x

Janis Ian – At seventeen. Past fifty.

Janis Ian – At seventeen. Past fifty.

Janis Ian kommer til Danmark. For første gang nogensinde, på trods af en karriere der strækker sig fra det første gennembrud med "Society’s Child" i 1966 – og det andet gennembrud med "At Seventeen" i 1975. Med sig i bagagen har hun en guitar og en kuffert fuld af sange, der placerer hende blandt verdens bedste singer/songwriters gennem de sidste 40 år.

Janis Ian er efterhånden blevet 53 år. Det kan man sådan set godt se på den lavbenede, strithårede dame, men hun har nu heller aldrig hørt til blandt de pretty faces, der er strøget ind og ud af hitlisterne i hendes tid.

Til gengæld har hun altså skrevet sange til 9 amerikanske Grammy-nomineringer, der placerer hende i singer/songwriter- superligaen sammen med navne fra samme generation som Don McLean, Randy Newman og Leonard Cohen – uden sammenligning af stil og personlighed iøvrigt. Og flere generationer af kvindelige sangskrivere står i gæld til hende, for hun har været med til at sætte scenen for mange af nutidens kvindestemmer, fra Norah Jones over Sarah McLachlan til Tina Dickow. Som bladet Rolling Stone skrev for nylig: "Before there was Jewell, there was Janis Ian".

Janis Ians mærkelige karriere tog sit første tilløb, da hun som 13-årig skrev sangen "Society’s Child", en tidstypisk og ungdommelig kritik af racisme og fordomme. En sang så politisk korrekt, at den blev standardrepertoire i engelskundervisningen i 70’ernes danske gymnasieklasser.

Unge Janis udgav en stribe lp’er, der fulgte op på singlesuccesen. Uden at nå de helt store højder. En anmelder stemplede hende som "washed-up", da hun var 19. Og stille og roligt sivede hun ud af mediebilledet for at gøre skolen færdig, som sine jævnaldrende.

At Seventeen – det andet gennembrud
Nogle år senere kom så hendes andet gennembrud. Og denne gang med langt mere modenhed og musikalsk substans, kombineret med den skrøbelige hudløshed, der er Janis Ians fornemste varemærke.

Klassikeren "At Seventeen" blev en millionsælger, der såmænd også blev et Dansktophit med Pia Raug. Men nok så væsentligt: Lp’erne "Stars", hovedværket "Between the Lines", "Aftertones" og "Miracle Row" er spækket med små melankolske mesterværker. "Jesse" blev et stort hit med Roberta Flack, og sange som "Stars", "In the Winter", "Watercolors", "Would You Like To Dance", "Sunset of Your Life", "Tea and Sympathy" og "Party Lights" kan stadig få det til at risle ned ad ryggen på elskere af den gode sang.

Janis Ian var rigtig stjerne nu, hendes sange blev indspillet af folk som Stan Getz, Bette Midler, Glen Campbell, Vanilla Fudge, Cher, Hugh Masekela, Joan Baez, Etta James og Amy Grant, og hun levede med en dyr pladekontrakt og krav om at levere varen på lp efter lp. Det lykkedes ikke helt, for langsomt faldt standarden op gennem slutningen af 70’erne. Kilden så ud til at tørre ud.

Og så kom et helt uforudsigeligt tredje gennembrud i 1980. Sammen med discokongen Giorgio Moroder skrev hun filmsangen "Fly Too High" (fra Jodie Foster-filmen "Foxes"), der blev et dansehit på alverdens diskoteker. At Janis Ian således skulle komme i bås med Donna Summer, var temmelig uvirkeligt. Men albummet "Night Rains" var en ganske poppet, til tider nærmest soulet sag, der også rummede semihittet "The Other Side of the Sun", forfattet sammen med det gamle popikon Albert Hammond.

Janis Ian fulgte op med det jævne album "Restless Eyes" i 1981 og så hendes musikalske lavpunkt, det kunstige og helkiksede forsøg på at please et grådigt pladeselskab med "Uncle Wonderful" i 1983. Derefter gled Janis Ian endelig ud i glemslen i en længere periode, der gik med andre aktiviteter end musik, udover lidt lejlighedsvis komponeren til film, tv og reklamer.

Livet var vist heller ikke altid nemt i de år. Depressive perioder, sygdom, skilsmisse, økonomiske problemer og erkendelsen af homoseksualitet satte dagsordenen for hendes liv.

Først i 1993 vovede Janis Ian sig ud i cd-alderen med "Breaking Silence", efter at John Mellencamp havde lokket hende til at indspille igen. Albummet var fremragende, men det var ikke rigtigt noget, der fængede ret langt ud over kredsen af kendere og hardcore-fans, selv om der faldt et par priser af for anstrengelserne, bl.a. en Grammy-nominering. Janis Ian har altid været en "musikers musiker".

Et liv i balance
For et par år siden blev Janis Ian gift med sin samlever gennem en længere årrække, advokaten Patricia Snyder, og det var med til at markere, at Janis Ian havde fundet balancen og selvværdet i sit liv – senest efter at have gennemgået en succesfuld operation for leverkræft i 1998.

Den nye selvsikkerhed er til at mærke på hendes seneste værker, for eksempel det smukke album "Hunger" fra 1997, der er tæt på at være vintage Ian, og det mere eksperimenterende "God & The FBI" fra 2000, hvor hun bl.a. synger duet med Willie Nelson.

Den simple glæde ved at spille er også hørbar på hendes live-performance. Og hun spiller meget live i øjeblikket, for hele 2004 er blevet lidt af en verdensturné, med et trecifret antal koncerter i USA, Japan, Australien og Europa. Som regel for udsolgte huse.

Tilfældighedernes spil gav mig lejlighed til at se hende i foråret, først på Joe’s Pub i downtown Manhatttan og nogle dage efter på det legendariske spillested The Birchmere i Alexandria lige uden for Washington D.C. På scenen stod en voksen dame, der hvilede i sig selv, og som indtog scenen med stille autoritet. Hun afleverede alle de klassikere, publikum ville have, måske bortset fra "Jesse", men også en række nye sange.

Om det siger Janis Ian: "Jeg er gammel nok til at vide, at gennem de seneste årtier har jeg skrevet en nydelig samling sange. Og det betyder ikke så meget for mig, om de er gamle eller nye. Det er trods alt mine sange".

Af de nye sange er "I Hear You Sing Again" den mest bemærkelsesværdige. Her har hun fået lov til at sætte musik til en nylig genfundet sangtekst af USA’s nationalskjald Woody Guthrie. Det svarer vel stort set til, at en moderne dansk sangskriver som den første fik lov til at sætte musik til en nyopdaget tekst af Jeppe Åkjær. Og "I Hear You Sing Again" er vel at mærke en vellykket kombination af Guthrie og Ian. Sammen med den bitre blues "Matthew" er det nok den bedste sang på Janis Ians nyudkomne "Billie’s Bones", hendes studiealbum nr. 18, hvorfra "My Tennesee Hills", en duet med Dolly Parton, er blevet et mindre countryhit i USA.

En ufrivillig hovedrolle
Samtidig har Janis Ian fået ny, men noget ufrivillig aktualitet gennem teenagefilmen "Mean Girls" (der netop har haft premiere i Danmark), hvor "At Seventeen" er blandt sangene – og hvor der faktisk indgår en figur med hendes navn, uden at Janis Ian var blevet spurgt om tilladelse!

Janis Ian fortæller selv, at hun for nylig spillede til en koncert, hvor en flok fnisende teenagetøser kom op efter koncerten for at få en autograf, og så spurgte, hvornår Janis Ian kom på. De troede, at den rigtige Janis Ian bare var et supporting act.

Det er ikke bare hendes historiske og nostalgiske værdi, der gør Janis Ian interessant i dag. Hun leverer stadig varen som solist på scenen, nærværende og stilsikkert. Med den spilleglæde, der ligger i, at det at komponere og synge er det eneste, hun kunne drømme om at bruge sin tid på.
Som hun selv siger: "En af grundene til, at musikere bliver ved med at spille, og at forfattere bliver ved med at skrive, er de dybest set er uegnede til at gøre noget andet. Og jeg er for resten også for doven".

Janis Ian spiller på Train i Århus fredag den 8. oktober og i Amager Bio lørdag den 9. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA