x

Ke$ha: En kriger – ikke et offer

Ke$ha: En kriger – ikke et offer

– Punken har givet mig den "fuck you"-attitude, som er en fast del af mig. Jeg har altid haft et problem med autoriteter og svært ved at følge regler. Rock'n'roll har givet mig det direkte seksuelle udtryk og hyldesten til at leve livet, og countrymusikken har givet mig historiefortællingerne, og det at skabe billeder med ord. Det er måske ikke det, som de fleste forbinder med min stil, men jeg synes, at man kan opleve alle de dele i min musik, hvis man hører efter.

GAFFA møder en kontant, sjov, sexet, platinblond superstjerne på et hotel i Stockholm iført heftig, tung make-up, spraglede bukser, og støvlerne plantet godt oppe i sofapuderne. Ke$ha er ikke den, der lægger fingrene i mellem, alle spørgsmål er ok, om det så drejer sig om sex med spøgelser (hvilket hun seriøst mener at have haft, og nydt!), hendes mange forargede modstandere, den vanvittige succes, eller de tætte familiebånd. Hun voksede op sammen med sine to brødre hos en enlig mor med en fortid som punksangerinde, der som sangskriver senere hittede i Nashville med countrysangen "Old Flames Can't Hold A Candle To You", som legender som Dolly Parton, Johnny Cash, June Carter og Merle Haggard har indspillet. Rødder som den frigjorte popstjerne har taget med sig, hvilket ovennævnte citat fint illustrerer.

– Jeg elsker min mor, hun er min bedste ven, vi har altid skrevet musik sammen og hun har co-skrevet fem numre på den nye plade. Jeg arbejder med min bror, og jeg er blevet boende i Nashville, fordi familien er der, og den betyder alt for mig. Vi havde aldrig nogen penge, da vi voksede op. Det var aflagt tøj fra genbrugsen, og jeg var en total outsider i skolen. Jeg var ikke populær, jeg var ikke  attraktiv, uden venner, men drivkraften, livsglæden og attituden er noget, jeg har med hjemmefra.

Tik Tok
Ingredienser der har givet pote for Ke$ha, hvis debutsingle, "Tik Tok", var årets nummer et på Billboard 100 i USA i 2010 og er den næstbedst sælgende digitale single i musikhistorien, og hvis video til samme (+ parodi-video) begge har passeret de 100 millioner visninger på YouTube. Hårdtpumpet elektronisk pop med heftig brug af autotuner, der umiddelbart ligger langt væk fra Ke$has egne rødder.

– For mig hænger det hele sammen, jeg elsker musik. Men der er stor forskel på det, jeg selv spiller og normalt hører. Lige inden du kom, hørte jeg Hank Williams, og min yndlingsplade er "Nashville Skyline" med Bob Dylan fra 1969, og jeg er vild med artister som Led Zeppelin og Beck. Men jeg elsker også popverdenen, synes det er sjov at være en del af den, på godt og ondt, og det er en fantastisk platform at kommunikere med millioner af mennesker fra, hvor jeg kan udleve alle de vanvittige sider, jeg har i mig.

Kan selv
Unge, smukke chicks som Ke$ha har alle dage været gangbar mønt på den kommercielle pophimmel, men sangerinden fra Nashville skiller sig ud fra mængden af forskellige grunde. Dels fordi hun er lidt af en ægte rebel, og så fordi hun i vid udstrækning står for musik og hele den store pakke selv midt i en verden, hvor professionelle bagmænd ofte har castet og designet produkterne ned til mindste detalje.

– Jeg arbejder med forskellige folk, men som udgangspunkt skriver jeg mine egne sange og tekster. Det har jeg altid gjort, det giver mig mulighed for at være totalt ærlig og fortælle om mit eget liv. Jeg ved, at jeg har et rygte som en total party-tøs, som til dels er selvforskyldt, men jeg arbejder også benhårdt, og er tvangsmæssigt besat af at være involveret i alle faser af mit virke. Jeg har længe været i studiet dagligt og arbejdet på det, der nu foreligger som mit andet album, "Warrior", jeg har turneret vildt meget, og her har jeg designet tøjet, stået for alle kostumer, sceneopsætning og lysdesign. Jeg har været dybt involveret i alle mine videoer, jeg er ved at lægge sidste hånd på en bog. Jeg har gang i at lancere en smykke-serie og er involveret i skabelsen af en ny tv-serie og forskelligt andet. Jeg har det sådan, at nu hvor jeg er i en position, hvor jeg har chancen for at komme ud og gøre noget, så er der sgu bare med at udnytte den og slå til.

Hvad med mode, stil og visuelt udtryk, hvad betyder det for dig?

– Som barn og teenager havde jeg ikke engang råd til at købe en modeblad. Vi levede af understøttelse og "food stamps", så mode var fuldstændigt uden for min rækkevidde. Jeg gik i min storebrors aflagte T-shirts, men begyndte at interessere mig for at lave billigt genbrugstøj selv, brugte min mors aflagte hippie garderobe fra 70'erne, og så var jeg meget fascineret af den nøgne krop, body- og facepainting, så det er mit udgangspunkt i forhold til tøjstil og visuelt udtryk, hvilket også er det, du ser på videoen til Tik Tok.

Kærlighed til folket
Har man set et par videoer med Ke$ha, eller tjekket et par interviews med hende på nettet, finder man hurtigt ud af, at man har med at gøre med en pige, der siger tingene uden omsvøb og hverken er bange for at feste, drikke eller knalde som en rockstjerne. En attitude, der både har givet masser af fans, men også lagt hende for had. Ikke mindst i bibelbæltet i USA hvor hun selv er vokset op og fortsat bor i dag.

– Jeg er faktisk slet ikke så promiskuøs, som folk går og tror. Jeg er bare fuldstændig ærlig og siger tingene lige ud uden omsvøb. Men min holdning er, at hvis en mand kan fyre den af, drikke sig i hegnet og kneppe til højre og venstre og så samtidig blive hyldet som en rockgud, hvorfor helvede skulle en kvinde så ikke kunne gøre det samme. Men det har da givet mig tonsvis af "haters" og fjender over hele verden, men jeg vender lidt det døve øre til og opfordrer mine fans til at gøre det samme. Jeg vil gerne medvirke til at bryde den onde cirkel af had, og den bedste måde at gøre det på, er ved ikke at svare igen.

– Jeg forstår slet ikke, at vi kan leve i en tid, hvor internetmobning er så udbredt, og i vid udstrækning accepteret af medier og samfund, som tilfældet er. Det kan godt være, at jeg kan være lidt af en "shit-talker", jeg er langt fra perfekt, har lavet en masse åndssvage ting, og har nogle virkelig dårlige tatoveringer. Men dybest set er min musik en hyldest til glæden, livet og kærligheden, og mit største ønske er inspirere så mange mennesker som overhovedet muligt til at være sig selv, acceptere sig selv, have det sjovt og elske og acceptere hinanden. Sådan ser jeg på det, kan dem der så vil kritisere mig og hade mig gå ud og sutte pik.

En kriger

Rene ord for pengene fra en partychick, der på det nye album fortsætter de hårdtpumpede electro-pop-takter, som skaffede Nashville-pigen det massive gennembrud på debutalbummet. Og for Ke$ha har der ikke været tale om den svære toer:

– I starten følte jeg et pres, men det forsvandt. Jeg har simpelthen nydt at arbejde og være i et flow. Jeg har selv skrevet en masse sange og har arbejdet med en masse spændende kapaciteter som Dr. Luke og Max Martin. Det er kommet fra hjertet og følger godt op på, hvor jeg slap med "Animal" og Cannibal". Der er selvfølgelig lagt en masse knofedt i at få det hele færdigt, men det har været en fornøjelse, det må jeg sige.

Er der en ny "Tik Tok" på pladen?
– Aner det ikke. Da jeg skrev "Tik Tok" og efterfølgende indspillede den, havde jeg ingen idé om, hvorvidt den ville blive et hit, eller om den var det rene lort. Men den har jo vendt mit liv lidt på hovedet, det må jeg sige.

Du har kaldt dit nye album "Warrior", hvorfor det?
– Jeg er en kriger, og går efter hvad jeg ønsker. Og mit ønske er at inspirere folk til at være krigere – ikke ofre


Skønheden og udyret

Samarbejdslisten på "Warrior" er lang og varieret og tæller udover store popproducere som Dr. Luke og Max Martin, og Ke$has egen familie, navne som Nate Ruess fra Fun., Will.i.am., Wayne Coyne fra Flaming Lips og så legenden og punkgudfaderen Iggy Pop, der fortsat er vild og vital, på trods af et langt liv i mere end overhalingsbanen med et pas, hvor fødselsdagen er dateret til den 21. april 1947.

– Jeg elsker Iggy Pop, elsker The Stooges, han er mit idol, han er så fucking cool, og det, at han ville arbejde med mig, var fantastisk. Vi havde det så sjovt, og indspillede sangen "Dirty Love" sammen, som nok er min favorit på den nye plade (de to er også gået sammen om en "fredning af sæler i Canada"-kampagne, red.). Jeg fik ham til at skrige om sex i tre minutter, det var en kæmpe oplevelse. Han er indbegrebet af punkrock og lige så vild og intenst han er, lige så sød, venlig, intelligent og ydmyg er han.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA