sige, at vi sgu altid har været ærlige over for det, vi har lavet. Det er også derfor, vi ikke har lavet så mange plader, som vi måske kunne, for de har ikke været der. Vi har lavet dem, når de trængte sig på. Der skulle være sjæl i lortet. Det er også det, jeg selv leder efter, når jeg lytter til musik – og så er jeg faktisk ret ligeglad med, hvad det er for en genre.

Hvad så med det engelske sprog? Er der ikke en eller anden grad af påtagethed over, at man synger på engelsk? Der må da forsvinde et eller andet af den umiddelbare ærlighed, når det ikke er på dansk.

Kasper: – Det kan jeg godt forstå, du siger, men det synes jeg faktisk ikke. Nu siger jeg noget, som sikkert lyder lidt højloftet, men jeg betragter ikke mig selv som dansker. Jeg betragter mig selv som verdensborger. Jeg er træt af alt det her pis om, at vi altid skal snakke om danskhed, og hvad er det, der er dansk. Lad os nu droppe den dér diskussion. Der er nogle fine ting i den danske kultur – og det her er ikke et angreb imod den – men jeg synes, vi skal lade være med at fokusere så meget på, hvad det er, der er dansk – og hvor det er, at vi danskere er bedre eller svagere. Vi er en del af et stort Europa og en stor verden. Og det synes jeg er interessant – at udviske grænserne imellem, hvad der er dansk og svensk og tysk og schweizisk. Jeg ville elske, hvis vi havde mindre nationalitet og en større udveksling landene imellem. Men i forhold til teksterne, så handler det om den musik, vi er vokset op med – den engelsksprogede musik. Vi er også vokset op med Shu-Bi-Dua og Kim Larsen, men det musikalske sprog, som talte til os, var det engelske. Jeg har aldrig haft svært ved engelsk og er vokset op med amerikansk familie, så jeg har talt engelsk, siden jeg var ret lille og har haft et stort ordforråd og ret nemt ved at skrive på engelsk. Så det har ikke været noget med, at vi fra starten har tænkt, at vi vil ud og breake i den store verden – "vi må hellere synge på det internationale sprog". Det var simpelthen fordi, de bands, vi lyttede til, sang på engelsk.

Mads: – Man kan koge det ned til, at ligesom man kan tale om sproglig identitet, så har vi helt naturligt valgt en musikalsk identitet, hvor sprogligheden er den engelske.

Kasper: – Men når det er sagt, så har jeg stor respekt for dem, der synger på dansk – Peter Sommer for eksempel, og jeg elsker C.V. Jørgensen. Der er også mange danske hiphoppere, som mestrer sproget godt, og det synes jeg er superfedt.

Afgørende at have det sjovt sammen
Hvad betyder det for jer at have det sjovt til hverdag?

Kasper: – Det er jo så livsbekræftende at grine. En af de ting, jeg holder mest af ved bandet, er, når vi mødes efter lang tid. Vi har lige været i Tyskland og spille, og den dag, vi satte os i bilen og kørte af sted, var vi allerede fra starten færdige af grin. Så det betyder meget for os alle sammen. Det, der bandt os sammen fra starten – og Mads og mig i særdeleshed – var det, at vi virkelig kunne grine af de samme ting. Som regel absurditeter og groteskiteter – tit noget med folk, der kom virkelig, virkelig voldsomt til skade. Jeg kan huske, at jeg tænkte "hold kæft, hvor er han sjov, ham dér". Det er han i øvrigt stadigvæk, og jeg vil vove at påstå, at Mads er et af Danmarks sjoveste mennesker.

Mads: – Simpelthen. Jeg er underkendt!

Hvem er den sjoveste i bandet? Er det Mads så?

Kasper: – Ja, det må det være.

Mads: – Jeg synes, I alle sammen har jeres særkender. Og jeg synes tit, jeg er sjov, når jeg ikke prøver på at være det.

Kasper: – Ja, nogle gange er du ufrivilligt sjov. Men Asger er også utroligt sjov. Han er også i sig selv virkelig en karakter. Han ligner ingen andre mennesker.

Mads: – Han er meget speciel.

Kasper: – Og Henke har den dér utroligt tørre, svenske humor.

Hvem fyrer de dårligste vitser af?

Mads: – Det gør Henke helt bevidst. Han kan godt lide virkelig dårlige vittigheder.

Kasper: – For eksempel har han den her svenske én. Hvilket dyr på savannen har det bedste syn? En zeee-bra! Det er så dårligt, at det når hele humorskiven rundt og faktisk bliver lidt sjovt igen!

Har I nogle nære bekendtskaber, som I aldrig griner sammen med?

Kasper og Mads: – Nej.

Kunne I forestille jer at have det? Hvor man har det virkelig hyggeligt sammen og kommer godt ud af det med hinanden, men hvor man bare aldrig griner?

Mads: – Det kan man jo ikke rigtigt. Det ville være utrolig uhyggeligt, hvis man opdagede, at man aldrig kunne have det sjovt med en person, man var tæt på.

Tror I sådan nogle venskaber findes?

Mads: – Ikke rigtigt. Jeg tror altid, der vil være et element af humor. Om den så er så nedtonet, at det nærmest bare er en eller anden form for indforståethed, så er der et element af tilfredstillelse og genkendelse, som må kunne virke som humor, uanset hvor tør man er som person. Selv i den mest humorforladte vil der være et element af humor. Det vil jeg vove at påstå.

Han ved bare ikke selv, at han er humorforladt.

Mads: – Sådan vil det jo oftest være.

Allen, Cleese, Murray, Gervais og Hvam

Hvad har formet jeres humor, da I var børn og unge?

Mads: – Det er jo alt lige fra Tommy Kenter til Basserne.

Kasper: – (stort grin) Godt sagt!

Mads: – Jeg blev tidligt meget begejstret for Woody Allen og hans film, og også Monty Python og deres skæve og absurde humor.

Kasper: – For mig var det meget tegneserier. Garfield. Men jeg tror, jeg var meget åndsfraværende, da jeg var barn. Jeg så ikke de samme film som mine venner, og det var ikke fordi, jeg var snobbet – jeg fulgte bare ikke rigtigt med. Jeg oplever tit, at alle folk snakker om en eller anden film eller et tv-show, som de har set, som jeg aldrig har set. Men altså, Monty Python, "Halløj På Badehotellet" og John Cleese i det hele taget. A Fish Called Wanda. Jeg kan huske, at den film var en kæmpe revolution for mig.

Mads: – Man havde ikke set den slags komedie før. Der var et ekstra lag i den.

Hvad er den sjoveste film, I nogensinde har set?

Kasper: – "Groundhog Day" er en ret sjov film.

Mads: – Ja, den er skidegod. Jeg er meget glad for Bill Murray.

Kasper: – Der er også "Broken Flowers" af Jim Jarmusch. Den synes jeg har en utrolig underspillet humor også. Altså, jeg har da også set film som "Meet The Parents", og den er da meget sjov – den er faktisk ret sjov. De Niro er så skidesur! Og Ben Stiller vil kun det gode, og det går bare galt. Det er jo på en eller anden måde sjovt.

Mads: – Det er sjovt! Der er også en hel del af de gamle Woody Allen-film, der er ret sjove – og en af de nyere også – "Deconstructing Harry". Den er der nogle ekstremt pinlige scenarier i. Jeg har snakket med én om, at Bill Murray faktisk er utroligt morsom, selv når man ikke ser ham forfra. Du kan se ham bagfra i en scene, og så kan du bare se, hvordan han har det. Og det er faktisk noget af det, jeg finder allermest morsomt.

Kasper: – Han er til endeløs latter for mig. Som når han sidder i det dér Fred Perry-sæt i "Broken Flowers" med sit lidt døde blik og bare er ligeglad.

John Cleese har sagt, at man griner mindre og mindre, i det man bliver ældre, fordi man simpelthen har hørt flere og flere af morsomhederne før. Er det jeres oplevelse?

Mads: – Det tror jeg helt afgjort, at han har ret i. Med modifikationer selvfølgelig. Børn griner som sådan ikke af morsomheder, fordi de ikke har udviklet et sprog og ikke forstår dybden og finessen i sproget endnu. Men han har ret i, at man måske trækker lidt mere på smilebåndet, frem for at gøre sig den kraftanstrengelse, det er at bruge hele ansigtet, når man bliver ældre. Det er så hårdt – man hoster blod op!

Hvilke komedieserier har I fulgt med i?

Mads: – Ikke rigtigt nogen. Men af og til falder man jo over et "Klovn"-afsnit. Det er nemt at holde utrolig meget af Frank Hvam, og det gør jeg også. Han er virkelig en morsom mand. De skriver virkelig nogle gode afsnit – specielt når Lars von Trier har været med som gæsteskribent. Og derudover så "The Office". Den originale engelske. Og absolut "Extras", også med Stephen Merchant og Ricky Gervais. Det er noget af det ypperste, jeg har set i lang, lang, lang tid.

Kasper: – Det kan jeg kun tilslutte mig. Men jeg dyrker som sådan ikke så meget komedieserier. Jeg gider ikke rigtigt at se "Friends" og sådan noget. Men jeg er totalt "Sopranos"-fan, og det kan jeg også godt grine af, selv om det ikke er meningen, at det skal være sjovt. Og "Mad Men", som jeg dyrker lige for tiden. En fantastisk serie, som også har en meget underspillet humor i sig. Den er utrolig politisk ukorrekt. Meget mandschauvinistisk, og de ryger i alle scener og spiser rå æg, og børnene leger med plastikposer over hovederne. Og de ryger også i sengen – de skuespillere, der er med, må være blevet storrygere!

Der tegner sig lidt et billede af, at I ofte synes ting er sjovest, når humoren er noget sekundært.

Kasper: – Ja, for eksempel synes jeg per definition ikke, at standup er sjovt. De gange, jeg har været til det, har jeg faktisk ikke rigtig grinet på noget tidspunkt. Jeg synes simpelthen ikke, det er sjovt. Så skal det være Eddie Murphy i "Raw", men han er også bare så meget en gennemført karakter. Men jeg synes ikke hele den dér Zulu-standup-scene i Danmark er sjov.

Mads: – Jeg er meget begejstret for de radioprogrammer, som Ricky Gervais laver med Stephen Merchant og Karl Pilkington, hvor de bare sidder og kritiserer Karl Pilkingtons hoved, fordi det ligner en appelsin, og hvor de sidder og snakker om forskellige ukendte dyrearter. De programmer er virkelig helt i orden.

Underholdende danskere

Hvem er den sjoveste danske politiker?

Kasper: – Den største joke må jo være Naser Khader. Han har været til megen morskab. Og jeg synes egentlig også, at Klaus Bondam er ret sjov.

Mads: – Han har udvist en meget sofistikeret form for humor! Så behøver vi ikke gå i dybden med dét.

Hvem er den sjoveste mand i Danmark?

Kasper: – Der er ikke bare én. Der findes rigtig mange rigtig sjove folk på alle mulige fronter. Martin Buch. Han prøver på at være sjov, men han lykkes sgu også ret godt med det, når han laver "Snobberne" og "Rytteriet", og hvad det ellers hedder. Wulff-Morgenthaler laver nogle fantastiske striber, som jeg kan grine højlydt af. For eksempel den med sangteksten, hvor nogle af ordene er streget ud og erstattet med nogle andre, og i stedet for den rigtige tekst til Imagine står der "imagine big boobs" og "living life with other boobs". "Efter en seriøs snak med Yoko Ono blev John nødt til at ændre nogle af ordene". Det er virkelig, virkelig sjovt. Og så er der Frank Hvam.

Mads: – Jeg tror, han er ufrivilligt sjov i virkeligheden.

Kasper: – Det er det, Casper Christensen har set og formået at bruge til noget.

Mads: – En anden utrolig morsom mand er Mogens Rukov, som jeg så som gæstevært i "Premiere" på DR2. En anden utrolig morsom mand er Mogens Rukov, som jeg så som gæstevært i Premiere på DR2. Han er manuskriptkonsulent, og tilsyneladende en mand med hjertet på det rigtige sted. Han havde godt nok en underspillet humor helt ud over det sædvanlige, når han skulle præsentere de forskellige film. En knastør gammelmandshumor på et plan, der var helt i orden. Han sad konsekvent og røg cigaretter i studiet. Og i det obligatoriske indslag, hvor gæsteværten skal præsentere sine yndlingsfilm, sagde han, "nu skal vi se på en af mine favoritter", og i det næste øjeblik spillede han så den 4½ sekund lange klimaksscene fra "Den Andalusiske Hund" af Salvador Dali, hvor et øje bliver skåret i stykker med en barberkniv – direkte ud til aftenkaffen! Ud til alle de her danskere, som bare må have været forfærdede og flået deres børn væk fra tv'et – det var hård kost!

Hvem kunne så kandidere til at være den sjoveste kvinde i landet?

Kasper: – Jeg synes på en eller anden måde, at måske er der bare et eller andet med, at mænd er lidt mere til grin. Og man kommer lettere til at grine af mænd end af kvinder. Måske fordi kvinder helt instinktivt er opdraget til at have en anden form for timing. Og igen er det svært bare et nævne én person. Men der er hende dér Linda P. Hendes satire er fuldstændig beyond belief. Hende kan vi grine af, for hun har en timing, der er helt eksorbitant, som man virkelig sjældent ser – både hos mænd og kvinder. Utroligt underspillet, samtidig med, at det virkelig er grotesk.

Mads: – Ja, hun er virkelig i orden. Det er én af de kvinder, vi synes er sjovest.

The Flaming Lips, Holland, Bowie og Waters

Hvilket band er det sjoveste, I har delt scene med?

Mads: – Det er nok Baal. Ej, det ved jeg sgu ikke.

Kasper: – Vi har lige spillet på en festival i Tyskland, og dér spillede de kære Flaming Lips, som vi jo efterhånden har lært at kende, fordi vi har mødt dem nogle gange og er blevet introduceret af deres tourmanager, som kender os. Jeg hørte dem i Tivoli og var så heldig at blive inviteret ned og hilse på bandet, og jeg endte med at stå og tale med Wayne Coyne i halvanden time. Og han var også bare et superinteresseret og oprigtigt, hjerteligt menneske. Jeg var lidt påpasselig med ikke at virke for ivrig, men han syntes bare, det var fedt at snakke med en af de lokale, som tilfældigvis også var musiker. Og da vi var i Tyskland, spillede de efter os, så da vi var færdige, gik vi ned og så dem. Når vi nu snakker humor, så synes jeg, det er et af de bands, der formår at få humoren med i musikken, uden det bliver latterligt – det er stadigvæk vedkommende. Man kan stadig mærke, at det sgu handler om noget. De vil gerne ændre verden, i det mindste i det øjeblik, koncerten varer. Og det virker oprigtigt. Og så er der alle dem, der påtager sig det.

Mads: – De har verdens morsomste titler.

Kasper: – "Ego Tripping At The Gates Of Hell".

Mads: – Eller "In A Priest Driven Ambulance".

Eller "Hit To Death In The Future Head". Hvornår har I sidst grint, så tårerne trillede ned ad kinderne på jer?

Kasper: – Det var, da vi lavede vores cover. Mads har det med at agere hollænder. Når hollændere skal sige "v", så siger de "f" – "it was a fery, fery good concert!"

Mads: – De tror, de er utroligt gode til at snakke engelsk, og de siger selv, at det lyder som om, de taler med amerikansk accent. Men det synes vi ikke. Det lyder udpræget hollandsk! Vi har haft utrolig meget grineren over Holland faktisk. Hele landet er ét stort "de" – "de Holland"!

Kasper: – Vi har en hollandsk fanklub faktisk. Jeg ved ikke, hvor stor den er, men der er virkelig nogle gutter, der dyrker os i Holland, og de kommer nogle gange til Danmark og hører os spille – og til alle vores koncerter i Holland. De er selvsagt utroligt hollandske. De er helt vildt søde, og vi kommer meget til at grine af dem.

Mads: – De griner også af sig selv. De kommer med sådan nogle træsko på.

Kasper: – Og tulipaner i tasken.

Mads: – Altså, hallo, hvor hollandske kan I lige være? Det var rimelig vildt.

Kasper: – Og da vi så lavede vores cover, fik Mads sådan et trip og blev til en hollænder.

Mads: – Man kan godt forestille sig, at nogen i en hollandsk by tager ud til stranden og er meget entusiastiske omkring strandkøretøjer – de her beach buggies.

Kasper: – Og det er en forestilling, som ikke rigtigt bygger på andet end en forestilling.

Mads: – Det er en ren formodning. Det kunne vi sidde og more os lidt over, mens vi malede.

Kasper: – Det er svært at videregive – man skulle måske lidt have været til stede.

Hvem er den sjoveste af David Bowie (som medvirker på bandets forrige plade, "No Balance Palace", red.) og Roger Waters (som Kasper var til audition hos i forbindelse med Waters' "In The Flesh"-turné, red.)?

Mads: – Det må jo nok menes at være Bowie. Han har noget, der bare kan antydes at være en sans for humor i modsætning til Roger Waters.Ej, selvfølgelig har han humor, men den er mere kynisk.

Kasper: – Nu snakkede vi om selvhøjtidelighed før, ikke? Og han er jo indbegrebet af selvhøjtidelighed. Men han er jo sluppet meget godt af sted med det og har kunnet påvirke utroligt mange mennesker. Men David Bowie – han er bare helt igennem en fed fyr, som har formået at bevare en optimisme og en humor i sit liv. Når du møder ham, er der humor til stede fra starten.

Mads: – Ja, han var meget opløftende at være i selskab med. Og han havde en meget spidsfindig humor. Jeg kan huske, da jeg skulle præsentere mig – og det er altid til stor moro for engelsksprogede, at jeg hedder Mads, for de fleste tror, at jeg siger "mess" som noget "rod" eller "møg" – men han kunne godt høre, hvad jeg sagde.

Kasper: – Ja, han hilste på mig – "hi, Kasper" – og så præsenterede du dig, og så sagde han "hi, Mads – high mass – like the pope!" – og du fik helt betonansigt! Og han syntes bare, det var skideskægt. Men det var meget afvæbnende.

Mads: – Han virker meget lattermild, så han er sikkert meget sjovere end Roger Waters – det tror jeg også, Roger Waters ville være helt enig i.

Flyvende guitarer, Volbeat og Thomas Treo

Hvad er noget af det sjoveste, der nogensinde er sket under en Kashmir-koncert?

Kasper: – Der var en gang for nogle år siden (til BeatDay 07, red.), hvor jeg skulle lave mit berømte guitarsving rundt om halsen, hvor remmen så røg af, så guitaren fortsatte ud over scenekanten og fløj cirka 30 centimeter forbi hovedet af en scenevagt. Hvis den havde ramt ham i hovedet, så var han altså kommet slemt til skade! Jeg fik et kæmpe chok. Jeg så det bare ske og tænkte "nu går det galt". Men det var jo sådan et kontroltab, som publikum ofte godt kan lide, og derfor har vi heller aldrig været bange for fejl. De er skønne. Så sker der noget, der ikke plejer at ske, og det tror jeg godt, folk kan lide.

Så du er begyndt at løsne remmen lidt?

Kasper: – Ja, simpelthen! Så vi kan få noget uventet ind over. Men det tændte simpelthen den koncert – publikum var færdige af grin. Dér var jeg helt igennem glam. Det var glamhed i dens højeste potens.

Hvad var det sjoveste, der skete i studiet under indspilningerne af den nye plade?

Kasper: – I al vores kaotiskhed, så er vi også metodiske på den måde, at vi godt kan lide at lave optegnelser. Vi har altid en stor planche, som er pladen i fysisk form. Når vi går i gang, står der bare "the album" øverst på den, og så skriver vi en masse linjer og titlerne på sangene, efterhånden som de kommer på. Og det starter med at være meget seriøst med "handclaps" og "guitar overdubs" og sådan, men som tingene skrider frem, bliver den her planche mere og mere til noget andet. Den får sit eget liv med små tegninger af flyvende hoveder og polaroidfotos og udklip fra blade. Det er som regel noget, Mads er rigtig god til. Det er til stor underholdning. Men som sådan er det at lave plader ikke en sjov proces. Og det skal det som sådan heller ikke være. Det er jo den ultimative selvrefleksion – i hvert fald for os – for man tager noget ud af sin sjæl, og så kigger man på det, og det er sgu ikke altid pænt. Nogen gange er det ret grimt, eller det lyder ad helvede til, eller det kan være ret patetisk. Men andre gange kan man ligesom gå i selvsving over nogle ting. Man kan få gåsehud og tænke, at det her, det var sgu hovedet på sømmet. Og det er dér, det bliver så vidunderligt at lave plader. Men det meste af tiden er det slæbearbejde. Det er den her sten, der skal op ad bjerget, men som bliver ved med at rulle ned. Men så af og til er der de her gyldne øjeblikke, som gør, at man bliver ved med at ville trække den her skide sten opad.

Hvilket aktuelt navn inden for musikken er ufrivilligt sjovest?

Kasper: – Så bliver der spillet rundbold – der lægges op til, at vi skal nakke nogen! Hvem kan du komme i tanke om, Mads? Shakira?

Mads: – Det er for nemt at nakke hende, når hun nu skriver sådan nogle mærkelige tekster.

Kasper: – Bare hendes måde at synge på. Det lyder jo virkelig mærkeligt. Det lyder som om, hun har puttet et eller andet i halsen. Hun tager sådan en "soul" på.

Mads: – Der er bare noget forlystende over hendes ulvehyl.

Kasper: – Jeg må da indrømme, at jeg også synes, at Volbeat er ret morsomme. Dem kan jeg godt komme til at grine af, og jeg tror virkelig ikke, at det er meningen. Men jeg synes, de kan være ret underholdende. Måske er det derfor, de er så populære? Den her irske højlandsmelodik, som forsangeren ynder at frembringe, blandet med den her Metallica-lyd, som så pakkes ind i, at det egentlig er Elvis-rock 'n' roll – den kobling har jeg lidt svært ved at se. For mig lyder det egentlig bare som nogle irere, der lige har været på pub, som så spiller lidt metal. Jeg er slet ikke sur på det eller noget, men jeg kan godt sidde og grine lidt i skægget over det.

Kan I huske noget, der er blevet skrevet om jer, som I virkelig syntes var morsomt?

Kasper: – Altså, der er jo Thomas Treo… Det må jeg lige sige til ham, hvis han læser det her – han har jo været til endeløs underholdning for os. Den dag, vi får en god anmeldelse af Thomas Treo, så tror jeg måske, jeg vil overveje at lave noget andet! Ej, så vidt vil jeg nok ikke gå, men jeg har lidt taget det som et parameter for, om vi havde lavet noget godt. Han har aldrig kunnet pisse mig af. Jeg er aldrig blevet rigtig sur over hans anmeldelser. Når jeg læser det, så har jeg en fornemmelse af, at han har tænkt, "hvordan kan jeg pisse dem mest muligt af?", og lige præcis dét aspekt gør, at han overhovedet ikke kan pisse mig af. Jeg kan simpelthen ikke tage det seriøst.

Mads: – Det morsomme ved ham er hans anstrengelser for at ramme folk personligt. Hans kamp er så anstrengt i sig selv, at det er ham, der udspiller hele skuespillet alene. Han virker helt ophidset af at sidde og skrive de ting, og det er i sig selv morsomt.

Det man aldrig og altid kan grine af

Er der noget, I tyer til, når I er nede, som I ved vil få jer i godt humør?

Kasper: – Der er en grund til, at lokalpolitikerene i en del år har valgt at holde en rockkoncert på Rådhuspladsen nytårsaften, for musik medfører sindsro og følelsen af fællesskab. Og jeg vil næsten sige, at der hellere skal være noget lortemusik end slet ingen. Det at sætte en god plade på, man lige har købt, mens man går og gør et eller andet, det er jo for de fleste mennesker en fantastisk rar oplevelse. Det er jo lidt illusionskunst – ligesom at se en film. Man flytter fokus fra livets besværligheder over til en bevidsthed om at livet og verden kunne være bedre – eller mere lyserød og romantisk. Det er jo det, musik kan. Der sker altid et eller andet for mig, hvis jeg er i dårligt humør, eller hvis jeg skal vaske op eller gøre rent, og jeg så sætter musik på. Og det er jo i virkeligheden også det, som vi som band gerne vil viderebringe.

Men musikken kan vel også underbygge det humør, man er i?

Kasper: – Ja, det er jo følelsesforstærkning. Så musik skal være efter humør – der findes jo også det helt forkerte musik til det helt forkerte tidspunkt. Men jeg synes sgu stadig det kan være svært at sætte musik på, selv om jeg efterhånden har en ret omfattende samling. Men jeg har de her klassikere, som aldrig kan blive tømt. Jeg kan blive ved med at sætte dem på, stort set i hvilket som helst humør jeg er i. For eksempel Talk Talks "Spirit of Eden". Jeg vil vove at påstå, det er en af verdenshistoriens bedst producerede plader. Og Velvet Undergrounds bananplade, som jo simpelthen er så eminent god en plade. De fleste GAFFA-læsere har den formodentlig allerede, men de, der ikke har, skal skynde sig ud og skaffe den – for det er en plade, man altid kan høre! Om jeg så er helt vildt glad eller helt vildt nede. Og selv om den har et lag af dysterhed, så har den også en forunderlig lethed over sig. Og så er der Blonde Redheads "23", som virkelig er en smuk, nærmest magisk popplade, som har nogle virkeligt vilde stemninger i sig. Den har jeg kunnet blive ved med at lytte til i flere år, og den har også inspireret mig rigtig meget til at skrive sange. Men et band som Pink Floyd kan jeg næsten ikke holde ud at høre på længere. Dem har jeg hørt utrolig meget, men det var også meget, da jeg var ung og dyrkede min egen weltschmerz. Dengang var Pink Floyd perfekt, og man kunne nærmest føle, at man var skæv, selv om man ikke var det.

Er der nogle ting, man aldrig kan grine af?

Kasper: – Tænd for fjernsynet og se TV-Avisen. Der er sgu ikke særlig meget at grine af. Én ting, der sgu går mig på, og som jeg tror går mange på, er, hvor få gode nyheder, der er. Jeg har tidligere været lidt afhængig af at skulle læse avis og se nyheder for at føle, at jeg på en eller anden måde eksisterede i verden, men på det seneste er jeg faktisk begyndt at praktisere at prøve at lade være med at se nyheder. Jeg bliver simpelthen i dårligt humør. Jeg føler ikke, det gør verden til et bedre sted at holde sig orienteret. Selvfølgelig er det vores pligt at holde os orienterede om vores samfund, men jeg bliver ked af at se børn, der lider i andre lande. Af at miljøet har det så dårligt. Af at høre om den her bandekrig på Nørrebro. Jeg bliver påvirket af hele recessionssnakken om den globale økonomi, der er på vej ned, og boligmarkedet, der er bristet for længst. Jeg synes, pressens negative fokusering har taget overhånd.

Mads: – Men hvis jeg forstår dig ret, Kasper, så er du jo heller ikke interesseret i bare at tage skyklapper på.

Kasper: – Nej, nej, jeg er ikke noget ignorant menneske, og dét er også vigtigt for mig at understrege, men jeg vil samtidig sige, at mit liv er bedre, når jeg koncentrerer mig om mine umiddelbare omgivelser. Mit lokalmiljø og de mennesker, jeg holder af. Så nogle gange har jeg egentlig bare lyst til at læse lokalavisen og høre om, at de nede på Vesterbro Ny Skole har fået omdekoreret skolegården – eller at der endelig er et fixerum på vej, eller sådan et eller andet.

Mads: – Det er også noget, hvor man kan stikke en arm ud og rent faktisk være en del af det – og hjælpe, hvis der er nogle problemer. En tendens i forhold til alt det med mediesnakken er, at det er uhyggeligt at se i hvor høj grad, der nu helt ucamoufleret spekuleres i at gøre folk bange. Bare fordi den slags nyhedsindslag sælger og holder folk til ilden. Jeg er rystet over, at man kompromitterer fakta i så mange sammenhænge for at kunne køre en stemning op og skabe angst og paranoia. Selv hos medier, der har været lødige igennem årtier, ser man det her fremherskende problem. Dét er ikke sjovt! Men problemet er også, når nyheder bliver til underholdning. Flere og flere eksplicitte, voldsomme og perverterede billeder bliver tilgængelige for os igennem film, hvor grænserne hele tiden nedbrydes. Tag et eksempel som "24 Timer", hvor det pludselig legitimeres, at man udøver tortur. Og nyhedsmedierne bliver nødt til at integrere den her form for billedlingo for at følge med og for at have en gennemslagskraft. Derfor bliver det i højere grad gjort naturligt og spiseligt, at vi skal se folk likvidere hinanden for åben skærm, og at vi skal se det, vi frygter allermest. Og det er ikke fordi, det hjælper nogen som helst at se det. Det sælger på samme måde, som da folk stimlede sammen om gabestokken i gamle dage.

For så at slutte lidt mere opløftende – er der noget, man altid kan grine af?

Kasper: – Altså, når folk slår en prut. Det er jo altid sjovt, for en prut kommer aldrig på et passende tidspunkt. Og dér kan piger faktisk være sjovere end drenge! Når piger slår en prut, så er det bare sjovere, end når drenge gør det. Hvis de nu laver strækøvelser, og der så lige kommer den dér lille fis ud. Det kan man jo ikke lade være med at grine af! Det tror jeg ikke, der er nogen, der kan. Jeg oplevede for nylig at stå og have en samtale med en ven på et gadehjørne, og så kommer der en kvinde oksende på sin cykel. Hun står op i pedalerne, og lige i det, hun kører forbi os – så slår hun en prut. Og den var så høj, at selv om vi var udendørs, så kunne vi ikke tage fejl af det. Det var ekstremt pinligt, og det var jo bare sjovt.

Mads: – Det er jo en grim, grim, grim lyd. Hvorfor skal røven lige pludselig have en kommentar med? Hvorfor?!


"Han kunne sgu godt trænge til en sjøeker"


Kasper og Mads satte sig i bandets unge dage ned og skrev en liste over ord, som de syntes manglede i det danske sprog. Her er fire eksempler.

græfen (adj.): Når man er bedrevidende uden at have så meget at have det i. Som typen, der har sin viden fra bagsiden af en bog, og som stiller sig ved siden af to mennesker, der fører en diskussion, og så bare ryster smilende på hovedet over dem – uden egentlig at kunne byde ind selv.

sjøeker (subst.): Chokket, der ryster liv i én igen, og som minder én om, at man skal være lidt mere til stede. Men begrebet dækker over en metafor for noget, man har brug for, snarere end noget, der rent praktisk kan udføres. Man tror, at nu er tiden kommet, hvor man skal dø, men man overlever.

værm (adj.): Det, man er, når man er til fest, hvor der er mange piger, som man så hele tiden kredser omkring.

glam (adj.): En tilstand, man kommer i, efter man bevidst har taget opmærksomheden og med det samme fejler altafgørende. Som når man vil holde en tale med store armbevægelser til sine nye svigerforældres sølvbryllup og så lægger ud med at vælte et glas i skødet på sin kærestes mormor.

En kunstner på natarbejde


Som noget helt særligt fik Kasper lov til at udforme den aktuelle forside af GAFFA. Om sit stilistiske valg fortæller Kasper:

– Det er min lidt forkvaklede måde at bruge akvarel på. Det er noget, man kan og ofte bruger meget let, hvad farverne angår, men jeg har smasket mere på, end de fleste ville gøre. Sådan kan jeg godt lide at arbejde. Jeg fik idéen, fordi jeg syntes, det kunne være sjovt at prøve at male et portræt af os fire i bandet. Det har jeg ikke prøvet før. Og så at få lov til at sammensætte sin egen GAFFA-forside – det er jo en stor luksus!

Arbejdet med forsiden tog Kasper tre dage:

– Det var måske ikke den bedste disponering, sådan i forhold til hvor meget, jeg har på min tidskonto lige for tiden. Vi skal øve en del, og der er en masse interviews, så det har været noget med, at jeg har taget mine nætter i brug. Jeg skulle være færdig mandag morgen, så jeg mødte ind søndag klokken tre om eftermiddagen og gik først i seng klokken ni næste morgen. Så jeg fik hørt en hel del P3 og kom godt ind, i hvad der foregår på den danske musikscene lige nu! Men jeg kan godt lide at bruge nætterne, når jeg skal male, for så kan det foregå helt uforstyrret.

Se Kaspers kunst på kaspereistrup.dk

Kashmir på GAFFA TV:

- Se Kashmir fortælle mere om deres nye album.
- Se mere om Kashmirs malede forside til GAFFA februar.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA