x

I Never Went South - Islandsk coolness højt mod nord

I Never Went South - Islandsk coolness højt mod nord

Det begyndte som en løs idé, mens promillerne boblede i blodet på den islandske troubadour Mugison og hans far en sommeraften i 2003: Hvorfor ikke lave en festival i hjembyen Isafjordur?

"Vi forestillede os en festival, hvor byens lokale arbejdere skulle være hovedattraktionen og synge, vende plader og underholde, og så ville vi få de største islandske navne til at spille sammen med dem", husker Mugison.

Dagen derpå virkede idéen stadig lovende, og far og søn lod således tømmermænd være tømmermænd.

"Vi ringede rundt til nogle venner i Isafjordur og præsenterede idéen for dem, og til vores store overraskelse var de med på den", fortæller Mugison.

Resten er – som et slidt mundheld vil vide – historie.

Siden 2004 har den lille flække i det nordvestlige hjørne af Island stået for et uspoleret alternativ til øens største festival, Iceland Airwaves, som hvert år i oktober opsluger Reykjaviks mere hipstermættede gader. Omgivet af sneklædte bjergtoppe og dybhavsblåt fjordvand seks timers kørsel nord for hovedstaden er kulissen for I Never Went South – eller Aldrei Fór Ég Sudur, som festivalen hedder på modersmålet – i sig selv en attraktion. Men i tidens løb har Mugison og kompagni vitterligt haft held med at gøre festivalprogrammet til lidt af et tilløbsstykke.

Kritikerroste islandske navne som Múm, Hjaltalín og Gus Gus har alle taget turen til den fredfyldte bygd på samme breddegrad som Nuuk for at spille på festivalen, der foregår i en nedslidt fabrikshal i udkanten af Isafjordur. Ligesom selveste Blonde Redhead og Super Furry Animals-frontmand, Gruff Rhys, også har figureret på I Never Went South-lineuppet – uden i øvrigt at få en eneste krone for deres visit.

Sigur Rós som hillbillies
"Gruff Rhys spillede med en flok lokale fabriksarbejdere for at spare penge, men det var en stor oplevelse for alle", mindes Mugison.

"Vi har også haft Sigur Rós heroppe, hvor de klædte sig ud i hillbillytøj og spillede countryversioner af deres sange. Det passede bare ikke rigtig med en normal Sigur Rós-koncert på Aldrei. Det skal helst være lidt uventet det, man får her".

"Uventet" synes netop at være den rette etikette på Aldrei, som den kaldes i folkemunde, da GAFFA gæster den ottende udgave af festivalen i slutningen af april. Mens Danmark soler sig i den første snert af sommer, tager det afsondrede område af Island imod festivaldeltagerne i bidende blæst og stædigt snevejr.

"Vinter? Det er den første dag på sommeren!" lyder salgsparolen fra Isafjordurs marketingsmanager, Gustaf Gustafsson, da flyveren fra Reykjavik har sat de første forfrosne gæster af i byens beskedne lufthavn. Salgstalen skal imidlertid vise sig at holde stik – ikke mindst set med musikalske øjne.

Over to dage åbenbarer sig nemlig et sonisk tagselvbord, der med eftertryk viser, at det islandske musikmiljø ikke har lidt skade af hverken landets økonomiske deroute eller vejrets omskiftelige natur her højt mod nord.

Fredag: Pjattede prinser og melodistærk Múm-sangerinde
I festivalens afslappede ånd bliver spilletidspunkterne for aftenens program først frigivet en time inden koncertstart – nedfældet på en sort spånplade med dryppende hvid maling.

Omgivet af islandske sweatere, der drysser omkring og nyder de medbragte dåseøl, får sangerinden Sóley lov at åbne I Never Went South med sin florlette røst, hvis skrøbelige melodier prompte sender ørerne i retning af norske Ane Brun. Tonen er elegant og eftertænksom, og hun tør dyrke pauserne i sit nedbarberede klaverspil, hvor små, naive melodifigurer får lov at kigge frem, inden de hurtigt fortoner sig i igen. "One day I'll move to this island / sailing in my boat", synger Sóley med charmerende islandsk accent i "Theater Island", så man helt får lyst til at gøre hende følgeskab. Det tyske pladeselskab Morr Music har rigtignok fået færten af en lovende sanglærke i den unge islænding.

Fra Sóley skifter tonerne karakter og bliver til en cool og kæk slacker-rock med ånden fra Pavement og ikke mindst Beck rislende et sted i øregangene. Iklædt en tåbelig kongekrone indtager Svavar Pétur Eysteinsson scenen i skikkelse af sit alter ego Prinspóló – opkaldt efter en tjekkisk chokoladebar af samme navn. Et øjeblik synes vejen banet for et pinligt bekendtskab, men den klejne prins har ikke oparbejdet sig en dedikeret fanskare i hjembyen Reykjavik for ingenting. Med sit simple klimpreri på en akustisk guitar får han frembragt en lille håndfuld medrivende støjpopsange, hvor tekstuniverset kredser om alt fra mad til sure seniorborgere – sunget på køligt islandsk. Det er sjovt, sært og – som koncerten skrider frem – befriende charmerende.

Charmen skal man til gengæld ikke lede længe efter hos ensemblet Valdimar, der indtager scenen med en vellykket mikstur af soulet pop og rørstrømske blæsere. I front for sekstetten står den korpulente forsanger og trombonist, Valdimar Guðmundsson, som udover at lægge navn til bandet også viser sig at gemme på en fin og følsom røst med hang til afdæmpede fortællinger om blandt andet dagligdagens små øjeblikke. Som én af sangene hedder direkte oversat fra det islandske modersmål: "Hver dag er tilstrækkelig". Her er med andre ord ingen fjollede gimmicks at klø sig i nakken over – blot en samling velskrevne og hjertevarme popsange, der vil gøre sig godt på en regnvejrsdag. Og dem har de som bekendt nogle stykker af på Island...

Aftenens højdepunkt falder imidlertid i form af den veldrejede Múm-sangerinde, Sigurlaug Gísladóttir, som med soloprojektet Mr. Silla har fundet ind til en anderledes kontant indierock end Múms drømmende indietronica. Flankeret af medlemmer fra Reykjavik-bands som Kimono, Seabear og en enkelt kollega fra Múm får hun sat gang i den råkolde fabrikshal med en til tider støjende, til tider punket popmusik, der sender kærlige vink efter alt fra Yeah Yeah Yeahs til Fleetwood Mac. Fremtoningen er selvsikker – en fiks, stribet heldragt og et par høje hæle har Gíslasdóttir iklædt sig i den bidende kulde. Om så tøjvalget var faldet på en tyk islandsk sweater med tilhørende gummistøvler havde det dog ikke ændret ved, at melodierne og en indestængt energi bærer den reelle og meget slidstærke attraktion hos Mr. Silla. Hun skal nok gøre sig bemærket uden for landets grænser. Så vidt fredagens program.

Lørdag: Magisk Mugison og en festlig fuckfinger
En ny dag og en ny spånplade med rækkefølgen for aftenens optrædende påmalet. Mens fredagen fokuserede på den islandske musikscenes spirende talentmasse, har lørdagen levnet plads til mere veletablerede navne, hvor Islands allerstørste stjerne får lov at åbne ballet.

Og nej, her tænkes ikke på Björk, men derimod på sangeren Páll Óskar, hvis androgyne figur har været afholdt i hele landet, siden han deltog i det europæiske melodi grand prix i 1997 med sangen "My Final Dance". Dansen er senere blevet forlænget med en god håndfuld plader, hvorpå Páll Óskar har trakteret med en livsbekræftende dancepop, han selv hævder er inspireret af både Snap! og Kraftwerk. Om påstanden holder stik – ja, det lader tilhørerne til at se stort på under popidolets Aldrei-visit. Her er det i høj grad genkendelsens glæde, der præger koncerten, hvor man som udenforstående ikke kan lade være med at smile ad den indforståede fællessang Páll Óskar og publikum imellem. At sangeren tilmed har en stjerne i Reykjaviks indiemiljø gør blot hans optræden endnu mere kuriøs. Undervejs i koncerten er der eksempelvis blevet plads til pophittet "You Touch My Heart", som Hjaltalin såmænd har gjort kendt i en knugende smuk coverversion. Således underholdt – og positivt overrasket – er aftenen skudt i gang på fin vis.

Festivalens virkelige stjerne giver sig imidlertid først til kende senere på aftenen. Siden den første udgave af Aldrei har det været et fast folkekrav at se Örn Elías Gudmundsson – bedre kendt som Mugison – på fabrikshallens scene hvert år, og han har endnu ikke svigtet folkets forlangender. Det gør Mugison bestemt heller ikke denne aften. Iført en langærmet Nirvana-trøje blæser Isafjordurs skæggede stolthed en gnistrende 50'er-rock'n'roll ud over publikum med dertilhørende skrig og brøl, som må gøre salig Kurt Cobain stolt. Hele herligheden fremføres tilmed som trio – men bedst som man tror, Nirvana har fundet sin rette soniske arvtager på Island, nedtoner Mugison energiudladningerne og byder i stedet velkommen til byens lokale blæserorkester, som sammen med ham fremfører smukke islandske folkesange den resterende spilletid igennem. Overgangen viser sig at holde på sin helt særegne vis, og sjældent har en koncert været så vellykket hektisk, overrumplende og – helt i festivalens ånd – uventet.

Efter Mugisons overbevisende visit hviler der selvsagt lidt af et forventningspres på resten af aftenens optrædende, men det lader nu ikke til at bekymre Reykjavik-kvartetten Miri synderligt. Med en punket tilgang til math-rockens guitarligninger får de fremtvunget flere fine stunder, hvor bandets delvist instrumentale sange går op i en højere melodisk enhed. Enkelte steder smager tonerne af Sonic Youth i deres mere fremdriftige hjørne - andre steder vikler de to guitaristers strengedueller sig lidt for meget ind i hinanden, så intensiteten og ikke mindst melodiøsiteten fordufter igen. Som koncerten skrider frem, får Miri imidlertid støt og roligt demonstreret, at de mestrer en ret så cool alternativ rockmusik, der fortjener et mere lyttelystent publikum end det, de lige rigeligt snakkende Aldrei-tilskuere fik mønstret i festivalens skumringstime.

Og mens netop skumringen bliver til nat, bliver småsnakken til festråb. Med sidste års balstyriske Spot-koncert i baghovedet har røvrystende FM Belfast efterladt sig et solidt indtryk i mangt et dansk musikøre, og den præstation formår Reykjavik-kollektivet faktisk at gentage i koncentreret form under Isafjordurs kulsorte himmel. "Are you ready to party with us?" spørger den bebrillede frontmand, Árni Vilhjálmsson, med et kækt smil på læberne, inden gruppens Hot Chip-sværtede electropop animerer de forfrosne lemmer til fanatisk fællesdans i den nu proppede fabriksbygning. Festen er en både forløsende og fornøjelig fuckfinger til den bidende kulde, og ekstasen vil næsten ingen ende, da FM Belfast sætter det pumpende beat i gang til hjemstavnshymnen, "Underwear", som så vidt vides handler om at løbe halvnøgen rundt i en udørk af Island. Om udørken er møntet på Isafjordurs afsides geografi skal være usagt. Sikkert er det i hvert fald, at FM Belfast får omdannet den vindblæste flække til Islands måske sejeste sted at opholde sig denne sidste nat på Aldrei-festivalen. 

Dagen derpå kan en afslappet Mugison se tilbage på en weekend, han ikke tøver med at betegne som "vellykket".

"Jeg synes, det gik godt. Vi fik vist, at der også sker interessante, kreative ting heroppe, og det er hele meningen med festivalen", fastslår han - otte år efter den første idé om Aldrei Fór Ég Sudur blev undfanget en promillemættet sommeraften af far og søn.

Aldrei Fór Ég Sudur/I Never Went South finder sted hvert år i påsken. Yderligere information om festivalen kan findes på aldrei.is


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA