x

Warren Ellis: Tyve år med Nick Cave

Warren Ellis: Tyve år med Nick Cave

Warren Ellis er i byen. Den 50–årige, australske multimusiker er her for at give to koncerter med sin faste makker Nick Cave i DR Koncerthuset. Men Ellis benytter også lejligheden til at tale med GAFFA - og til at dukke op i biografen Grand Teatret i indre København, dagen før koncerterne, for at indlede en forpremiere på den franske film "Loin Des Hommes."

For samtidig med turnéen, som altså bringer de to hårdtarbejdende herrer til København, er Nick Cave og Warren Ellis aktuelle med endnu et af de stemningsfulde album med filmmusik, som de efterhånden har lavet en stribe af siden ti år gamle "The Proposition."

Da folk er ved at forlade salen efter den stærke filmoplevelse sent mandag aften, annonceres endnu en særlig gæst, og kort efter dukker filmens hovedrolleindhaver Viggo Mortensen op – flankeret af Warren Ellis,som tidligere på aftenen har præsenteret filmen.

Vejen

"Da jeg kom tilbage hertil (hotellet, red.) sms'ede de til mig at Viggo var på vej. Så jeg kom tilbage, og det var ret improviseret, hvilket jeg godt kunne lide. Det var rart at få lejlighed til at have en udveksling," siger en fornøjet Warren Ellis den følgende formiddag, da han tager imod GAFFAs udsendte på bandets hotel på Vesterbro.

Og så er der ellers åbnet for en længere snak, som også kommer omkring Warrens vej ind i The Bad Seeds, et par sække-shorts syet i en vanvittig amfetaminrus, de danske filminstruktører Lars von Trier og Nikolas Winding Refn og en hel del andet.

En lang udveksling....

Yeah....rigtig rart, for – som jeg også sagde i aftes – er det ikke så ofte, man rent faktisk får den dialog. Jeg mener; du laver musikken til en film, og så.....jeg mødte Viggo til en forevisning af filmen i Venedig; som du ved havde vi lavet filmen "The Road" sammen.

Da jeg mødte ham, anede jeg ikke, om han vidste, hvem jeg var eller om han kunne lide arbejdet....der var problemer med den film, fordi det var sådan et stort maskineri. Det er sjældent, du får andres mening, udover instruktøren og et par producere....så det var ret rart at møde en af skuespillerne.

Og det viste sig jo, at han var rigtig glad for jeres arbejde på The Road.....

Yeah....

Huller

En de ting, du blev ved med at vende tilbage til i aftes, var minimalismens skønhed og vigtighed, både i musikken og i selve manuskriptet...hvorfor er det så vigtigt... at efterlade de "huller" til seeren og lytteren?

Well, for mig.....da jeg sluttede mig til The Bad Seeds tilbage i midten af halvfemserne, var det et meget stort band, med syv eller otte medlemmer. Og The Bad Seeds havde altid haft plads i deres lyd....og da jeg sluttede mig til dem, gik det op for mig, at det vigtige var det, jeg ikke spillede.

Beslutningen om ikke at spille, er lige så vigtig som beslutningen om at spille. Og ofte afgør det, man ikke spiller, hvad man spiller efterfølgende. Hvis du forstår hvad jeg mener? Der er noget meget vigtigt i, hvad du ikke gør, i mellemrummene, i minimalismen. Det er noget, jeg altid har været bevidst om....det er vigtigt at stoppe.

Hvorfor?

Ellers føles det ikke, som om der er en form. Det handler ikke kun om lyden....når du stopper, skaber du en frase... du stopper flowet, og det skaber på en måde formen. Hvis du tænker på mellemrummet som det vigtige, frem for tonerne.

Mellemrummene er vigtige...hvis du går ind i et rum, som er helt proppet med ting, er det interessant – men også udmattende. Sådan er det også med musik. Udover det var denne her musik jo også skabt til en film, som havde behov for luft og rum. Men også generelt, ja... jeg holder også af rockmusik- som jo også er god, fordi den stopper.

Man kunne tilføje, at det samme gør sig gældende for teksten til en rocksang... hvor springene også er vigtige...

Frasering er altid vigtig...Miles Davis blev engang spurgt, hvor han fik sin stil fra. "Orson Welles," svarede han. Orson Welles' frasering. Fantastisk.

Udfordringer

Udover filmproducere, som vil lægge ekstra strygere på jeres arrangementer, hvad ser du så som de største udfordringer ved at lave filmmusik – i modsætning til rockmusik?

I et rockband laver du noget for din egen skyld. I alle de musikgrupper, jeg har været i, har vi kun lavet musik til gruppen selv ...aldrig for en label, en manager, en offentlighed. Det her altid været for vores egen skyld. Så jeg har aldrig oplevet andet.

Med en film laver man pludseligt noget for nogle andre. Til noget andet. Billedet bliver vigtigt: Du tjener billedet. Og det er et helt andet forhold. Måske er det lidt ligesom at tjene lyrikken... men når jeg arbejder med en lyriker som Nick eller andre, så er det folk jeg har et forhold til; jeg stoler på hvad de laver, der er en forståelse.

Det er meget anderledes med filmverdenen. Billedet er lidt ligesom en tekst, men den er samtidig en ubekendt. Udfordringen, som jeg ser det, ligger i at have modet til ikke at indsætte noget et givent sted....ikke bare have væg-til-væg-musik. Og at finde musik, som faktisk passer ind og fungerer.....det kan være en udfordring. Ikke alt, hvad du laver, virker.

Og hvis du arbejder med en instruktør, som ikke kan lide den ene eller anden idé – ja,så må du ligesom kigge dig omkring og finde noget. En anden udfordring kan være sproget; instruktører, som ved, hvad de taler om – men ikke er i stand til at forklare det, fordi de mangler sproget.

Det kan være problematisk. For det kan være, at deres problem med et bestemt stykke bare ligger i en enkelt lyd... de tror, at det er hele stykket, som ikke fungerer. Og når man så tager det ud, er de glade. Så der kan ofte være kommunikationsproblemer.

Byge af toner

Selvom de film, I har leveret lydspor til, har ret forskellig karakter, synes jeres soundtracks at have ret konsistent, musikalsk tone....jeg mener: White Lunar står som et værk i egen ret.......men hvad vil du sige forbinder filmene? Hvad er fællesnævneren?

De fleste af dem har tilsyneladende et stort, bredt tema. Generelt er de.....du ved, vi har aldrig lavet en actionfilm eller noget; filmene har altid haft gode manuskripter. Bortset fra David (Oelhoeffen, red.) har vi kendt instruktørerne, haft en historie med dem... så det er en ting, der forbinder filmene.

Og det at Nick og jeg har lavet soundtrackene sammen, forbinder dem selvfølgelig også sonisk; på den måde løber der vel en vis konsistens gennem dem. Men jeg tror, der er visse slags film, vi simpelthen ikke ville kunne lave musik til.

I alle de film,vi har været involveret i, synes figurerne at have en vis vægt; historierne en vis dybde. Så det er film med en vis vægt. Og jeg synes, vores musik har en gravitas, som fungerer rigtig godt. Og også det faktum, at vi ikke er er teknisk dygtige musikere....så det bliver noget nobelt og værdigt, frem for en byge af toner..

Forblæste landskaber

Der er også noget med landskaberne...der er mange nøgne, forblæste landskaber i filmene....

Ja, det er der....der var noget appellerende i den her, fordi det føltes som om den fulgte op på narrativerne i "The Proposition" og "The Assasionation of Jesse James by the Coward Robert Ford." Der var helt sikkert aspektet med, at det her var en western, sat i en anden tid og et andet sted.

Ligesom "Proposition" var en mærkelig western sat i Australien. Selv "The Road" har noget af det; fornemmelse af noget vilde vesten, eller det vilde vestens afslutningen....så den her føltes på en måde som en slags punktum.

Så vi måske kan prøve at lave noget lidt anderledes...jeg mener: Jeg ville elske at lave noget andet til en anden slags film. Jeg har lige lavet musik til en film selv; en tyrkisk film om fire piger (Isak khan), en meget anderledes film...meget karakterdrevet, men ikke en western eller noget.

Vi ledte mere efter noget som fra en horrorfilm. Du ved, vi modtager alle mulige slags henvendelser, som ikke synes passende. Forskellige slags film, men de fleste manuskripter føles ikke særligt godt skrevet, eller vi kan måske ikke se en vej ind i det. Men vi ville elske at lave musik til en anden slags film...sonisk kunne vi virkelig udrette noget. 

Men det er interessant, for det var ikke et valg at det er blevet sådan. Vi har ikke været på udkig efter film, som var på en bestemt måde – det skete bare sådan. Vi har ikke ledt efter film med et bestemt tema.

Men på den anden side kræver det en bestemt slags instruktør at ønske at arbejde sammen med os... de er nødt til at kunne lide det, vi laver. Og jeg tror også, at de er bevidste om vores begrænsninger, og hvad vi rent faktisk kan gøre.

Vi har jo en historie i forhold til at lave musik, så de kender tonerne og karakteren af den musik, vi laver. Og nu, hvor vi efterhånden har lavet ti-tolv soundtracks – dokumentarfilm, biografting og så videre – er der et sprog, vi kan benytte os af. Og de folk, vi arbejder med, arbejder med os fordi de kan lide hvad vi laver – og formentlig føler, at det vil kunne fungere med deres film. 

Sorgfuld tone

Du var lige inde på det igen, men sagde det meget smukt i går: At det handler om at "tjene billedet, på samme måde som man tjener en tekst." Spejler den gennemgående sorgfulde tone i jeres filmmusik efter din opfattelse Nicks lyriske univers?

Det kan sagtens være....jeg mener, det er aldrig en bevidst ting. Men jeg ved, at en af de ting, Nick virkelig godt kan lide ved det her arbejde er, at han ikke er ansvarlig for teksten.

Han føler virkelig en forpligtelse overfor sangskrivningen, og hans ansvar overfor ordet er noget, han er meget bevidst om. Og han kan godt lide at arbejde i det her område, fordi det sædvanlige ansvar bliver taget fra ham. Det kommer til at handle om noget andet.

Men der er to dele af svaret på dit spørgsmål. Vi finder det særligt vanskeligt at skrive glad musik; det er ikke fordi vi er imod glad musik, ikke en bevidst indsats....det falder os bare ikke særligt naturligt. Og det er ikke, fordi vi er specielt deprimerede folk eller noget.

Der er bare noget meget sjælfuldt over musik med en vis emotionel vægt. Så snart musikken føles det pludseligt light ...eller negligible...det er bare en stilitisk ting, tror jeg. I det fleste tilfælde, tror jeg, når de laver musik, bliver du påvirket af musik, som det på et tidspunkt har rørt dig at lave. Jeg tror, det er sådan, vi laver musik.....

Dylaninspiration

Du nævnte Tangerine Dreams Sorcerer-soundtrack i aftes.....hvilke andre soundtracks vil du anbefale?

Jeg elsker virkelig Herzogs "Aguirre," og "Under the Skin" er fantastisk. Og jeg kan virkelig godt lide "Pat Garrett & Billy the Kid;" den er formentlig et af mine yndlingsalbum med Bob Dylan. Jeg elsker den plade.

Den tilgang, hvor de tilsyneladende bare sad og spillede nogle idéer, for så efterfølgende at sætte det til billederne....det var helt sikkert noget, som vi talte om, da vi skulle lave "The Proposition." For i starten er det ret konfronterede, hvis man ikke har arbejdet i filmverdenen før... meget anderledes end at lave plader.

"Pat Garrett & Billy The Kid" var et af de soundtracks, vi talte om dengang... det, at de bare havde siddet og spillet, og at det fungerede så godt sammen med filmen. Der er noget meget smukt over det "uheld" som sker, når du sætter musikken til billederne bagefter... fremfor at lave noget, som er skræddersyet til den enkelte scene.

Uforudsigeligheden i at sætte musik til nogle billeder, det ikke er lavet specifikt til... så det album har helt sikkert altid været en reference. Andre soundtracks? Jeg elskede "Driller Killer," det er en skrækfilm med et vanvittigt lydspor, som jeg virkelig godt kan lide.

Jeg kan selvfølgelig også lide Ennio Morricone....hans musik er fantastisk... hans musik til "The Thing" er fremragende... jeg elsker Artemiev, som står bag alle de elektroniske Tarkovskij-soundtracks. "Solaris" er virkelig godt... jeg kan faktisk virkelig godt lide sounttracks.

Valhalla stiger

- Jeg kunne virkelig godt lide sountrackene til "Valhalla Rising" og til "Drive;" jeg kan godt lide den måde, den fyr (Nikolas Winding Refn, red.) bruger musikken i sine film. Jeg kunne også godt lide "Pusher." Jeg fik soundtrack til "Valhalla Rising" for nyligt, det kan jeg virkelig godt lide.

Jeg husker sagtens filmen, men faktisk ikke musikken......

Det er meget mærkeligt....den ene side af pladen er bare de her tunge droner. Jeg kunne virkelig godt lide den film. Jeg fattede den ikke, men jeg kunne godt lide den. Jeg så den i biografen og gik derfra med en fornemmelse af "hvad har jeg lige set?"

Ja, det er en usædvanlig film.....

Meget usædvanlig. Jeg kan godt lide film, som forvirrer dig...hvor det føles som om, instruktøren har forsøgt at at løfte dig ud af din tilværelse, på en en måde. Jeg kan lide Lars von Triers film af samme grund; jeg går ind og ser alle hans film, for han forsøger altid at gøre noget med selv filmens sprog.

Han forsøger at overskride eller skubbe vores forventninger og udfordre....og det værdsætter jeg. Jeg elskede "Melancholia", den var så smuk. Jeg er film-elsker; jeg elsker stadig at gå i biografen. Jeg går gerne derind alene, om eftermiddagen og sidder og ser en film. For mig er det en ren flugt....og jeg elsker, når folk prøver at gøre noget med filmsproget.

Sækkeshorts

Jeg var til stede ved screeningen af "20.000 Days on Earth" i London for nogle måneder siden, hvor både du og Cave var med, og Cave fortalte historien om dengang, du sluttede dig til bandet. Noget med nogle shorts syet af sække? Kan vi ikke få din version?

Well, allerførst bad Mick Harvey mig komme ind og lave et par strygerarrangementer....

Det var på "Let Love In," ikke?

Jo. Og så havde vi en fælles ven, som jeg en dag tog ud at spise med, og så var Nick der. Han havde hørt om Dirty Three, og sagde "vi er ved at lave en plade, har du lyst til at komme ind en dag og prøve at spille med?" Jeg sagde "klart," og tog så derind efterfølgende.

På det tidspunkt tog jeg amfetaminer i stor stil; det gjorde min kæreste også, og så lavede hun alle mulige ting. Vi havde en symaskine stående, og en aften i amfetamin-drevet galskab syede hun et par shorts af melsække.

Jeg var rimelig langt ude på det tidspunkt, og jeg kan huske, at det var en varm dag, da jeg skulle ind og indspille med dem. Så jeg tog de shorts på og tog derind, uden at tænkte nærmere over det. Jeg var rimelig ude af mit hoved. Men jeg kom derind, alle havde deres jakkesæt på; ingen sagde noget, og jeg kom rigtig godt ud af det med Nick.

Ved dagens afslutning spurgte han, om jeg havde lyst til at komme igen i morgen – og resten af ugen? Det ville jeg gerne, og så hang vi ligesom bare ud.

Først mange år senere sagde han til mig: "Jeg kunne ikke fucking forstå, hvordan du vovede at komme ind iført de dér shorts! Hvordan kunne denne her fyr tænke 'jeg skal ind og indspille med Nick Cave – jeg tager sgu mine melsække-shorts på!'?" Jeg forklarede, at jeg var fyldt op med speed, og han sagde "ja, jeg tænkte nok det var noget i den stil."

Nyt fra Bad Seeds

Hvornår fralagde du dig dit amfetamin-forbrug?

Midt i halvfemserne...så tog andre ting over, og ved slutningen af halvfemserne var jeg færdig med det hele. Så det var i sidste århundrede.....

Så omtrent samtidig som Nick?

Ja, faktisk... sidste århundrede!

Da Nick lancerede sin nye bog i London i sidste måned, fortalte han at han arbejde sammen meddig på en ny Bad Seeds-plade. Kan du fortælle noget om, hvordan det skrider frem?

Ikke rigtigt, ud over at det stadig kører; vi arbejder stadig løs på idéer, og på et tidspunkt senere i år vil vi gå i studiet. Det er en fortløbende proces. Men du ved, vi vil.....den her skal tage et stort skridt videre fra den sidste.

Den seneste føltes i en vis fortstand som et nyt statement....men ja, vi arbejder på det....

Kompromiser

Jeg tror, vi har tid til et sidste spørgsmål.....du beskrev i går, hvordan arbejdet med filmmusik består af en uendelig række af kompromisser og konstante kampe. Hvorfor bliver I ved med at gøre det?

Fordi det er godt at have folk omkring sig, som siger "nej" til en. Det er godt, når der er folk, som stiller spørgsmålstegn ved det, du laver. Det er fantastisk at få det element ind i arbejdet igen. For mig har filmarbejdet haft en enorm indflydelse på, hvad jeg i øvrigt laver, på andre af de musikalske områder, hvor jeg arbejder.

Du kan sidde med en idé, du selv synes er fantastisk – og så kommer den en og siger "det kan jeg ikke lide!" Og det eneste, du kan gøre er at argumentere frem til et vist punkt – og så må man finde en anden løsning. Kreativt set er det utroligt frigørende at have den oplevelse.

I bands tilfredsstiller du bare dig selv, og det er det. Hvilket er fint; det er derfor, du laver et band; det, som giver et band en særlig styrke. Et potentiale. Men jeg tror også,at det har med alder at gøre....jeg var sidst i trediverne og i fyrrerne, da jeg begyndte at lave det her.

Det føltes, som om jeg havde brug for nye impulser. Og filmmusikken hav mig den mulighed. Du ved, en film er en massiv ting....det er ikke én person, som gør det. Det er muligvis et par menneskers vision – men du har brug for folk til at udføre det. På den måde er film ligesom arkitektur.

Og når der er en stor gruppe mennesker, må det nødvendigvis indebære kompromiser. Nogle gange vinder du, andre gange gør du ikke. Spørgsmålet er, i hvor høj grad du er villig til at gå på kompromis – og det synes alt sammen at afhænge af, hvor mange penge, der bliver brugt på produktionen.

Jo flere penge, jo mere er du nødt til at give køb på, tror jeg. Men jeg finder udfordringen fascinerende. Og fordi det ikke er noget, jeg gør hele tiden, er jeg heller ikke ligeglad med resultatet. Det betyder stadig virkelig noget for mig, hvad jeg bidrager med til disse film.

Det er ikke noget, jeg behøver at gøre - men jeg kan lide lave det, og jeg nyder det, de bibringer min musikalske rejse. På mange måder har det givet mig et nyt fokus i mit kreative liv de sidste ti år.

"Loin des Hommes - Original Motion Picture Soundtrack" udkommer på mandag (18/5-15, red.) på Playground Music. Filmen med den danske titel "Flugten til Frihed" har dansk premiere 28. maj.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA