x

Dead Can Dance: I ni år levede vi af understøttelse

Dead Can Dance: I ni år levede vi af understøttelse

På årets Roskilde Festival spillede den engelsk/australske duo Dead Can Dance deres første koncert i Danmark, nogensinde, 32 år efter at bandet blev dannet. Duoen alias de to sangere og multiinstrumentalister Lisa Gerrard og Brendan Perry udgav i 80'erne og 90'erne en stribe plader med en særegen blanding af gotisk rock, post-punk, folk, ambient, renæssancemusik, verdensmusik og meget mere. Brendan Perry sang på engelsk, og Lisa Gerrard på sit eget hjemmelavede sprog.

Gruppen udsendte alle deres album på det stilskabende engelske selskab 4AD (dengang kendt for navne som Cocteau Twins og This Mortal Coil og nu for Bon Iver, The National og Efterklang) til støt stigende salgstal, men holdt en lang pause fra 1998 til 2011, kun afbrudt af en turné i 2005, for at fokusere på deres solokarrierer. Karrierer, der for Lisa Gerrards vedkommende blandt andet har bestået af musik til film som "The Insider", "Gladiator" (som gav hende en Golden Globe) og dokumentarfilmen "Samsara".

I 2012 udgav Dead Can Dance deres ottende studiealbum, "Anastasis", og indledte en lang verdensturné, der som nævnt bragte dem til årets Roskilde Festival, hvor de gav en meget rost koncert. GAFFAs anmelder Peter Ramsdal tildelte eksempelvis deres optræden fem stjerner under overskriften "Smukt gotisk parløb". Kort før koncerten fangede GAFFA den ene halvdel af bandet, Lisa Gerrard, i gruppens turbus til en snak om gruppens genforening og mulige fremtid.

Hvorfor gik du og Brendan fra hinanden, dengang i 1998, og hvorfor fandt I sammen igen?

– Brendan og jeg gik aldrig fra hinanden. Vi har vores forskelle. Når folk sagde, at vi var stoppet, undrede det os, for vi havde aldrig besluttet ikke at arbejde sammen. Det fungerede bare ikke rigtigt dengang. Det har altid handlet om at få vores idéer kanaliseret ind i værket. Vi mødtes for at lave noget, men vi følte os ikke sikre på materialet. Heller ikke selvom de ting, vi havde lavet, var virkelig smukke, for det var de. Jeg har siden lyttet til demoerne og tænkt: Hvorfor fungerede det ikke? Men det gjorde det ikke. Og for Brendan og jeg har det altid skullet føles rigtigt.

Så det vil sige, at der findes en masse uudgivet materiale?

– Ja, det gør det, men det er umuligt at gå tilbage og arbejde med det. Når du har forladt det, kan du ikke gå tilbage, for du kan ikke genkalde ånden fra dengang. Så foretrækker vi at skabe nye ting.

Men hvordan fandt I så sammen igen?

– Jeg arbejdede i Los Angeles, på musikken til "Samsara" (dokumentarfilm fra 2011, red.). Brendan kontaktede mig og sagde, at han skulle give nogle koncerter i Los Angeles, og han inviterede mig til en af dem. Jeg gik til koncerten, og han spillede blandt andet nogle gamle Dead Can Dance-sange. Jeg blev meget trist, da jeg hørte dem, for de numre var så stor en del af vores liv, så stor en del af vores kunstneriske vision og mindede mig om alle de ofre, vi havde bragt for musikken. Når vi arbejdede på vores musik, satte vi alt andet til side. Vi har arbejdet sammen, siden vi var børn. Det fortalte jeg ham bagefter, og han spurgte mig så, om jeg syntes, vi skulle tage tråden op igen. Jeg sagde, at jeg ville elske at prøve at give det et skud.

– Så det er et spørgsmål om tilfældet og om at løbe en risiko. For vi skal arbejde uden frygt. Så snart tvivlen sniger sig ind, kan vi ikke arbejde. Vores standard er så konfrontatorisk, vi er absolut nødt til at nå til et vist niveau, og hvis ikke vi kan det, bryder vi sammen. Så kan vi ikke fortsætte. Det er så skrøbeligt. Jeg forventer ikke, at andre skal forstå det. Jeg har en datter, som er kunster. Hun konfronterer en masse ting med den abstrakte bevidsthed, som er hendes kunstneriske sjæl. Det kan jeg absolut forholde mig til. De praktiske ting i hendes liv er meget sværere for mig, men når det handler om hendes abstrakte bevidsthed, kan jeg hjælpe hende, for det er noget, jeg har arbejdet med hele mit liv. Og jeg ved, at Brendan har det på samme måde.

– Jeg har arbejdet med mange andre kunstnere, men jeg har aldrig haft samme mentale forbindelse med nogen, som jeg har med Brendan (duoen dannede også par privat i nogle år tilbage i 1980'erne, red.). Den dybe fælles forbindelse til mytologi, til et værks landskab, farver, måne og stjerner, dets poesi, historie, ikke kun dets følelsesmæssige struktur. For at give eksempel: Der var engang en politisk bevægelse i Grækenland, som havde miniature-bouzoukier (et græsk strengeinstrument, som Dead Can Dance også bruger, dog i fuld størrelse, red.), som de gemte under jakken og spillede protestsange på. Hvis de blev pågrebet med det instrument på sig, blev de henrettet. Sådan noget er vi meget inspireret af. Især jeg, fordi jeg synger på et abstrakt sprog, så jeg må have nogle virkelige mytologiske koncepter at trække på for at gøre udtrykket sandt.

Hvis vi keder os, kan vi ikke skrive

Kommer der flere plader med Dead Can Dance?

– Vi må vente og se. Nu har vi klaret det denne gang. For tiden har vi en fantastisk evne til at finde ting. Jeg føler mere end noget andet, at vores venskab er meget stærkt nu, og det har altid været fundamentet. Store ting vokser ud af kærlighed og tillid, og lige nu stoler vi virkelig meget på hinanden, så det ser godt ud. Men det er først, når man står foran værket, at man ved, om man er på bølgelængde med hinanden. Folk spørger os om, hvorfor vi er så kostbare, men hvis det ikke føles rigtigt for os, hvorfor så lave noget, der er dårligt? Det ville skuffe alle. Men vi kan faktisk ikke lave noget, som er dårligt, for hvis vi keder os, kan vi ikke skrive. Vi er nødt til at være engagerede.

Under jeres lange pause er der sket meget i musikverdenen. For eksempel er pladesalget faldet dramatisk. Er det noget, I har kunnet mærke?

– Det kan godt lyde selvhøjtideligt, men jeg har aldrig nogensinde spekuleret på sådanne ting. De har intet at gøre med mig. Som kunstner lever jeg isoleret, og jeg tror, jeg også kan tale på Brendans vegne. Sådanne ting har absolut ingen relevans. De første ni år af vores karriere arbejdede vi på arbejdsløshedsunderstøttelse. Vi tjente absolut ingen penge. At skabe kunst har intet med musikindustrien at gøre. Hvis vi skulle tænke på den, ville det bare skabe stor forvirring, og vi ville ikke kunne skabe noget. Det vigtigste er, at når lysene går ud, uanset om du spiller for 100 eller 100.000 mennesker, så handler det om det samme. Du må være i forbindelse med din kunstneriske sjæl og dele ud af den fra det reneste sted. Hvis ikke, hvorfor så overhovedet spille musik?

– Enten har du forbindelse til din kunstneriske sjæl, eller også har du ikke, og hvis ikke du har, giver det bagslag. Det er ligesom, hvis du stikker fingrene i en stikkontakt. Du er nødt til at have det rigtige stik, du kan ikke bare proppe hvad som helst ind. Så snart du kommer op på scenen, er der en stor elektrisk kraft. Du behøver ikke skabe den energi, den er skabt for dig. Det er derfor, vi lige har udgivet et livealbum. Alt, du skal gøre som publikum, er at kigge på os, som om du elsker os. Bare én person i lokalet gør det. Det handler alt sammen om tro og kærlighed.

Der er ingen, der har lovet dig noget

Mens pladesalget falder, er streaming blev mere og mere populært. Hvordan har I det med den udvikling?

– Der er fordele for yngre grupper. Min datter finder meget ny musik på internettet. De unge ved, hvilke sider de skal gå til for at finde den. Det er godt, for pladeselskaberne sanser den ikke, de er utroligt kyniske og vil kun have dig til at lytte til bestemte ting. Det er blevet sværere at tjene penge på at lave musik, men hvis det er dit incitament, så lad være med at lave det. Det kan være, du aldrig tjener en øre. Der er ingen, der har lovet dig noget. Og hvis du tjener penge, så brug dem klogt. Det er en gave. Jeg tænker ofte: Hvordan er vi kommet til at tjene penge på musikken? Hvad skete der? Det er forbløffende. I lang tid tjente vi ingenting.

Men folk, der streamer musik, hører ofte ikke hele album, men kun enkeltstående sange. Hvordan har I det med det – I er jo et meget albumorienteret band uden singlehits?

– Det tænker jeg ikke på. I hvert eneste stykke musik, vi nogensinde har skabt, har vi lagt al vores kærlighed. Hver sang kan stå alene og behøver ikke hjælp fra andre af vores sange. Enten forstår du musikken, eller også gør du ikke. Vi har ikke udgivet et eneste nummer, som vi ikke står ved.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA