x

Hola Ghost i Schweiz – turnédagbog, 1. del

Hola Ghost i Schweiz – turnédagbog, 1. del

Kære dagbog,

Bon jour Suisse! Guten Tag Schweiz! The land of cheese and chocolate (and damn nice watches). Så gik turen til Schweiz igen, for anden gang indenfor ét år. Vores schweiziske booker, den gode mand Johnny Bager, havde sat en mini-tour op, som opfølgning på Hola Ghosts "The Man They Couldn't Hang Tour" i oktober sidste år.

Dagen startede med en kop te og skitseudkast til grafikken for "Black Rainbow over Finland –Tour" med Hola Ghost, Black Magic Six, Dead Elvis og et andet band senere på året. I Kastrup var der kæmpe kø ved bagage-drop, så vi (som sædvanlig) overvejede om det havde været hurtigere at tjekke ind på gammeldaws maner i stedet for online hjemmefra. Flyveturen gik fint med en hyggelig snak om tilstanden på den danske poesi-scene og med diskussion om Henrik Nordbrandts seneste syrlig-sjove udgivelse og om snart at få gjort noget ved det projekt med Lene Henningsens digt-manus, som vi har liggende og skal sætte musik til.

Vi ventede en time på vores booker i Zürich lufthavn og det var han ked af, men en times ventetid er jo ikke noget at snakke om for en turnerende musiker og vi fik spillet gear-tetris i den lidt lille lejebil, han havde skaffet. Det endte med fin plads til os alle tre. Sommeren var nået til Schweiz, herligt efter regn og gråvejr i København.

Efter et par timers kørsel nåede vi til det første spillested på turnéen, Gaswerk i Winterthur. Vi ankom tidligt, så der var tid til sightseeing i en by, der tilsyneladende kun havde butikker for damer – te-handel, dametøj, eksotiske ting fra østen, køkkenudstyr, flere te – og dametøjsbutikker etc. Hvor fanden var kroerne og butikkerne med tegneserier, våben, rock-tøj og vinylplader???

Spillestedet Gaswerk var en fed kælderklub, som en del af et større kulturkompleks i et nedlagt fabrikskompleks. Da vi lige var ankommet til spillestedet blev vi så optagede af et internt bordfodboldopgør, at Peter slet ikke lagde mærke til at promoteren var en af hans gamle venner fra det schweiziske band The Peacocks. Det fik vi dog rådet bod på over en masse hyggelige øl, shots og cigaretter senere på aften, mens der blev udvekslet turneanekdoter og nyheder fra den internationale psychobilly-scene.

Promoteren Hasu forberedte os på, at der var meget svært at lokke folk i Winterthur til koncert om onsdagen, men da vi gik på kl. ca. 22.00, var stedet godt fyldt, og der var i hvertfald et fremmøde, der snildt kunne matche de fleste af vores koncerter i DK, så det bekræftede os endnu en gang i, at det er det rigtige at spille uden for landets grænser.

Det er altid interessant at gå på scenen, og se publikums reaktion. Det hænder, at der er nogle, der er utilfredse med, at vores trommeslager er en Roland TR-707 fra 1983. Men onsdag aften var der god stemning fra starten, og publikum så ud til at være en sund blanding af unge undergrundsrødder, psychobillyer, metalfolk mv. På spillestedets fine plakat var vi annonceret som et latin/rock/surf-orkester og det så ud til at især latin-benævnelsen havde tiltrukket nogle midaldrende kvinder, der, om end overraskede, endte med at være med i festen.

Sættet gik godt, og dispositionen med at leje gear, i stedet for at have et lokalt opvarmningsband med på hele turen, hvis bag-gear vi kunne bruge, viste sig at være klog; det lød også godt! Sidst vi var i Schweiz, gjorde bag-gearets ikke så gode kvalitet, at lyden var et pænt stykke fra det, vi normalt er tilfredse med. Så er det bare ikke så sjovt at spille!

Der var flere, der stod oppe foran og sang med på hele sættet og bagefter stod den på autografskriveri på plakater og albums. Efter næsten 5 mdrs. barselsorlov fra musikken var det fantastisk at komme ud og svede igennem på scenen, og drikke øl og snakke rock-snak og være væk hjemmefra!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA