x

Green Concordes turnedagbog kapitel 1

Green Concordes turnedagbog kapitel 1

Torsdag den 15. marts, Nørrebro-Hamburg
Øvelokalet, Nørrebro. Mens støvet lægger sig over den smadrede asfalt efter de seneste dages krigslignende tilstande i denne del af København, pakker vi vores arsenal af gear, stramme jeans og diminutive mp3-afspillere i landets utvivlsomt mest skramlede version af en minibus. Grundmalingen er holdt i en stram skidengul (der måske engang var hvid), hist og her og hele vejen rundt garneret med opfindsom graffiti i multi-matchende farver. Speedometeret står til 120 km/t. På motorvejen tværs over Sjælland har vi besvær med at holde farten over 100, og nålen rammer 70, da vi rammer højbroen på Storebælt. I medvind. Motoren skulle ifølge udlejer være i bedre stand end resten af bussen. Det er sikkert sandt. Brug af bremserne kræver i hvert fald en veludviklet evne til at se ind i fremtiden, og rattet drejer ubesværet 90 grader, før hjulene registrerer, at der er bud efter dem. Vores tanker går mod Hamburg, hvor der står en specialbygget tourbus-version af en Mercedes Sprinter og venter på os.

Fredag den 16. marts, Hamburg-Wiesbaden
Første koncert er i Wiesbaden, 5 timers kørsel syd for Hamburg. Men hvilke fem timer i selskab med vores nye flyder af en 9 personers tourbus, udstyret med fladskærm, PlayStation, GPS og dobbeltmadras under taget. Læg dertil masser af plads til gear og bagage, og man har den totale kontrast til det lig, som designated driver Gordon afleverede på en parkeringsplads bag ved Svanemøllen Station klokken syv fredag morgen.

Spillestedet hedder Schlachthof. Backstage spotter vi plakater med Tiger Tunes, The Hives, …and you will know us by the trail of dead, og vi føler os i det hele taget godt til rette. Morten har ladet sig overtale til at anlægge en mandlig moustache, og der går en del tid med at gætte på, hvor meget han kommer til at ligne Burt Reynolds.

Koncerten går fint, og bagefter dj’er booker-Jan og hans kammerat Florian med pumpet electroclash og indie-tunes. Senere bliver Jans 16 timer gamle mac stjålet backstage, mens Peter konverserer med en dør, der taler som en fugl. Wiesbaden rules.

Lørdag den 17. marts, Wiesbaden-Dortmund
Efter et gedigent morgenmåltid, hvor der lægges planer om at hyre Jack Bauer til at finde Jans computer (det skulle højest tage 24 timer), finder Peter en grundplan over spillestedet, der til forveksling ligner et erigeret lem. Jan har besluttet sig for selv at indtage rollen som Jack Bauer og svarer ”You gotta trust me on this one, Tony”, hver eneste gang man stiller spørgsmål ved hans prioriteringer.

Turen går til Dortmund, hvor det gamle EM-koryfæ Flemming Povlsen slog sine krøller tilbage i 90’erne. Det kaster dog ikke meget Dortmunder-kredit i vores retning, at vi deler pas med Flemse. Det er i hvert fald en begrænset skare af rødder fra det triste Ruhr-distrikt, der har fundet frem til FZW, hvor vi spiller. Måske hænger det sammen med, at spillestedet har sat entreen til 12 euro. I hvert fald er det efter koncerten, at Carsten kommer op med idéen til navnet på touren: Sad But Expensive Tour 2007.

Søndag den 18. marts, Dortmund-Freiburg
Efter at have sovet i en cozy lejlighed oven på en lokal Dortmunder-bar – hvor Morten og Peter tilbragte halvdelen af natten sammen med Jan og Florian – taster vi ”Freiburg” ind på GPS’en.

Spillestedet El-Pi er en lille punket joint i en kælder midt i Freiburg. Da vi kommer, er to fyre ved at banke en scene bestående af europaller op inde i et diminutivt hjørne af rummet, der er udstyret med et særdeles skrabet lydanlæg. Vi har fri bar, og arrangøren fortæller om et russisk band, der spillede her for nylig, og hvis forsanger tømte en flaske gin og et uspecificeret antal fadøl, inden han gik på scenen. Vi lægger blødt ud med et par fadøl. Da klokken nærmer sig 21, er der dukket en 40-50 mennesker op, som fylder godt i den lille kælder. Koncerten udvikler sig til en af vores bedste i lang tid. Bagefter sælger vi godt af både cd’er og vinyl, mens bartenderne hælder whisky og fadøl på os. Og festen fortsætter på hotellet, hvor en af de ansatte holder 30 års fødselsdag. Her står den på Jägermeister ad libitum og pirrende piruetter på dansegulvet.

Mandag den 19. marts, Freiburg-Köln
Vi vågner til snevejr og tømmermænd. Nede i hotellets restaurant er servitricen rundhåndet med cappuccinoen. Det bliver værdsat. Foran os har vi 450 kilometer til Köln, hvor spillestedet hedder MTC og er endnu en kælder-venue. Til vores mellemstore overraskelse viser det sig, at gigget er et såkaldt ”pay-to-play”-job. Vi får entré-indtægterne, men stedet skal have 238 euro af os, uanset hvad der kommer ind i døren. Oddsene for et overskud er ikke fantastiske på en mandag aften, hvor den lokale fodboldklub 1. F.C. Köln og LCD Soundsystem spiller henholdsvis kamp og koncert i byen.

Vi spiller med et lokalt support-band, Kinzki, der har hevet nogle af deres venner med, så stedet er ikke helt tomt. Alligevel har vores optræden en udpræget mandags-feel over sig. Det er et af de jobs, der relativt hurtigt sniger sig ind i glemmebogen. Således er aftenens højdepunkt, da promotoren forbarmer sig over os, og lader os slippe for at betale, selv om der kun er kommet 126 euro ind i døren.

Fortsættelse følger...



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA