x

GAFFAs jubilæums-interview 6: Tim Christensen

GAFFAs jubilæums-interview 6: Tim Christensen

GAFFA fylder 30 år i september, og det fejrer vi blandt andet med udgivelsen af albummet "Gi' Et Nummer", hvor en række af landets pt. mest spændende artister har indspillet deres danske yndlingsnummer fra den periode, GAFFA har eksisteret, altså årrækken 1983-2013. Det betyder, at man kan høre fortolkninger af så forskellige danske navne som blandt andre Aqua, Superheroes og Kasper Winding udført af ligeledes forskellige kunstnere, der strækker sig fra Mikael Simpson til Nephew og The Floor Is Made Of Lava. Albummet bliver eksklusivt trykt i kun 3000 eksemplarer og ikke genoptrykt igen.

Overskuddet fra salget vil gå til Ungdommens Røde Kors, hvor pengene er øremærket til musikprojektet "URK præsenterer", hvor der blandt andet arrangeres non-profit-koncerter.

Tracklisten til albummet er som følger:

Ulige Numre: Kom Tilbage Nu (Danseorkestret, 1985)
Mikael Simpson: Midnat I Europa (Thomas Helmig, 1986)
Kirstine Stubbe Teglbjærg: Hvor Går Vi Hen? (Lars H.U.G., 1987)
The Eclectic Moniker: Kom Nu Hjem (Kasper Winding, 1989)
Nephew: Det Si'r Sig Selv (C.V. Jørgensen, 1990)
Tim Christensen: Spiderman (Fielfraz, 1996)
The Floor Is Made Of Lava: Roses Are Red (Aqua, 1996)
Hymns From Nineveh: Fald Min Engel (TV-2, 2001)
Go Go Berlin: Turn Me On (Superheroes, 2002)
Christian Hjelm: Worst/Best Scenario (Nephew, 2004)
Nelson Can: Riverside (Agnes Obel, 2010)

Køb albummet via GAFFA Shop her.

I dag stod jeg op klokken 9:30, tog et bad og tog derefter herned på Von Fressen for at spise morgenmad – havregrød og æblejuice. For ti år siden var det fuldstændig urealistisk tidligt at stå op, men som 38-årig er det nærmere lidt for sent. Man vågner bare tidligere, jo ældre man bliver. Jeg har en kæreste, der er noget yngre end mig, og hun er god til at sove længe, det kan jeg desværre ikke længere, og det savner jeg. Til gengæld tager jeg gerne en time midt på dagen, hvis der er tid til det.

Det underligste sted, jeg har hørt min musik, har været på et toilet.Der sker nemlig noget underligt, når folk genkender en kendt, for så har folk meget travlt med at bruge kræfter på at lade som om, at de ikke har set den kendte. De afslører dog tit sig selv, for underbevidstheden kører. Hvis jeg er på restaurant og skal på toilettet, så går jeg altid ind i en af de aflåste båse i stedet for at bruge urinalet. Hvis der så er en anden på toilettet, der har genkendt mig, men gør sig umage med at vise, at han ikke har registreret mig, så kan jeg høre, at han begynder at fløjte en af mine sange. Det er noget, der forgår i hans underbevidsthed, så jeg tror ikke selv, at han registrer, at han fløjter Silverflame. Det er ret syret og et underligt sted at høre min egen musik. Og et eller andet sted synes jeg, det er lidt fjollet, at man bruger så meget energi på at lade som om, at man ikke har set mig i stedet for bare at give et symbolsk nik med hovedet til mig. Altså måske ikke lige på toilettet, men ellers.

Når jeg har skullet lave lister over de bedste album, så har jeg været nødsaget til at dele det op i to, for jeg kan ikke blande en plade fra 00'erne sammen med en plade fra 60'erne. Så jeg har delt det op i plader, før jeg blev født, og efter jeg blev født, så det skiller i 1974. Førstepladsen på den nyere liste, og dermed den bedste plade inden for de sidste 30 år, er The Flaming Lips-albummet The Soft Bulletin, fordi den er så mesterlig og værk-agtig. Den er sindssygt overbevisende uden er være klam-virtuos. Der er virkelig gjort noget ud af den plade, og det endda af folk, der ikke spiller særligt godt eller for den sags skyld synger særligt godt. Den virker så inspireret, den plade, og derfor virker den også meget inspirerende, den har i hvert fald inspireret mig meget.

Navnet på mit allerførste band var Crep. Det var mit børnerock-band, og jeg tror, det havde noget at gøre med første bogstav i vores efternavne eller noget. Jeg startede med at spille guitar, da jeg var syv, og året efter syntes jeg, at jeg var så god, at jeg dannede mit første band. Vi eksisterede i tre-fire år og spillede faktisk flere koncerter. Jeg spillede guitar, sang og skrev sangene så fuldstændig identisk med sådan, som det er i dag. Der findes faktisk nogle ret gode optagelser af os, for vi var i studiet flere gange. Måske skulle jeg poste noget af det på min blog en skønne dag.

Af mine kollegaer må det være Jonas Struck, der var guitarist i Swan Lee i gamle dage, og som nu hovedsagligt laver filmmusik, der har den bedste musiksmag. Han har i hvert fald introduceret mig til meget musik. Han har været en god ven i tyve år, og vi har haft nogle gode musikmøder, hvor vi har bombarderet hinanden med nye opdagelser. Han har blandt andet introduceret mig for psykedeliske garagerock-ting som The Chocolate Watchband, The Electric Prunes og The 13th Floor Elevators. Så har jeg til gengæld introduceret ham for en som for eksempel Vashti Bunyan.

Jeg kan ikke huske hvilken sang, der sidst fik tårerne frem, men jeg kan huske en helt særlig koncert, der havde den effekt på mig. Det er efterhånden nogle år siden, men Neil Finn fra Crowded House spillede en koncert i Lille Vega i kølvandet på sit supergode debutalbum Try Whistling This. Jeg var i en fase med et stort heartbreak, så jeg var sart, og så står Neil Finn der og spiller de smukkeste sange og slutter af med Don't Dream It's Over, og der kunne jeg simpelthen ikke kæmpe imod mere, så tårerne begyndte at trille ned ad kinderne. Det var en meget stærk oplevelse og egentlig meget lækker-depri. Det var i hvert fald rart at kunne gå så meget ind i musikken og lad sig berøre af den, selvom man var omgivet af fremmede mennesker.

Mit største idolmøde var uden tvivl med Paul McCartney i 1991, hvor han spillede en koncert i Falconer Salen i København. Jeg var 16-17 år og rigtig fanboy og havde et par venner, der var ligeså begejstrede for ham, så vi fik købt billetter til koncerten og endte faktisk med at have en billet i overskud, som jeg fik solgt foran spillestedet for 1000 kroner. Det var latterligt mange penge, og jeg havde aldrig haft så mange i lommen før. Koncerten var skidegod, og under det sidste nummer spurgte min ven mig om, hvor jeg troede, at Paul tog hen efter koncerten. Jeg gættede på, at han bare tog direkte ud til lufthavnen. "Jamen skal vi så ikke tage en taxa derud og se, om vi kan fange ham?", spurgte min ven så, og jo, hvorfor ikke, for jeg havde jo masser af penge i lommen til den taxa.

Ude ved lufthavnen kører vi langs den store landingsbane, og det her er altså lang tid før 9/11, for lige pludselig ser vi et hul i hegnet ind til flyvepladsen, så vi beder taxachaufføren om at stoppe og kravler ind igennem hegnet og løber som helt kåde drenge ind på den her gigantiske flyveplads, uden at vide hvor vi skal hen. På et tidspunkt ser vi en bus og løber hen til den, for at tjekke om det er McCartneys bus. Og minsandten, så står han der simpelthen, selveste Paul McCartney. Sammen med Linda i øvrigt. Vi er helt oppe at køre over, at et så ugennemtænkt projekt skulle lykkedes, så vi står og hujer og vinker til Paul for at få ham ud af bussen, og han var så sød at komme hen i døråbningen og hilse pænt på os, inden de kørte videre hen til deres flyver. Jeg fik taget et billede af ham, desværre ikke sammen med ham, og jeg fik en autograf og fik lov til at trykke manden i hånden og fremstammet: "Hey, fed musik, mand" på teenagerengelsk. Det var stort, men især måden, det skete på.

Det bedste råd, jeg har fået af en kollega, er ikke et råd som sådan. Men jeg kan huske, at jeg engang havde en snak med Kasper Eistrup, i en periode, hvor han led af skriveblokade. I øvrigt noget, der blev afdækket i filmen Rocket Brothers. Vi snakkede om betydningen af udtrykket skriveblokade og kom frem til, at det nok var smartere at bruge et udtryk som skrivestimer og så være glad, når man var inde i sådan en periode i stedet for at panikke, når det modsatte var tilfældet. Der var et eller andet befriende ved at anskue det på den måde.

Når jeg er på turné, bruger jeg helt klart for mange penge på lp'er. Det er selvfølgelig begrænset, hvor mange byer i Danmark der rent faktisk har rigtige pladeforretninger, men ofte så bor vi i de lidt større byer, så når vi skal spille i Skanderborg, så bor vi i Aarhus, og der er gode vinylbutikker som Route 66, Stardust, Badstue Rock og Dandelion. Jeg kan ikke tjekke ud af Århus uden at skulle forbi de butikker. Og det samme gælder for Odense, hvor en af landets bedste pladebutikker ligger, og det er Moby Disc, som virkelig kan noget inden for både nyt og brugt. Og her i København kommer jeg meget i Sound Station, som jeg kun bor 10-20 meter væk fra, så jeg kan ikke gå uden for min dør uden at komme forbi den forretning, og det er simpelthen så lokkende.

Hvis jeg skulle have skrevet et hit til Celine Dion, så ville jeg være helt kynisk og byde ind med Titanic-sangen (My Heart Will Go On) kun for pengenes skyld. Jeg er så lige nødt til at knytte en lille historie til min egen sang Right Next To The Right One, som hun sang, for der blev der ikke tænkt i penge, men derimod i en form for ære. For jeg så det helt klart som en ære at blive ringet op af hendes producer, der fortalte, at Celine Dion gerne ville indspille min sang, for holy shit og helt klart da. Selvfølgelig var der noget økonomisk i det, der var helt fint, men folk tror jo, at jeg har solgt en sang til hende og er blevet svinagtig rig på det, og der kan jeg lige så godt afsløre, at det er jeg bestemt ikke. For det første er nummeret at finde på et album, hun har lavet i sin karrieres efterår, og for det andet er det altså kun et album-track og ikke en single. Så jeg har nok tjent flere penge på min egen version af den sang, end jeg har på hendes.

Den musik, jeg forbinder med min egen 30-års fødselsdag, er faktisk min egen. Jeg fejrede nemlig min 30-års fødselsdag på Roskilde Festival under Honeyburst-turnéen. Den plade var mit gennembrud som solist, og Roskilde Festival var ligesom højdepunkt og kulminationen på hele den turné. Der findes faktisk en skidegod optagelse af den koncert, hvor vi spiller Whispering At The Top Of My Lungs, hvor det hele går op i en højere enhed med kuldegysninger og hele pibetøjet.

Det album, jeg oftest har givet som gave, er Night On My Side af Gemma Hayes. De fleste aner ikke, hvem hun er, men det er en af de plader, der ligger på min top ti over plader fra 1974 og frem. Jeg har hørt den plade så vildt mange gange, og den er kommet så langt ind under huden, at jeg er blevet meget inspireret af den. Når man opdager noget, man bliver så glad for, så vil man gerne sprede budskabet. Jeg hørte på et tidspunkt fra en af de danske medarbejderne på hendes pladeselskab EMI, at Night On My Side-albummet havde solgt 52 eksemplarer herhjemme, og det er altså for 12 år siden og før streaming, så det er virkelig få solgte eksemplarer. Ud af de 52 er jeg fuldstændig sikker på, at jeg har købt halvdelen og foræret væk i gave. Det er ret langt ude.

Da jeg var avisbud som teenager, var det altid med walkmanen kørende konstant, og det var især Iron Maidens Powerslave, der var i hot rotation, da det album fik avisruten til at gå lidt hurtigere. Den dag i dag er jeg stadig superfan af de første seks-syv Iron Maiden-plader.

Den sjoveste gave, jeg har fået af en fan, var tilbage i Dizzy Mizz Lizzy-dagene. Det har nok været i 1994, hvor vi virkelig peaker, sælger bunker af plader og derfor også tjener gode penge. Vi fik meget fanpost dengang, og i et af brevene var der de der amuletter, der typisk bruges af kærestepar, da amuletten er delt i to, og når de sættes sammen, udgør de en hel amulet. Jeg fik så den ene halvdel, og den anden halvdel var til vores trommeslager Søren, og allerede der var det lidt spøjst, men vi var jo tre i bandet, så til vores bassist Martin lå der halvtreds kroner, for så kunne han selv købe et eller andet, da opfindsomheden åbenbart var brugt op. Det syntes jeg fandeme var skægt.

 

Hvorfor fortolke Spiderman af Fielfraz til Gi' Et Nummer-opsamlingen?

– Fordi Fielfraz er et af de allerbedste rockbands, vi har haft herhjemme nogensinde, og samtidig et af de mest undervurderede bands nogensinde. Jeg synes, det har været sjovt at lave nummeret, og det er blevet ret godt, men det kommer på ingen måde op i nærheden af originalen. Så det skal ses som en kærlig anbefaling af et band, der desværre er gået i glemmebogen. Så jeg vil opfordre folk til at gå på opdagelse i deres bagkatalog, for der ligger virkelig nogle gode ting, som ikke har fået den opmærksomhed, de har fortjent. Og med det in mente, så ligger der måske også en smule dårlig samvittighed over, at Fielfraz faktisk var happening i starten af 90'erne, men lige pludselig kom der en række unge rockbands herhjemme, der fuldstændig fjernede opmærksomheden fra Fielfraz. Hvis man ikke selv kan regne det ud, så var jeg selv en del af det. Og der er ingen tvivl om, at Fielfraz helt klart har haft det hårdt der, for de spillede sgu ikke grunge og havde klippet sig korthårede på det tidspunkt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA