x

Interview: Bert Jansch – den akustiske guitars Jimi Hendrix

Interview: Bert Jansch – den akustiske guitars Jimi Hendrix

Bert Jansch? Hvem? Hvis ikke navnet ringer en klokke, skal du ikke være fortvivlet. Den 62-årige skotske sanger og sangskriver er ikke ligefrem verdenskendt, på trods af at han har været musikalsk aktiv i over 40 år. I musikerkredse har han derimod en høj stjerne. Neil Young har således kaldt ham "den akustiske guitars svar på Jimi Hendrix", og også Led Zeppelins Jimmy Page og yngre guitarister som Johnny Marr (The Smiths med flere) og Bernard Butler (Suede med flere) har meldt sig som fans. Alle er de fascinerede af Janschs helt specielle og meget nuancerede akustiske guitarspil, som sammen med hans nasale stemme og ofte eftertænksomme og melankolske sange i omegnen af folk, blues og jazz har været hans adelsmærke gennem hele karrieren.

Bert Jansch er for tiden aktuel med sit nye og 23. album "The Black Swan", som er blevet kaldt et af hans bedste i adskillige år af toneangivende musikmagasiner som Uncut, Mojo og Q. I den forbindelse fik GAFFA en snak med den lavmælte guitarhelt.

Du har primært spillet akustisk guitar i over 40 år. Hvad er det, der er så fascinerende ved den akustiske musik?
– Den er for mig meget ægte og tidløs, svarer Bert Jansch med sin dybe og langsomt talende stemme. – Der kan være bølger, hvor musik, især popmusikken, er domineret af for eksempel synthesizere og elektronik, som den var det i firserne og halvfemserne, men den akustiske musik har det ligesom med altid at vende tilbage. Eller rettere: Den hele tiden været her, mens poppen og rocken kommer og går. Der behøver dog ikke at være noget galt med for eksempel synthesizer-domineret eller elektrisk musik, men jeg foretrækker trods alt den akustiske.

Jansch fortsætter: – Akustisk musik kan også være meget simpelt. Du behøver bare at samle en akustisk guitar op, så kan du lave musik og akkompagnere dine egne sange – du skal ikke slæbe rundt på tunge instrumenter som for eksempel et klaver eller et trommesæt, og det er også ret let at spille på en akustisk guitar som begynderinstrument. De fleste, der spiller guitar, uanset om det er elektrisk eller akustisk er også begyndt med en akustisk guitar. Enten fordi det er nemmest, billigst, eller fordi man så kan øve sig uden at forstyrre naboerne, griner han. – Og det lyder godt, så snart du har fået stemt den og slået en akkord an.

Nu siger du, det er enkelt at spille akustisk guitar, men den måde, du spiller på, er jo ikke ligefrem simpel?
– Nej, men nu har jeg jo også haft nogle år til at øve mig i, haha.

Det er sjovt, at du udgav dit debutalbum i 1965 – det samme år, hvor Bob Dylan begyndte at spille elektrisk. Det har du aldrig haft lyst til.
– Nej, jeg synes, der er uendelig mange muligheder at udforske også med den akustiske guitar, så det er rigeligt for mig.

Banhart og Orton er gæster
Du har også været inspiration for mange unge folk-orienterede navne som for eksempel Devandra Banhart og Beth Orton, og begge medvirker på dit nye album. Hvorfor har du taget dem med?
– I starten havde jeg planer om at lave et rendyrket soloalbum, men efterhånden blev jeg klar over, at det ville være godt med lidt indflydelse udefra. En fyr fra mit pladeselskab satte mig i forbindelse med produceren Noah Georgeson, som jeg mødte ved en koncert i London, og dér stødte jeg også ind i Banhart, hvis band han spillede i. Og vi klikkede alle godt sammen og besluttede så at arbejde sammen. Beth mødte jeg for to år siden ved en festival, hvor hun spurgte mig, om ikke jeg ville give hende nogle guitartimer. Og det ville jeg godt, selvom hun faktisk ikke behøvede det, og vi har været venner siden. Jeg er ret vild med hendes stemme, så det var oplagt at spørge hende, om hun ville synge med på nogle sange på mit nye album.


Du har også nogle ret berømte fans, såsom Neil Young og Jimmy Page. Hvordan er det at have fans, der er meget mere berømte end dig? Har du aldrig haft lyst til også at blive en megastjerne?
– Næ, den slags har jeg aldrig tænkt på. Så længe jeg kan leve af at spille musik, er det fint med mig. Men nu har jeg jo også altid spillet folkemusik, og dér bliver folk ikke sådan rigtig berømte. Dét er kun i pop- og rockverdenen, og det har aldrig rigtigt været mit felt.

Du har et par ret politiske sange på dit nye album, for eksempel "Texas Cowboy Blues". Hvorfor skal vi nu have endnu en kritisk sang om George Bush og Irak-krigen?
– Fordi han stadig er ved magten. Sangen handler dog ikke så meget om Irak-krigen som om de miljøkritiske farer, der er ved, at USA ikke tilslutter sig internationale klimaaftaler. Men jeg synger selvfølgelig om olie, og det hænger jo på en eller anden måde sammen med Irak-krigen.

Du har også en sang, der hedder "Bring Your Religion". Du skriver på coveret, at du tror på Gud, men ikke følger nogle af verdens kendte religioner. Hvad skal det sige?
– Det er en sang, der handler om, at uanset hvilken religion man tror på, så er det overordnet set de samme ting, man tror på. Og så kan man lige så godt tro sammen frem for at bekæmpe hinanden. Den type sange har verden så absolut brug for, slutter Bert Jansch og tilføjer, at han håber, han kan komme til Danmark og spille næste år.

 

Bert Janschs hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA