x

Crowded House – 25 år efter fødslen

Crowded House – 25 år efter fødslen

I går spillede Crowded House deres første officielle koncert i forbindelse med deres nye turne, på Train i Århus. Vi fik en snak med to af medlemmerne fra det nu 25 år gamle band, nemlig Mark Hart, bandets multiinstrumentalist, og den nye trommeslager, snakkesalige Matt Sherrod.

Inden interviewet rigtigt går i gang, mens jeg stiller optageren op, er der en smule smalltalk.

Hvornår ankom I?

Matt: – For cirka en time siden, fra Hamburg.

Mark: – Vi spillede der ikke, vi gjorde bare stop fordi det var en lang tur fra Isle Of Wight.

Dette er jeres første koncert på jeres officielle turne, ikke?

Matt: – Ja, det er.

Mark: – Det har jeg ikke tænkt over.

Matt: – Jo, det er. Det er derfor jeg har barberet mig.

Mark: – Du har da ikke barberet dig.

Matt: – Jo, jeg barberede mig dagen før i går. Og normalt barberer jeg mig kun hver anden uge, men det er faktisk en måned siden.

Alle griner, der er god kemi, lydniveauet er indstillet, så jeg stiller mit første spørgsmål.

Hvad gør Crowded House til Crowded House?

Matt, jeg vil gerne begynde med at stille dig et spørgsmål, siden du er det nyeste medlem. Hvad definerer Crowded House, hvad gør Crowded House til Crowded House?

Matt: – Der er en masse ting jeg associerer med Crowded House. Først og fremmest vores fans, de er unikke, og anderledes end fans af andre bands jeg har spillet med. Og selvfølgelig Neils sangskrivning (sanger og sangskriver Neil Finn, red.), måden han arrangerer sangene på, med skæve taktarter, hvilket gør det uforudsigeligt, selvom det ikke lyder sådan. Og så naturligvis Mark Hart og Nick Seymour. (griner)

Hvad er det med bandets fans?

Matt: – Åh, de er fanatiske. (griner) Der er en forbindelse med dem, der gør at de ved hvad der skal ske, det kræver ikke megen opfordring for at få dem til at synge med, eller råbe skøre ting (griner).

Det sker automatisk.

Matt: – Ja, det sker automatisk. (griner)

Mark: – Og bandet er ikke så bekymret om at være et rockband.

Matt: – Vi er ikke så cool.

Mark: – Vi går derud, og vi laver fejl, vi prøver alt muligt. Det er ikke som et show, vi går bare ud og spiller, alt går an, vi improviserer en masse, og hver aften er forskellig. Jeg tror det er derfor fans kommer til flere koncerter – der er ingen fastlåst sætliste. Det varierer meget, det kommer for eksempel an på hvor man står, om sangen bliver spillet på guitar eller klaver.

Skabelsesprocessen

En af sangene på den nye plade "Intriguer", "Isolation", har – i modsætning til de andre sange på pladen – ikke kun Neil, men jer alle, krediteret som sangskrivere. På hvilken måde er den undfanget, i forhold til de andre sange?

Matt: – Til at begynde med mødtes vi i New Zealand i tre-fire uger, og jammede en masse, og den sang ("Isolation", red.) var en sammensmeltning af tre sange.

Mark: – Vi havde en pause efter noget i retning af seks ugers jam, og Neil sagde: tag dit og dat af vores jams, og lav noget ud af det. Der gik nogle måneder, og jeg tænkte: jeg har ikke gjort noget i den retning, måske jeg skulle prøve det. Så jeg lyttede til to dele af den sang, og lavede tre små sange ud af det, hvoraf jeg ikke har set to af dem siden (griner). Men den tredje kunne Neil godt lide, så den begynde vi at rode med, hvilket der kom en helt fjerde sang ud af, som så endte som "Isolation", som vi alle havde del i.

Hvordan fødes en sang typisk, kommer Neil med tekst, melodi og akkordprogression?

Mark: – Typisk melodi og akkorder, og tekstideer – måske et første vers, og måske et omkvæd. Måske bare en titel.

Matt: – Han ændrer teksten hele tiden. Han ændrer dem stadig. Han vil ændre dem fem år fra nu. Og når vi hører originalen vil vi spørge os selv: var det sådan teksten var? (griner).

Mark: – Han ændrer det hele tiden, og det er umuligt at huske.

Tears For Fears-inspiration?

Af en eller anden grund hører jeg lidt Tears For Fears-inspiration på den nye plade.

Mark: Wauw.

Er der noget galt med mine ører, eller er der en forklaring på det?

Matt: Jeg kan godt lide Tears For Fears.

Jeg mener ikke galt, i den forstand at der er noget galt med Tears For Fears – men kan I følge mig? Det er specielt på "Archer's Arrows" og "Twice If You Are Lucky".

Mark: – "Archer's Arrows" – ja, det kan jeg egentlig godt.

Matt: – Jeg kan høre det lidt på trommerne på den. Number syv på pladen, "Twice If You Are Lucky" – ah, jo, jeg kan høre hvorfor den lyder som Tears For Fears.

Mark: – Måske på grund af den shuffle.

Matt: – Teksturerne (begejstret), og vokalen – jo, det kan jeg helt klart se, faktisk.

De bedste Crowded House-sange

Hvad er jeres top-5 Crowded House-sange?

Mark: – "Fingers Of Love", "Into Temptation", "Kare Kare" – den minder mig om hvor vi indspillede den plade. (lang pause)

Matt: – Vi prøver ikke at lave en atombombe her.

Mark: – Jeg kunne bare sige nogle hurtigt, men jeg vil gerne gøre det rigtigt, det er et seriøst spørgsmål. Jeg kan godt lide "Black And White Boy" – teksten er virkelig, virkelig god. Det var fire, lad Matt give dig sine, så tænker jeg imens.

Matt: – Jeg kan lide "Kare Kare" og "Elephants" fra den nye plade.

Mark: – Ja, jeg er vild med den. Det er min sidste.

Matt: – Ja, ja, spring bare på min vogn.

Mark: – Men du sprang på min vogn med "Kare Kare".

Matt: – "Walking On The Spot".

Mark: – Ah, den er jeg også helt vild med.

Matt: – "Nails In My Feet" og "Private Universe" – det er mine fem.

Mark: – "Walking On The Spot" elsker jeg. Den er også sjov at spille, og så smuk. Nogle af vores sange har folk aldrig hørt, de er ikke udkommet endnu. Men de kommer vist på et bokssæt en dag, det var der en fan udenfor der mindede mig om. Jeg vidste det ikke.

Matt: – Han ved mere end vi gør.

Måske skulle jeg lave et interview med ham.

Matt: – Ja, det ville du sikkert få mere ud af (griner).

Singler, hvordan bliver de til?

Stort set alle albums har en række singler, hvordan når I frem til dem? Skriver I numre med singlen i baghovedet, hvor I bevidst gør brug af de tricks der virker, eller skriver I simpelthen en række sange, og derefter vælger dem der er single-materiale?

Mark: – Det sker aldrig at vi fabrikerer en single med single-tricks. Hvis Neil troede han gjorde det ville han sikkert aldrig stoppe med at...

En dør smækker, og Marks sidste ord drukner.

Hvad ville han?

Matt: – Aldrig stoppe med at kaste op (vi griner alle).

Mark: – Det er fra en Woody Allen-film, "Hannah And Her Sister" – det er en fantastisk film.

Jim Scott, pladens producer

Jim Scott er producer på den nye plade. Hvad er det han bidrager med, i forhold til Steve Lillywhite eller Mitchell Froom, som I har arbejdet med før?

Matt: – Han er en helt utrolig tekniker.

Mark: – Han er en helt utrolig tekniker. Alt lød fantastisk.

Matt: – Ja, allerede når vi kom ind i kontrolrummet efter at have spillet, så lød det allerede som en færdig plade. Det var utroligt motiverende, og man kunne virkelig høre hvad der var godt, og hvad der ikke var. Og han er altid positiv og motiverende, oprigtigt motiverende, ikke bare: kom nu drenge, men (knipser med fingrene): kom så drenge, let's go! Don't let me down! (griner)

Mark: Han havde en virkelig positiv energi. Når vi spurgte: hvordan går det, Jim? Så svarede han: jeg har styr på det. Og det havde han. Og når vi ikke kunne få en ide til at fungere, og sådan er det nogle gange, så sagde han bare: hey gutter, kom lige herind et øjeblik. Og så sagde han: lad os prøve en anden sang. Og så fik vi faktisk lavet noget den dag, i stedet for at slå på en død hest.

Du siger at det allerede lød som et færdigt miks, sådan var det ikke med Froom og Lillywhite?

Matt: – Jeg arbejdede kun med Lillywhite, og med ham havde vi nogenlunde balancen på plads, og vi kunne nogenlunde høre hvad der lød godt, men derefter havde han brug for tid til at mikse lidt mere, og lave småjusteringer. Med Jim Scott var det vi havde, det vi havde. Nogle dage indspillede vi 8-10 grundspor om dagen, og om aftenen lyttede vi det hele igennem, så vi vidste hvad vi skulle arbejde videre på næste dag.

Mark: – Og han var det mest pertentlige notar. Han havde noter om alle sange, og til sidst havde vi dette leksikon over sangene, med hvilke vers der virkede og så videre. Og han skrev også vores kommentarer ned, hvilket var rigtigt godt, for nogle gange bliver man forvirret.

Flere af sangene på pladen er first takes

Matt: – Nogle af sangene på pladen er first takes.

Mark: – Ja, "Elephants".

Matt: – "Archer's Arrows".

Mark: – Og "Even If".

Matt: – De er alle first takes.

Mark: – Første gang vi nogensinde spillede sangene.

Matt: – Og "Either Side Of The World" er en øve-optagelse, og det var den vi endte med på pladen.

Mark: – Hvis vokalen stadig var der ville du kunne høre Niel sige: Hey Mark, prøv at spille da-da-daaa (nynner melodi), inden jeg spiller da-da-daaa (nynner melodien igen).

Matt: – Eller inden jeg spiller 16-dele på hi-hatten, sagde han: spil 16-dele på hi-hatten. Det var måden den blev til på.

Pladen er indspillet i Neils studie, ikke?

Matt: – Jo, bortset fra et par af numrene, der er indspillet hos Jim, nemlig "Archer's Arrows" og "Twice If You Are Lucky" – faktisk de to der lyder som Tears For Fears (klapper i hænderne).

Så det er måske stemningen det sted der har gjort det.

Matt: – Ja, det kan det sagtens være. Det er interessant.

Analog- kontra digital-indspilning

Pladen er indspillet på en Neve 8088 analog-mixer. Hvad er jeres position i debatten om analog– kontra digital-indspilning? Lyder analoge indspilninger bedre, eller er det arbejdsprocessen der tiltaler jer?

Matt: – Vi indspillede på analog 24-spors bånd, hvorefter vi lagde det hele over i ProTools, hvor vi redigerede. Og vi indspillede faktisk på bånd og i ProTools på samme tid, hvorefter vi lyttede til dem begge, for at høre hvad vi bedst kunne lide.

Mark: – Om vi bedst kunne lide det helt analoge, det helt digitale, eller den analoge indspilning overført til ProTools – og det var den sidste vi endte med bedst at kunne lide.

Har I noget I gerne vil slutte af med?

Matt: – (råber) Go buy it!

Mark: – Ja, giv den et lyt.

Forresten, ét sidste spørgsmål: Hvor mange sange havde I til at begynde med, for at ende med de ti der er på pladen?

Matt: – Vi begyndte med 18, der så blev skåret ned til omkring 15 i studiet.

Mark: – Vi havde 16 indspillet, faktisk. Vi havde en tavle med alle sangene skrevet ned, og så en dag satte vi allesammen små streger ud for de ti vi syntes bedst om.

Så det var en demokratisk proces.

Matt: – Ja, noget i den stil.

Okay. Tusind tak.

Matt: – No problem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA