x

Interview: Björk – jeg ville dø af kedsomhed, hvis jeg ikke hele tiden prøvede noget nyt

Interview: Björk – jeg ville dø af kedsomhed, hvis jeg ikke hele tiden prøvede noget nyt

Björk er tilbage med sit sjette studiealbum, "Volta", der både byder på dansebeats, støj, afdæmpede passager og verdensmusikalske pust – og markante gæster, fra Antony til Timbaland. GAFFA mødte den islandske ener i cyberspace.

At Björk ikke ligefrem er medieliderlig, er ingen hemmelighed. Den egensindige islandske verdensstjerne giver kun få, nøje udvalgte interviews. Hun havde dog gennem sit pladeselskab sendt GAFFA en løs invitation til at komme op og tale med hende på hjemmebane i Reykjavik i anledning af sit nye album, "Volta" – som eneste danske medie i øvrigt. GAFFAs udsendte in spe havde derfor pakket tandbørsten og sad klar ved telefonen med tanker om en dag på vulkaner og gejsere, men stadig dog med en vis skepsis, for med internationale stjerner, og ikke mindst Björk, ved man jo aldrig.

Og ganske rigtigt: Pludselig lød meldingen, at Björk nu befandt sig i New York og ville interviewes her. Eller måske var hun i Los Angeles. Nåja, en bid af det store æble eller et kig på den amerikanske vestkyst ville da heller ikke skade GAFFA rejselystne skribent, men også denne aftale skulle lige bekræftes endeligt. Og efter en vis venten hed det sig så, at Björk nu kun gav interview via email. Men dog stadig kun få udvalgte interviews, og med GAFFA som eneste danske medie.

Ikke ligefrem den optimale interviewsituation. Ingen mulighed for opfølgende og uddybende spørgsmål mellem interviewoffer og skribent, ingen ping-pong og selvsagt intet fysisk møde med den karismatiske kunstnerinde, som de færreste journalister er gået upåvirkede fra at opleve på tæt hold. Men det er dog bedre end ingenting.

Blandede forventninger
Anledningen til interviewet er som sagt "Volta", Björks sjette internationale studiealbum, soundtracks fraregnet. Et album, der har været imødeset med spænding, blandt andet fordi der angiveligt skulle være tale om et langt mere udadvendt, dansabelt og imødekommende album end længe fra Björks side. Hendes seneste studiealbum var det meget eksperimenterende "Medúlla" fra 2004, der stort set kun var indspillet med vokaler, og det var hård kost for mange ud over de trofaste fans – og albummet blev da heller ikke den helt store salgssucces.

Nu gælder det altså "Volta". En del af foromtalen af pladen er gået på, at øjeblikkets måske mest ombejlede producer, Timbaland, medvirker på albummet. Et faktum, der både har givet forventninger om, at Björk nu ville levere et kommercielt og hitorienteret album, da Timbaland er kendt for at forvandle stort set alt, han rører ved, til akut dansegulvsfyldende hits i spændingsfeltet mellem r&b og hiphop – det være sig til Justin Timberlake, Nelly Furtado, Missy Elliott og mange, mange flere. Men et faktum, som også har skabt en vis nervøsitet blandt Björk-fans. For hvad laver den kunstnerisk kompromisløse ener i selskab med den lige så nyskabende, men skamløst kommercielle enmands-hit-hær? Har hun solgt totalt ud, eller hvad?

Ja, allerførst kan det afsløres, at Timbaland kun har co-produceret og skabt beats til to numre, singleforløberen "Earth Intruders" og sangen "Innocence", og begge de både temmelig hårdtpumpede, beat-tunge og samtidig skæve sange lyder som jævnbyrdige møder lige midt i mellem eventyrpigens og hitmaskinens respektive lyduniverser. Derudover indeholder "Volta" yderligere et par tempofyldte numre, et par midt-tempo-sange og en stribe ballader, der generelt er noget lettere tilgængelige end i hvert fald "Medúlla", men der er ingenlunde tale om, at Björk er gået rendyrket pop. Som vanligt har Björk produceret og skrevet stort set det hele, og ud over Timbaland har hun en stribe markante gæster med – blandt andet den tvekønnede englestemme Antony Hegarty fra Antony And The Johnsons.

Lyst til action
Vi går videre til interviewet – og som nævnt er der altså tale om et mailinterview, hvor GAFFA ikke har haft mulighed for at stille opfølgende spørgsmål, så derfor er svarene nogle gange måske en smule kortfattede – men det er jo heller ikke altid størrelsen, det kommer an på.

Allerførst: Hvorfor foretrækker du at lave interviews via mail? Savner du ikke den fysiske interaktion mellem dig og intervieweren – du finder du aldrig ud af, hvem du taler med?

– Jeg har aldrig gjort dette før, og ja, jeg ville foretrække at møde folk. Jeg er en nysgerrig person, men jeg har mistet min stemme ved de tidligere interviews, jeg har lavet omkring denne plade, og da min turné snart begynder (den er startet, når dette læses, red), bliver jeg nødt til at passe på min stemme og svare dig i stilhed.

Dit nye album hedder "Volta". Hvorfor lige den titel, der jo rummer et væld af mulige betydninger? Og hvorfor består dine titler altid af ét ord? – Debut, Post, Homogenic, SelmaSongs, Vespertine, Medúlla, Volta...

– Jeg kan godt lide, at ordet Volta både kan være navnet på en flod i Afrika og navnet på en italiensk videnskabsmand, der opfandt batteriet. Med hensyn til titler plejer jeg at bruge et videnskabeligt ord på latin. Det er et neutralt sprog, og det er let at udtale. ("Homogenic" er dog et hjemmelavet ord, selvom Björk angiveligt troede, det fandtes i forvejen, red.)

Musikalsk er dit nye album mere rytmisk og tempofyldt og måske lettere tilgængeligt end i hvert fald dine sidste to studiealbum. Hvorfor denne musikalske udvikling?

– Ved hvert nyt album forsøger jeg at være tro mod, hvem jeg er på et givet tidspunkt. En masse celler i mig er døde siden sidste album, og en masse nye er blevet født.

Timbaland har sans for humor
Hvorfor har du valgt at arbejde sammen med Timbaland – I befinder jeg jo ret langt fra hinanden musikalsk? Og hvordan var han at arbejde sammen med i studiet?

– Vi har været i kontakt med hinanden i over 10 år og har lige siden talt om at arbejde sammen. Jeg havde lyst til noget action på denne her plade, så vi var enige om, at det ville passe godt nu. Arbejdet i studiet var meget spontant. På tre timer havde vi tre sange. Så tog jeg båndene og brugte omkring et år på at redigere nogle 12-minutters jams ned til tre minutter, og så optog jeg en masse nye musikere oven på det.

Timbaland er kendt for sit enorme ego. I et nyligt interview med dette blad sagde han blandt andet: "Jeg er kongen lige nu", og i et andet interview har han sagt: "Jeg er større end Prince". Du er ikke kendt for at have et helt så stort ego – skabte jeres forskelle i temperament problemer i studiet?

– Nej, ikke rigtigt. Jeg tror, at folk undervurderer hans sans for humor. Jeg tror ikke, han har været vant til at lave interviews før nu, og det er en mærkelig situation at få stillet alle disse spørgsmål af vildt fremmede. Så han har nok bare svaret sådan for at forstærke det latterlige i hele situationen. Men han har ret, han er større end Prince. Jeg har stået ved siden af dem begge to, og Prince er mindre end mig, og Timbaland er større end mig. Jeg når ham op til næsen.

Timbalands produktioner har en særegen lyd. Frygtede du at miste dit eget udtryk i mødet med ham?

– Nej, fordi jeg arbejder så meget alene. 90 procent af mine plader er mig alene med min egen vokal, mine egne sange og min egen computerredigering, så når jeg er klar til at samarbejde med nogen, er jeg virkelig klar til det. Ikke to samarbejder er ens eller bliver udført på samme måde.

Mange har nok undret sig over dit samarbejde med Timbaland, for normalt arbejder du med musikere og producere, der er langt mindre kendte, i hvert fald når du opdager dem – eksempelvis Graham Massey (808 State), Tricky, Matmos, vor egen Thomas Knak og mange flere. Hvorfor samarbejde med en producer, som i forvejen synes at have arbejdet sammen med næsten alle – så er der jo ikke den samme overraskelseseffekt?

– Jeg lavede sangene med ham, før han fik sit helt store gennembrud med Justin Timberlake og sit soloalbum, men jeg har nu ikke noget imod at arbejde sammen med berømte personer. Hvis de er gode, er de gode. Alle de musikere, du nævner, var særdeles dygtige musikere, da jeg arbejdede sammen med dem, og var store inden for deres eget felt.

Folk går som regel til Timbaland for at få et hit. Det er længe siden, du har haft et rigtigt stort hit – var det også noget, du havde i tankerne?

– Nej. Du lader til at være besat af Timbaland, hvorfor stiller du ikke nogle spørgsmål om de andre musikere? Jeg håber, de kommer.

Guitarer er kedelige
Blæsersektionen på dit album består udelukkende af kvinder – 10 i alt . Hvorfor det – det er da ikke særlig politisk korrekt, hvis vi tænker på ligestilling?

– På turnéen, hvor blæserne også kommer med, kommer der tonsvis af musikere, roadier og managere, hvor langt de fleste af mænd. Så med de 10 kvindelige blæsere står det næsten lige – men også kun næsten.

Siden du stoppede i Sugarcubes har du næsten aldrig brugt guitar i din musik, akustisk såvel som elektrisk. Hvorfor egentlig ikke?

– Det keder mig. Der er bare for mange guitarer i musikken generelt.

Derek Birkett, direktøren for dit pladeselskab One Little Indian (som Björk har benyttet sig af siden tiden med sit gamle band Sugarcubes, det vil sige fra slutningen af 1980'erne), har udtalt, at han regner med, at dette bliver dit bedst sælgende album nogensinde. Tror du også det?

– Han har altid sagt det, hver gang jeg har lavet en ny plade. Jeg har kendt ham i 20 år. Han er en meget positiv mand.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne dit nye album med dit tredje internationale album, "Homogenic". Begge albums indeholder en helt ualmindelig støjende sang som næstsidste nummer (henholdsvis "Pluto" og "Declare Independence"), efterfulgt af en meget stille ballade (henholdsvis "All Is Full Of Love" og "My Juvenile") – og så består de i øvrigt begge af 10 sange, hvilket ingen af dine andre album gør. Er det tilfældigt?

– Jeg synes, de to plader er meget forskellige. Men de har det fællestræk, at de udtrykker en voldsom trang til at kommunikere. Og måske eksploderer de hen mod slutningen. Og herefter kommer så roen efter stormen.

Skråler igennem med Antony
Som nævnt medvirker den både stemmemæssigt og fysisk androgyne Antony Hegarty fra Antony And The Johnsons på to ballade-duetter. Om årsagen vil samarbejdet med fortæller Björk:

– Vi havde fælles venner i New York og kom til at kende hinanden gennem dem. Han kom til Island på et tidspunkt for at give koncert, og så tog vi sammen op i bjergene for at lave mad. Og så voksede det derfra. Meget organisk. Vi havde det så sjovt i studiet. Vi bare sang og sang i nogle dage og improviserede, indtil jeg vågnede en morgen med en melodi i hovedet, som jeg havde drømt, og som gav mig fornemmelsen af, at vi ikke skulle lave de her pæne sange mere; vi var nødt til at skråle igennem ligesom ægte divaer, ligesom Barbra Streisand og Donna Summer. Jeg havde medbragt et russisk digt fra 1800-tallet, så vi kunne mødes på fælles grund, og så gik vi bare i gang og brugte hele dagen.

Kan du fortælle lidt om nogle af de andre markante gæster på albummet, for eksempel den malinesiske kora-spiller Toumani Diabaté (en kora er et 21-streget afrikansk strengeinstrument, red.) og den skramlende congolesiske gruppe Konono No. 1? – begge parter giver jo flere sange et tydeligt afrikansk præg.

– Toumani Diabaté er forbløffende. Han har lært at spille kora af sin far, der lærte det af sin far og så videre – traditionen i slægten går helt tilbage til det 14. århundrede. Konono No. 1 har eksisteret i over 20 år og begyndte, da deres bandleder splittede sin radio ad og sattte den ind i sit miniklaver. Så lavede han et orkester af det. De spiller forrygende.

Lav kedsomhedstærskel
Hvorfor vælger du at samarbejde med meget forskellige og bemærkelsesværdige musikere for hvert nyt album?
– Fordi jeg ville kede mig ellers.

Det virker næsten som om, at du føler en forpligtelse til at prøve noget nyt for hvert album.
– Nej, jeg ville bare dø af kedsomhed, hvis jeg ikke hele tiden prøvede noget nyt.

Jeg interviewede for nylig Tori Amos (se interviewet i GAFFA maj 2007, red.), og her fortalte hun, at hun følte, hun var på en slags mission – i hendes tilfælde at skrive sange, der kan hjælpe kvinder i et mandsdomineret, vestligt samfund. Føler du, at du også har en kunstnerisk mission?

– Ja, at udligne det tryk, der er inden i mig og omkring mig – ved at udtrykke mig.

Dit pladeselskab har i sit pressemateriale omkring det nye album fokuseret meget på, at dit nye album er meget udadvendt og dansevenligt, som vi også har talt en del om, men der er dog også en del ballader og mere tilbageholdende sange på, så det er da ikke en rendyrket danseplade trods alt – eller hvad synes du?
– Jeg ville gerne lave et meget dynamisk album. Og når du sejler fra land til land, vil du helt automatisk opleve både rolige og dramatiske øjeblikke. Så pladen er begge dele.

Gravid selvmordsbomber
Nogle af teksterne på Björks nye album er efter vanlig Björk-standard overraskende politiske og temmelig kontroversielle. Eksempelvis synger hun på nummer "Hope": "What's the lesser of two evils / If a suicide bomber made to look pregnant / Manages to kill her target or not?" Hvad skal nu det betyde – har terrorfrygten også inficeret den tidligere så sværmeriske sangskriver?

– Jeg blev inspireret af en begivenhed, hvor en kvindelig palæstinenisk selvmordsbomber kom ind på et hospital, angiveligt for at skulle føde, men sprængte en bombe, hvor hun dog kun dræbte sig selv. Jeg var især overrasket over, hvordan medierne håndterede det. Da de i første omgang troede, at hun lod, som om hun var gravid, portrætterede de hende som ond, men da de fandt ud af, at hun rent faktisk havde været gravid, tilgav de hende mere eller mindre. Så begyndte man at diskutere, om fosteret døde forgæves, når der ikke var nogle ofre ud over moderen og fosteret selv?! Jeg finder det irriterende, når journalister lader, som om de er neutrale, og så ikke er det, når det kommer til stykket.

Sangen "Declare Independence" er næsten politisk. Har du nogle specielle lande i tankerne, når du synger "Declare Independence, don't let them do that to you. Make your own flag, raise your flag"? Måske Færøerne? Skal de løsrive sig fra Danmark, ligesom Island gjorde i 1944?

– Ja. Og også Grønland. (Her burde GAFFAs "udsendte" medarbejder nok have tænkt et uddybende spørgsmål ind på forhånd, men Björk har i tidligere interviews voldsomt kritiseret den måde, Danmark har optrådt på over for sine gamle kolonier, red.)

På sangen "Earth Intruders" synger du: "I have guided my bones through some voltage". Det minder lidt om linjen "Possibly Maybe", hvor du sang: "Electric shocks, I love it." Hvad er der med dig og elektricitet, er det noget, du tænder på?
– Ja da, min far er elektriker.

På sangen "Wanderlust" synger du: "I have lost my origin, and don't want to find it again". Det budskab går da i en lidt anden retning end "Declare Independence", synes jeg. Hvis man vil hejse sit lands flag, er man da meget bevidst om sine rødder, ikke, eller? Og der er mange af dine fans og musikanmeldere, der mener, at dine nordiske rødder er meget tydelige i din musik, både på grund af din accent, tonaliten i din musik, og på "Medúlla" fortolkede du jo også en tradtionel islandsk sang?

– Selvfølgelig er jeg stadig islandsk. Det skal ikke tages for bogstaveligt. Jeg mente mere det at miste ens rødder følelsesmæssigt. Men "Volta" handler da om globalisme generelt. Én stamme! Én planet!

Du har hele gennem din karriere arbejdet en del sammen med Sjón, hvorfor? (Sjón er en prisbelønnet islandsk forfatter, som blandt andet modtog den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris i 2005 for romanen "Skygge-Baldur" og har været med til at skrive udvalgte Björk-tekster i mere end et årti. Blandt andet har han været medforfatter til samtlige tekster til "SelmaSongs", Björks soundtrack til Lars von Triers "Dancer In The Dark–film", og på det nye album har han været med til at skrive 'Wanderlust'", red.):

– Han er en ven fra mine teenageår og én, jeg respekterer meget. Jeg bruger ham til de mere episke numre. Til sangen "Wanderlust" havde jeg for eksempel skrevet en hel dagbog, som jeg gerne ville have presset sammen til én side. Sjón sendte mig så sin version af den følelse, jeg havde skrevet om i hele dagbogen (trangen til at rejse rundt og udforske nyt, red.) ved at tage nogle af mine udtryk og nogle af sine egne og blande dem. Sjón er rigtig god til at redigere, meget bedre end jeg selv. Og så er han også meget mere poetisk end jeg. Det er en fornøjelse at synge hans ord.

Ikke mere Sugarcubes
Jeg har lige på falderebet et par spørgsmål, som ikke omhandler dit nye album: Du skal spille på årets Roskilde Festival – kan du afsløre lidt om koncerten?
– Vi har haft hovedfokus på musikken denne gang og ikke det visuelle. På scenen er der 10 blæsere, en pibe-organist, to elektronik-fyre og en trommeslager – og mig. Som sagt er alle blæserne kvinder.

Dit gamle band Sugarcubes blev gendannet i november sidste år til en 20-års jubilæumskoncert i Reykjavik. Har I overvejet at gøre genforeningen mere permanent – der er jo så mange gamle bands, der bliver genforenet i disse år, fra giganter som Police og Genesis til indienavne som Pixies og Dinosaur Jr.?

– Nej, vi gjorde det bare for at kunne betale vores regninger i Bad Taste (også kendt som Smekkleysa, Sugarcubes' gamle islandske pladeselskab og forlag, som stadig drives af Björk og de andre gamle medlemmer, red.). Nu er regnskabet gået i nul, og dermed kan Bad Taste fortsætte med at udgive poesi og musik. Som det har gjort i 20 år.

Du medvirker på et nyt Joni Mitchell-hyldestalbum, hvor du fortolker hendes "The Boho Dance". Kan du fortælle lidt om det projekt, og hvorfor du har valgt at fortolke netop den sang?

– Jeg er gammel fan af Joni Mitchell og valgte sangen, fordi Guy Sigsworth, som spiller celeste (klokkespilslignende instrument, red.) på sangen og jeg begge kunne lide den. Det var dér, vi mødtes.

Disse var ordene. Bjork slutter sin mail af med følgende hilsen: "Warmth, Björk"

Varmen er hermed sendt videre til dig, kære læser. Og med Volta på gaden 7. maj og Björk som et af hovednavnene på Roskilde Festival bliver det efter alt at dømme en lang og varm sommer i år.

 

Björks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA