x

Dagbog fra South By Southwest – dag 4

Dagbog fra South By Southwest – dag 4

Efter at torsdagen for det meste gik med at høre ældre og i forvejen kendte musikere, skulle fredagen igen bruges på at høre ny musik. Første artist på programmet var den engelske singer-songwriter Dan Croll. På trods af det forholdsvis tidlige starttidspunkt ved middagstid var der allerede fyldt halvt op på spillestedet Flamingo Cantina. Bekendtskabet er meget hyggeligt, og Dan Croll bidrager til den hyggelige stemning ved at joke en del med publikum mellem numrene. Musikken viser sig også at være rigtig god og et spændende miks mellem traditionel singer-songwriter og mere eksperimenterende rytmer. Dette går rent ind hos publikum, og Dan Croll formår faktisk at få langt det meste af publikum til at købe hans ep efter koncerten, så cd-formatet kan altså stadigvæk godt bruges.

Da jeg alligevel havde lidt arbejde, der skulle udføres i det store konferencecenter, der er det egentlige centrum for SXSW-festivalen, var det oplagt at se Charles Bradley, der spillede på samme scene, som Dave Grohl dagen før havde leveret en meget inspirerende tale på. Har man oplevet den gode hr. Bradley før, kan man konstatere, at der ikke er så meget nyt under solen. Efter et hårdt liv på bunden af det amerikanske system nyder han stadig til fulde muligheden for at stå på scenen og spille sin blanding af funk og soul. Det hele minder lidt om en religiøs oplevelse, da hans optræden er så fantastisk intensiv, hvilket kulminerer, da han afslutter koncerten ved at komme ned og vise, hvor glad han er for at spille for sit publikum ved at kramme dem med ordene "I love you".

Resten af eftermiddagen blev tilbragt på et dansk bbq-arrangement lidt væk fra centrum. Et meget hyggeligt arrangement, der gav god mulighed for at snakke med flere af de danske bands, der optræder på festivalen. Generelt set virker det til, at der har været god respons på den danske musik, så stemningen er rigtig fin under dette arrangement.

Aftenen blev i den grad sparket i gang med det japanske punkband Peelander-Z. Her er der tale om en form for tegneseriepunk, der er så skørt, at det kun kan være japansk. De optrædende har forskellige Power Rangers-lignende kostumer på, og leverer det ene mere skøre påfund efter det andet. Blandt andet bliver der sammen med publikum sunget om, at man vil have sin steak medium rare. På et andet tidspunkt får publikum lov til at overtage instrumenterne. Man er som publikum dybt underholdt under det meste af koncerten, men musikken kan der ikke rigtig skrives hjem om.

Efter denne mere eller mindre bizarre koncert var det igen tid til at lade musikken komme i fokus. Den kvindelige engelske kvartet Savages spiller en form for post-punk, som leder tankerne hen på Joy Division. Sammenligningen bliver nok mest tydelig ved bandets forsanger, som på trods af at have et andet køn end Ian Curtis minder om ham i både udseende og optræden. Hele koncerten er præget af en utrolig høj intensitet, og kvaliteten af sangene er også rigtig høj.

Næste band at tjekke ud var Nick Oliveris (Kyuss, QOTSA) projekt Mondo Generator. Musikken er klassisk Nick Oliveri med en blanding af stoner rock og punk, og Nick skriger sig også lige så meget gennem sangene, som han egentlig synger. Der er ingen tvivl om, at hvis man er til de QOTSA-sange, som har Oliveri på vokal, bliver man på ingen måde skuffet her. Vi får da også "Gonna Leave You" fra hans tid i netop QOTSA.

Brendan Benson (The Raconteurs) spillede herefter en meget fin og ganske velbesøgt koncert. Hans indiepopsange er af høj kvalitet og minder mig en del om The Shins. Brendan virker til at være i rigtig godt humør, ligesom publikum også fra start synger med på flere af sangene. Alt i alt er bekendtskabet med den gode Brendan yderst positivt.

Selvom Austin er kendt som Live Music Capital of the World, findes der dog ikke nok spillesteder til at afholde alle konceterne. Derfor tages alternative lokationer også i brug. Et af disse er St. David's Church, som skulle lægge ramme om en midnatskoncert med canadiske Half Moon Run. Disse omgivelser er helt perfekte for dette band. For en gang skyld er publikum stille under alle numrene, og lyden står utrolig skarpt i den gode akustik, som kirken giver. Musikalsk kan de godt minde lidt om Of Monsters and Men, som de også skal varme op for senere på året, og de har nogle rigtig fine vokalharmonier de tre medlemmer imellem. På trods af nogle virkelig gode koncerter tidligere på dagen står denne koncert som dagens højdepunkt.

Et sidste band, som jeg når at få med, inden aftenen slutter er ligeledes canadiske Gold & Youth, der finder stor inspiration fra 80'ernes synthpop. Musikken er som sådan fin nok, men har dog svært ved at skille sig ud fra den bløde gennemsnitsvare. At der samtidig konstant pumper en hård bas igennem fra baren nedenunder gør, at jeg ret hurtigt vælger at takke af. Igen har jeg fået nogle rigtig stærke musikalske oplevelser, hvor især Dan Croll og Half Moon Run har været ekstra gode.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA