x

The Migrant-turnédagbog, del 3

The Migrant-turnédagbog, del 3

Hej GAFFA-læsere,
så er migranten & Co. på vej ud af Boston, farvel østkyst. Havde nogle gode dage i New York, hvor vi spillede på The Living Room og Pete's Candy Store. Fine steder. Brugte en fridag på at synge en sang for NYC-bloggen Wild Honey Pie, der filmede os nede ved havnen med udsigt til Frihedsgudinden og Ellis Island, hvor alle migranter fra 1800-tallet og ind i 1900-tallet blev tjekket for kolera og tuberkulose, inden de fik lov at tage ind på fastlandet. Man kan se videoen af os her: http://www.thewildhoneypie.com/the-migrant-battery-park-session/

themigrant.net og facebook.com/themigrant er der billeder fra touren, og der kommer også links til en radiosession, vi spillede i Boston i går før vores gig på P.A.'s lounge, og en anden blog-video-skydning vi lige er taget afsted fra her til middag.

Mellem New York og Boston ligger Providence, hvor vi efter vores gig, boede hos Melanie (grafiker for Wild Honey Pie-bloggen) og Erica og deres python-slange "Kartoffel" (navnet taget fra tysk af ukendte årsager). Kartoffel spiste en rotte et par dage, før vi dukkede op, så den var stadig lidt sløv i det og halvtyk på midten. Lidt skeptisk for at lade den kravle rundt på mig, især om halsen, men det er sgu for skægt, når man lige har vænnet sig til det.

Før New York havde vi en festlig aften i Philadelphia, hvor vi spillede i en pladeforretning med nogle bands, jeg også delte billet med, da jeg var på en lille Migrant-turné i maj. Dave, der arbejder i pladeforretningen, arrangerede koncerten og tog os bagefter med hjem til sit kollektiv i et kæmpe tre-etagers hus med Nintendo Mario Brothers og en god vandpibe. Dave havde også inviteret en hjemløs sort gut ved navn Rayray indenfor, der elskede det hele. "I'm always hustling but I like this. I like what you guys do!"

Før Philadelphia var det Chapel Hill (Merge Records kom ikke ud og så os), D.C. og Baltimore. Havde lidt halvstenede shows i de byer, hvor der enten var rigtig god lyd og næsten ingen mennesker eller også godt med mennesker og elendig lyd, fordi en bartender havde for travlt til også at være lydmand... Zoologisk have i D.C. var en god trøst. Vi tog en masse billeder af pandaer, "sloth"-bjørne og vores ektremt behårede guitarist.

Lige nu kører vi igennem en masse bakker og dale med smuk efterårsfarvet skov på. Floder og søer overalt. Buffalo, upstate New York, er næste stop, hvor vi skal spille første house show på denne tour. So long fellows!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA