x

Reportage: Musik I Lejet 2013

Reportage: Musik I Lejet 2013

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion.

Festivalen Musik I Lejet fandt sted den 18.- 20. juli i strandbyen Tisvildeleje i Nordsjælland, og GAFFA var med under hele begivenheden.

Musik I Lejet blev for første gang afholdt for fem år siden, hvor det startede med at være et lille arrangement på strandbyens gamle stejleplads (et lille område hvor fiskerne har mulighed for at hænge deres fiskenet til tørre) - meget autentisk, byen taget i betragtning. Men i anledningen af den øgede interesse for arrangementet valgte den tidligere gratisfestival i år at udvide sit format, hvilket ligeledes krævede en indgangspris. Af den årsag bliver deltagelsen i dette års festival på mange måder historien om den lille festival, der gerne vil være voksen.

Dag 1

Ved ankomst til festivalpladsen denne eftermiddag vil sommeridyllen næsten ingen ende tage: femogtyve grader, klar solrig himmel, sand under fødderne, havets brusen i baggrunden, udsigt over Kattegat, et bakkefyldt skovlandskab, fuglekvidder og festivalgæster i alle aldre. Det må vist kaldes dansk sommer i verdensklasse, og så endda i Nordsjællands svar på Hellerup – der i øvrigt i ugetallets anledning også inkluderer "det rigtige Hellerup", eftersom Casper Christensen og co. samtidig med festivalen afholder den nyopstartede festkavalkade "Tisvilde29".

Efter at have entreret pladsen, under det håndmalede og hjemmebyggede Musik I Lejet-skilt, møder mit blik en hyggelig festival med et primitivt set-up bestående af telte og hjemmelavede siddepladser i form af henholdsvis nogle store trapper og nogle mindre kasser – alle i forskellige niveauer, særdeles velfungerende. Bag den store scene, Skovscenen, der befinder sig i enden af pladsen, skimter jeg nogle gule campingvogne fra det lokale ungdomscirkus, Cirkus Kanutski, og tænker på, om det mon er backstage-området. Det hele er meget beskedent, nede på jorden og hyggeligt. Her kan du komme, som du er.

Den første musiker er allerede i gang: den elektroniske poet Mikael Simpson er ved at slå sig sine folder på Skovscenen, hvor han giver Tisvilde sit bud på moderne dansksproget musik. Publikum er lidt tilbageholdende, men ser alligevel ud til at nyde den lyriske elektro, og især nummeret "Jeg kan se det, at du ved det" bringer glæde og genkendelse hos tilskuerne. Simpson slutter sin koncert af med et "medley-jam", som han så fint kalder det, der ligeledes inkluderer et af hans mest velkendte numre "Jeg sidder fast".

Herefter måtte de sortklædte mænd give scenen videre til drømmende Indians, hvis musik næsten ikke kunne være mere velvalgt til tid og sted. Bag navnet Indians står den danske kunstner Søren Løkke Juul, der er signet hos det prestigefyldte pladeselskab 4AD. Det engelske selskab huser blandt andre også Bon Iver og The National, og især førstnævnte kan Indians beslægtes med rent musikalsk. Og referencerne til Bon Iver er igen særdeles passende til rammerne. Under koncerten indvier Søren Løkke Juul os i, hvad flere af sangene handler om, hvilket kun gør oplevelsen mere berigende.

Næste levende billede er punkgruppen Baby In Vain, der udelukkende består af unge piger i alderen 17-19 år. Imidlertid sætter dette dog ikke en stopper for, hvad trioen kan præstere. Selvom Baby In Vain kun har været i gang i forholdsvis kort tid, synes jeg alligevel, at der er en udvikling at spore hos pigerne. De er blevet langt bedre på scenen, og agerer meget mere erfarne end tidligere. Måske er det Roskildes skyld, men det siges jo også, at den festival gør noget særligt ved de optrædende.

Popsmeden Marie Key er den næste på programmet, og hun tiltrækker som altid et talstærkt publikum. Festivalpladsen er da også næsten fyldt, da sangerinden med den kontroversielle stemme træder ind på Skovscenen og leverer en helt udmærket koncert. Toppunktet er uundgåeligt Marie Keys hit "Uopnåelig", hvilket også fremgår så tydeligt, at man kan synes, at sangerindens andre numre falmer en smule.

Torsdagens højdepunkt er uden tvivl den altid dygtige og ikke mindst festlige Lucy Love, der denne aften står for at lukke musikdelen ned. Med numre som "Daddy was a DJ", "Poison" og specielt remixet af "No V.I.P." vælter sangerinden festivalpladsen med stil. Sidstnævnte endda ganske bogstaveligt, idet hegnet foran scenen på et tidspunkt må give efter for publikumspresset. Ud over en præstation i særklasse røbede Lucy Love, at førstesinglen "Prison" fra hendes kommende album, en sang, som vi i øvrigt også fik glæden af at høre, udgives den 19. august.

Nattelivet på festivalpladsen skulle holdes i live af den københavnske natklub Culture Box, der siden Musik I Lejets start om eftermiddagen har fyldt festivalens lille scene, Strandscenen, med elektronisk musik. 

Dag 2 

Festivalens anden dag byder på meget tom festivalplads. Om det er strandture, arbejde eller gårsdagens tømmermænd, der står i vejen for, at folk møder op "til tiden" denne eftermiddag er ikke til at sige, men tomt, det er der. Det første musikalske indslag for voksne er gruppen Mellemblond, der laver dansksproget pop. Kvarteten åbnede med nummeret "Vågnede en morgen", hvilket matchede omstændighederne aldeles godt, idet de publikummer, der var ankommet stadig syntes at være i en sovende tilstand.

Heldigvis kommer der mere eller mindre liv i festivalpladsen i løbet af koncerten, og gruppen kunne derfor i ro og mag give mikrofonen videre til nye danske Travelling Tribes. Gruppen spiller på den lille Strandscene, og sender sammen med en lys falset og instrumenter inspireret fra det meste af verden, heriblandt afrikanske trommer og panfløjter, en rolig sommerstemning ud over både festival og strand. Et beroligende og behageligt bekendtskab.

Den næste kunstner, vi skal være i selskab med, bliver præsenteret som et nyt ungt talent, og går under navnet Schultz & Forever. Enmandsbandet består af den 18-årige Jonathan Schultz, og hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at han er en voksen brite. Med Schultz & Forever på scenen virker det som om, at publikum vågner fra deres morgentrance, og både festival- og sommerstemning indtræder. Især den unge sangers spil på sin akustiske guitar giver anledning til at blive både imponeret og rørt.

Aftenens øvrige festivalindslag består af Dangers of the Sea, med medlemmer, der både kan skrive Saybia og Efterklang på cv'et, post-punk/new wave-bandet The Minds of 99, der i skrivende stund er deltagere i KarriereKanonen, rapperen Mund de Carlo, musikkollektivet Cody og ikke mindst CTM aka. Cecilie Trier.

Topnavnet denne aften er også dagens sidste musikalske indslag på live-fronten. Her er der tale om disko-drengen Vinnie Who, der ligeledes er et af den samlede festivals hovednavne. Man kunne have frygtet, at den eftertragtede herre ville have svært ved at sætte sig op til at spille for et publikum af Musik I Lejets størrelse, efter han blot få uger forinden åbnede Orange Scene på årets Roskilde Festival, hvor der var det tidobbelte antal mennesker til stede. Glædeligvis er dette ikke tilfældet, og Vinnie Who holder, dog med en vis overlegenhed, en kæmpe diskofest, som var vi tilbage til i de glade 70'ere. Festen kulminerer under radiohittet "Remedy", men forsætter videre i de højere luftlag med det gamle Talking Heads-nummer "Life During Wartime", hvor Vinnie Who nærmest skriger stroferne "This ain't no party, this ain't no disco, this ain't no fooling around". Med hans vilde øjne og heftige dansetrin overvejer man ikke kun, om han kommer fra en anden tidsalder, men også hvorvidt, der er tale om en anden galakse. Med andre ord bliver aftenen sluttet af med manér.

Dag 3

På den tredje og sidste festival dag må man igen overvære trætte og knap så veloplagte festivaldeltagere de første timer på eftermiddagen, hvilket også er forventeligt. Er man dog alligevel til stede, fysisk som mentalt, oplever man i de tidlige timer cover-sangerinden Paula Newwoman, Waldo & Marsha, der består af otte aarhusianske britpop-drenge, den afdæmpede duo Munck/Johnson og folk-trioen Boho Dancer, der vandt KarriereKanonen i 2011.

Herefter begynder festivalgæsterne for alvor at ankomme, alle i deres sommeruniformer, og klar til at drikke dagens første fadøl. Sidstnævnte får de lov til at gøre til tonerne af Ice Cream Cathedral, den københavnske trio, der spiller det de selv har udnævnt "space pop". De unge bandmedlemmer, der både spiller på rockinstrumenter og synths, spillede en aldeles veludført koncert, der var fuld af indlevelse og musikalitet på højt niveau. Blue Foundation-sangerinden Kirstine Stubbe Teglbjærg er næste, lidt forsinkede, navn på programmet og indtager den store af de to scener på fineste vis. Teglbjærg leverer, hvad hun skal: drømmende dansksproget popmusik, der kredser om alvorlige emner og en skøn vokal. Hverken mere eller mindre.

Det næste musikalske indslag kommer fra af den nye danske gruppe Gabriel, der selv mener, at de genremæssigt bevæger sig inden for pop. Skulle man dog prøve at nærme sig genren lidt mere, ville det kunne kaldes dansksproget elektro-pop med elementer fra mange af de tungere elektroniske genre samt r&b. Denne lille intime koncert på Strandscenen er en meget positivt overraskende oplevelse, der byder på et eftertænksomt, men samtidig opløftende univers med flotte vokaler.

Næste levende billede på festivalprogrammet er duoen Cancer, der imidlertid ikke kun er en duo live. Cancer består af forsangeren fra When Saints Go Machine Nikolaj Vonsild og Kristian Finn Kristensen fra Chorus Grant, og sammen laver de, hvad de selv beskriver som "future ballads fra et parallelt univers" – med andre ord: musik fra flere forskellige verdener. Dette er da også tydeligt, når man hører Cancers musik, der har klare referencer til begge af de to medlemmers bands, men hvor Vonsilds vokal stadig er både det dominerende og det bærende.

The William Blakes er festivalens næstsidste koncertindslag, og de går på lige omkring klokken 23, på trods af at de oprindeligt skulle have spillet halvanden time tidligere. Forsinkelsen ser dog ikke ud til at påvirke publikum, og de modtager Kristian Leth og co. med stor begejstring. I selskab med nogle af gruppens mest veludførte og populære numre, der denne aften synes at være "Caves and light", "Secrets of the State" og ikke mindst "Science is Religion", formår The William Blakes at holde både liv og stemning oppe hos det ellers festivalmættede-publikum.

Hvis man under Vinnie Who dagen før følte, at festivalpladsen var fyldt op, så kan man godt tro om igen. Nu er den fyldt til randen. Årsagen til dette må være, at det nuværende tidspunkt, for mange af festivaldeltagerne, er dagenes højdepunkt – i hvert fald når det kommer til festmusik. Her tales der uundgåeligt om dj-kollektivet Den Sorte Skole, der efter i alt godt to timers forskydning i musikprogrammet går på scenen. Med andre ord så har de forventningsfulde tilskuere i høj grad haft mulighed for at piske en stemning op allerede inden koncerten, og dette er da også tilfældet. Den Sorte Skoles lyd, lys, rap, remix og stribevis af forskellige genrer på én gang får imidlertid også koncerten op på et niveau, der beviser, at den er det helt optimale punktum for dette års Musik I Lejet.

Festivaloplevelsen 

Det er lidt svært at komme med kritikpunkter til Musik I Lejet, da det vil svare til at kritisere hippietiden og "peace, love and harmony". Den er simpel, uhøjtidelig og til tider ret uorganiseret, men særdeles harmløs. Som festivalarrangørerne selv har udtalt, så balancerer festivalen mellem at være en folkefest og en festival, og i år må det i høj grad også siges at være tilfældet. Man kan så overveje om denne balancegang skal forblive en identitetskrise i fremtiden, eller hvorvidt man som festival vil beslutte sig for at vælge en af de to, så hverken arrangørerne selv, de optrædende kunstnere eller publikum er i tvivl.

Til spørgsmålet om, hvorvidt festivalen formåede at vokse op, kan man svare, at den er nået teenage-alderen. Med andre ord er den kommet et godt stykke på vejen ind i de voksnes rækker, men samtidig har lidt vej igen. Festivalen beviste, at den godt kunne bære at blive en betalingsfestival, og med de festivalrammer, den har til rådighed, så kan det kun gå fremad! Desuden er én ting er sikkert, hvad angår Musik I Lejet: alle så ud til at more sig, og det er jo trods alt det vigtigste.

Læs mere fra festivalen her: anmeldelse af Gabriel-koncert, anmeldelse af Mellemblond-koncert, interview med Ice Cream Cathedral, interview med Gabriel og interview med festivalarrangørerne.

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA