x

Dockvilde udfoldelser

Dockvilde udfoldelser

Del 1: Et kig i én retning og Elben pulserer forbi. I en anden retning, og kunstinstallationer tager sig ud, en tredje retning og det er næsten muligt at fornemme slaget i mellemgulvet fra de tunge elektroniske beats i de tre musikhaller. Dertil og som en fjerde måske væsentligste mulighed er der musikken på hovedscenerne, som trods alt hovedparten af festivalgængerne har købt billet for at se og høre.

GAFFA var med, da Dockville Festival for fjerde gang løb af stablen fra 13.-15. august – endnu engang på øen Wilhelmsburg i det centrale Hamborg. Festivalen er med sine lidt over hundrede bands og omtrent 16 kunstnerbidrag vokset til en fast, blivende bestanddel, hvilket da også kan aflæses på de henved 14.000, der køber billet til alle tre dage musikken varer, samt de omtrent 6.000 endagsbilletter, der derudover bliver solgt. Du kan læse mere om kunstnerbidragene – som spændte over ti dage og indledte festivalen - her. Selve musikdelen på festivalen faldt efterløbende og spændte over tre dage.

GAFFA udvalgte en stribe bands - nogle af dem forholdsvist ukendte i Danmark - og sammenfatter her, hvordan de koncerter tog sig ud.

Manden fra Portugal
- Det lyder jo som forsangeren fra Mars Volta, siger min sidekvinde, en kvindelig musikanmelder fra Hamborg som allerede efter fem minutter af koncerten med amerikanske Portugal. The Man rammer en meget præcis analyse af forsangerstemmen ind. Og hun har ret langt hen ad vejen.

John Baldwin Gourley krænger sin stemme og fraserer på netop den måde som mexicansk-amerikanske Cedric Bixler-Zavala fra notoriske Mars Volta gør. Dog med det forbehold, at det mexicansk-amerikanske forbilledes evner samlet set synes at strække længere, og herfra hører lighederne i øvrigt også op. For hvor Mars Volta eksperimenterer progressivt og med post-hardcore og psykedeliske strukturer beholder Portugal. The Man fødderne anderledes jordnært på jorden i en indierockstruktureret størrelse.

Denne aften ved 18-tiden formåede de desværre ikke at samle nogen imponerende skare foran scenen, men grunden skal nok mestendels findes i tidspunktet, for deres performance gik inspirerende til stålet båret af en klassisk rockstruktur tilsat enkelte gode soloture på guitar. De havde ikke overraskende taget adskillige bidrag med fra deres seneste udgivelse fra foråret, "American Ghetto", som ganske vist er en lettere blandet oplevelse, hvor man godt kunne savne mere gennemlevet vildskab. De krydrede det heldigvis med ældre numre så de alt i alt endte med en godkendt sætliste, der formentlig har efterladt et par nye fans blandt tilskuerne.

Med drengene i øveren
Videre til den indendørs scene "Maschinenraum" – eller på dansk Maskinrummet – og en gang eftertrykkelig drengerøvsrock med Neat Neat Neat. En sammensætning af den type som mange rockbands nok på et eller andet tidspunkt drømmer sig hen til.

Der er tale om en duo, men at dømme på lyden og altså outputtet burde der være adskilligt flere i bandet. Matchet er kuriøst i sig selv. Forsanger Frehn Hawel er tydeligvis 60'er-rock-inspireret med The Who som et nævneværdigt klart forbillede, mens trommeslager Pit Kannapin lægger et helvedes støjdrøn oveni med heavyinspirerede dobbeltpedaler på stortrommen og langt metaltro sort hår. Ingen bas, intet andet i konstellationen. Stilmæssigt placerer de sig inden for bluesrockgenren til tider med en Queens Of The Stoneage-vildskab over sig.

Koncerten havde et støjende beskidt output, der gjorde det svært at distingvere enkeltdele, men hvor det også netop snarere handler om den følelse, der skyder i mellemgulvet, mens man hører dem. Den følelse jagter, fanger og bearbejder de. Resultatet kræver en del mere arbejde for at blive godt, men der er momenter, der sidder i skabet og som understreger, at de har potentialet til noget her.

Det er vigtigt at bemærke, at charmen og det ekstraordinære er ganske væk på deres væsentligt mere nedpillede studieoptagelser af numre som "A Room Is A Coffin" og "Matters". Derfor må det klart anbefales at danne sig et indtryk af d'herrer live.

Favoritpublikummet
Den unge danske septet Dúné lagde under deres koncert ikke skjul på, at livekoncerter i Hamborg spiller en helt særlig rolle for dem. Ja, keyboardspiller Ole Bjørn Sørensen proklamerede ligefrem, at fanskaren i den store tyske by er den vildeste overhovedet, hvilket ikke overraskende skabte stor begejstring for publikum foran Vorschot – festivalens næststørste scene. Måske var det også denne begejstring, der fik netop Ole til undervejs at kravle op langs stålstiveren ved scenekanten til han nåede den overliggende tværstolpe. Her tog han fat med hænderne og gav slip med fødder for blot at hænge frit svævende i, hvad der for en sikkerhedsvagt må have føltes som en uendelighed.

Selve koncerten syntes at matche folks forventninger til fulde. Med "80 years" og "Bloodlines" som bannerførende numre spillede Dúné omtrent ti minutter mere end den afsatte tid, hvilket var et godt billede på en gensidig respekt, der var svær at afslutte. Flere trofaste Dúné-fans på lægterne syntes også at kunne teksterne så godt, at man skulle tro, vi var i Danmark, og lægger man dertil elementer som Cecilie Dyrbergs guitarsolostykke med supplement fra Danny Jungslund og et solostykke fra Malte Aarup-Sørensen på trommer, virkede det svært at gennemskue, hvad folk ellers kunne efterspørge.

Tysk folkedans
Et af festivalens – set med tyske øjne – hovednavne var Wir Sind Helden, der med sine distinkte melodiøse og lettilgængelige hooklines øjensynligt vækker en helt særlig følelse hos pubikum på disse breddegrader. Ligeså ukendte de er i Danmark, ligeså kendte og nærmest danseforpligtende er de i Tyskland. Tog man et kig rundt på publikum under koncerten, var det i alt fald indtrykket, de efterlod.

Da jeg forsøgte at passere backstage til scenen op til koncerten oplevede jeg en helt særlig højtravende status. Gruppen havde lukket det hele af for alle andre end bandets nærmeste for at sikre sig mod forstyrrelser inden og under koncerten. Det oplevede jeg aldrig på noget andet tidspunkt under festivalen.

De fremførte adskillige hits, heriblandt "Müssen nur wollen" og "Alles Auf Anfang", som hvad angår gennemslagskraft sender tankerne i retning af at opleve TV-2 på Skanderborg Festival eller Nephew samme sted. Hvad angår indholdet dog med mindre variation i såvel sceneoptræden, som i sangstrukturen. De fleste af numrene er koncentreret om een enkelt fængende hookline og derefte tilsat lag på lag af klassiske pop-rock-elementer på en facon, der sender tankerne tilbage til måden musikken udviklede sig på i 80'erne. Ikke at der er noget galt i det. I dette tilfælde kan opfindsomheden dog ligge på et meget lille sted, og der gik denne aften ikke længe, før variation netop kunne være et tiltrængt pust.

Bandet gav flere smagsprøver på deres nye album, som udkom 27. august. Der er heller ikke her tale om en banebrydende ny stil, så jeg fristes til at konkludere, at det er et band, man skal være opfostret med eller give meeeget god tid, før det ryger i rotation på iPoden. Gad vide om udlændinge har det på samme måde med TV-2 og Nephew?

Læs anden og tredje del om lørdag og søndag på Dockville Festivalen fra i morgen. Her kan du blandt andet læse koncertomtaler af navne som festivalens hovednavn Klaxons, den fransk-amerikanske electro-rock-rapper Uffie og amerikanske The Drums.Du kan finde anden del her og tredje del her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA