The Tuesdays: Bandet, der udgav ét perfekt album og forsvandt – her er de i dag

Foto: The Tuesdays med vennen Jessie, da de spillede på MTV i New York i slut-90'erne

The Tuesdays var et helt særligt band, der spillede vidunderlige sange med autenticitet og charme. De dukkede op internationalt nærmest ud af det blå, udgav det perfekte album og forsvandt lige så pludseligt igen. Her er historien.

Flashback Roskilde Festival 1999

Roskilde Festival 1999. Prøv engang at se plakaten og sæt den ene hånd oven på de store og mellemstore navne og bare læs dem, der står med småt. Programmet det år var på et nærmest umenneskeligt højt niveau, og festivalen var dengang kendt som en af de bedste i verden. Et sådant program giver store oplevelser, men indebærer samtidig en risiko for at tage forkerte valg og gå glip af legendariske bands.

Torsdag klokken 19 spillede Manic Street Preachers på Grøn Scene, og kun en halv time efter skulle The Tuesdays spille i det hvide telt. Førstnævnte band var musikalsk på vej i en blindgyde, men kunne alligevel mønstre et bagkatalog, som kunne give en overraskende koncert. The Tuesdays havde jeg hørt med hitsinglen ”It's Up To You” og en radio session, og var et band, der også måtte tjekkes ud. Jeg startede derfor med at gå over til det grønne telt, hvor Manic Street Preachers fik spillet sig op og gjorde brug at de rigtige sange fra deres fine, fine trilogi Generation Terrorists, Gold Against Soul og The Holy Bible. Så godt, at jeg først 25 minutter over hastede videre.

På det tidspunkt blev jeg så ramt af, at jeg kun havde fået enkelt rundstykke at spise hele dagen, og min krop sagde stop. Jeg måtte forbi en bod på vejen. Herefter gik alt galt. En dankortmaskine, der gik i stykker, et flute der ikke var kommet i en ovn, en fyldt blære med mere, der betød, at jeg lige nåede at se The Tuesdays gå af scenen. Øv – tænkte jeg, men de kommer nok til Danmark igen. De havde trods alt gjort et indtryk og havde et radiohit. Da jeg et par uger senere langt om længe skaffede mig deres album på cd, fandt jeg ud af, at jeg havde begået en kæmpe fejl og skulle have satset det hele på at se dem. Da de efterfølgende forsvandt, gik det op for mig, at det var en decideret brøler af de helt store.

Forsvandt er faktisk det helt rigtige ord. Der kom intet nyt fra bandet, og da jeg efter nogle år funderede over, hvor de blev af, var der intet, jeg kunne finde frem. Deres ene internationale album kan ganske vist findes på Spotify, men ellers er det eneste, der er tilbage, et par videoer med dårlig lyd- og billedkvalitet på YouTube. Der er ingen fansider, og selv på omfattende sites som allmusic og setlist.com, der har de mest obskure bands med, er The Tuesdays fuldstændigt væk. Som om nogen helt bevidst forsøger at slette historien. Over 20 år efter festivalen beslutter jeg derfor, at de halvhjertede forsøg i ny og næ med at søge efter bandet ikke er tilstrækkeligt. Nu vil jeg simpelthen finde ud af, hvad der skete, og hvor de er henne i dag.

Artiklen fortsætter nedenfor

Jagten på The Tuesdays

Først tager jeg fat i pladeselskaber, der har haft med The Tuesdays at gøre. Der er naturligt nok ikke den helt store interesse. Et opløst band, der ikke umiddelbart er klar til at promovere og turnere, er ikke specielt fristende at satse tid og penge på. I stedet kontakter jeg en tysk forlagsvirksomhed, hvor bandets sangerinde Laila Samuels har været sangskriver igennem en årrække og stadig er det. Til mit held svarer Samuels tilbage og vil meget gerne medvirke. Vi udveksler en række e-mails, hvor jeg får hele hendes historie, som begynder i 1997, da The Tuesdays´ oprindelige sangerinde trækker sig, og Samuels imponerer ved den efterfølgende audition:

Tilbage til begyndelsen

Samuels: – Jeg kommer fra en meget musikalsk familie. Min mor og mine storesøstre sang og spillede guitar. Der lærte jeg at synge sammen med andre og deltage i harmonier. Før jeg kom med i The Tuesdays, skrev jeg sange med min daværende kæreste Sane og havde allerede haft sange på hitlisten. Vi skrev hele tiden sammen, og han var meget ambitiøs. Det var også ham, der havde hørt, at The Tuesdays havde mistet deres forsanger og opfordrede mig til at tage til audition. På det tidspunkt havde de tre medlemmer været i gang i en årrække og var blevet opdaget af producer og talentspejder Ole Evenrud. Som The Tuesday Girls havde de pladekontrakt hos PolyGram, og deres første album havde været en fin succes især i Asien. Herefter stoppede deres sanger og trommeslager. Gruppen skiftede navn til The Tuesdays og rekrutterede mig og trommeslager Linda Gustavsson, som i øvrigt ikke er nordmand, men svensker.

For at få hele historien med henviser Samuels til guitarist Hege Solli, der var med helt fra starten og heldigvis har lyst til at fortælle historien.

Solli: – Vi blev dannet i 1989 i Larvik. Der var et fritidscenter for børn i alderen 13-18 år, hvor man kunne spille kort, lave fester med mere, og hvor der også var et gratis øvelokale. Instrumenter kunne man låne, og der var sågar en mentor tilknyttet, der kom med gode råd. Hvis man klarede sig godt og var gode, kunne man tilmed få sit helt eget øvelokale med eget gear, som man kunne dekorere med idolplakater. Der var meget fokus på musik for unge dengang, og det var ikke noget specielt at spille i band, men det var særligt, at vi kun var piger. Vi kaldte os No Limits og bestod af Kristin på Keyboard, Veslemøy på bas og mig på guitar samt den oprindelige trommeslager og sangerinde. Vi spillede covers som ”Knocking On Heaven’s Door”, “Manic Monday”, “Alone” og “The Best”. Efter lidt tid fik vi anskaffet en bandbil, så vi kunne tage rundt og spille, og vi opnåede blandt andet at spille opvarmning for Smokie.

Efter gymnasiet tog vi et sabbatår for at fokusere på musikken. Vi blev blandt andet booket til at spille for militæret i alle egne af Norge – nord og syd, på kryds og tværs. I løbet af dette år blev vi opdaget af Ole Evenrude, der var A&R (kunstnerisk ansvarlig, red.) hos PolyGram. Det førte til en pladekontrakt og vores album produceret af Ole – der i øvrigt er gift med Veslemøy i dag. Vi skilte os ud ved at være et rent pigeband, og jeg tror, at det var en af årsagerne til, at vi fik så mange spillejob. Vi blev bedre, kravene blev større, og til sidst blev det hele meget stort. Vi hed The Tuesday Girls for at understrege, at vi var piger, men på et tidspunkt blev musikken vigtigere, end hvilket køn vi var, så det føltes rigtigt at ændre navnet til blot The Tuesdays – og så var der jo også lige et andet band, der kaldte sig Girls... Jeg tænker tilbage på den tid med stor glæde. Vi mødte så mange dejlige mennesker og steder gennem musikken.

Inden The Tuesday Girls blev til The Tuesdays, opnåede de betydelig succes – ikke kun i hjemlandet – og fik overrakt guldpalder i både Japan og Norge.

Solli: – Jeg husker ikke, at der var noget dramatik i forhold til, at to medlemmer forlod bandet. De havde lyst til noget andet, og mere var der ikke i det. To nye medlemmer ændrer selvfølgelig noget, og tingene tog fart derefter. Vi begyndte at rette fokus mod et andet marked, og det nye album skulle udgives i USA, og denne nye dimension fandt vi et fællesskab i. Musikalsk havde vi etableret en sound, som vi så byggede videre på.

På vej til succes

Med Samuels og Gustavsson i folden gik The Tuesdays i gang med at forbedre udtrykket og den lyd, der blev kendetegnet og førte til et hurtigt gennembrud, der nærmest skete fra det ene øjeblik til det andet.

Samuels: – Vi brugte et år på at indspille et album. Nogle af sangene var allerede skrevet, og andre blev til undervejs. Jeg vidste ingenting om branchen og rettigheder. Jeg var med til at skrive et af vores hits, ”Changing The Moods”, men har aldrig modtaget penge for det. Det betyder ikke noget nu, men det viser, hvor vigtigt det er at kende den del af branchen, når man er helt ny og grøn.  Det er noget, jeg selv fortæller dem, der er nye i branchen, som jeg samarbejder med nu, så de ikke begår samme fejltagelse. Efter albummet var færdiggjort, brugte vi nogle intensive uger for at øve det op og i starten af 1998 spillede vi første show med den nye formation som The Tuesdays. Navneskiftet skete blandt andet for at distancere os fra sang/dansegrupper og ikke blive puttet i samme kasse som for eksempel Spice Girls. Det var vigtigt at fremstå som et rigtigt band, der spillede instrumenter og sang selv – og i det hele taget nyde samme respekt som rigtige bands.

Det store gennembrud og Clive Davis

Samuels: – Vores gennembrud skete på en meget eventyragtig måde. Vi spillede det først job nogensinde med den nye opstilling på en legendarisk klub i Oslo, der hedder Smuget, og til stede var to talentspejdere fra USA. De må have kunnet lide det, de hørte, for vi blev inviteret til Amerika den følgende uge for at spille flere showcases for blandt andre Clive Davis (legendarisk musikpromoter/producer for navne som Bruce Springsteen, Janis Joplin, Aerosmith, Pink Floyd, Patti Smith og Whitney Houston samt stifter af Arista Records). Efter det ene show kom Davis op og spurgte, om vi benyttede backing tracks. Vi måtte indrømme, at der var nogle strygere og trommelyde/loops og nogle ekstra vokaler, hvilken vi altid gjorde med click tracks til rytmen for at fylde lyden bedre ud.  Davis fik os til at spille hele koncerten om uden brug af backing tracks. De andre piger kunne ikke lide at synge live, men gav alligevel alt, hvad de havde, og vi endte med at få en pladekontrakt.

På toppen

Efter Clive Davis opdagede The Tuesdays, blev de lanceret I hele verden, og særligt i USA lagde man sig i selen for et gennembrud. Lange turnéer, luksusliv og dyre musikvideoer, der efter sigende kostede flere millioner.

Samuels: – Det hele sket utroligt hurtigt, og jeg kunne vist ikke opfatte det hele. Den ene dag var vi i min hjemegn og øvede sange, næste dag var vi i USA og spillede kæmpe festivaler foran 25.000 mennesker sammen med navne som N´Sync, Backstreet Boys, Mariah Carey, Meredith Brooks og Matchbox 20 – alle de mest populære navne på det tidspunkt. Vi lavede musikvideoer, der kostede det samme som et nyt hus, fløj på første klasse og boede på 5-stjernede hoteller. Når man er prioriteret på et stort pladeselskab, får man designertøj kastet efter sig, og de best make up- og hårstylister er konstant til rådighed, så det var ven vild tid. I sidste ende var det dog først og fremmest rejser, koncerter og øvning. Clive Davis fulgte sine artister meget tæt og kom hele tiden med rettelser og gode råd. Da ”It’s Up To You” blev valgt som single, valgte vi at genindspille vokalen for at gøre den perfekt. Davis var med og efter en masse takes sagde han: ”Lad os beholde demoversionen. Den har charme”.

Opløsning

The Tuesdays red på bølgen i et års tid, hvilket kulminerede med koncerten på Roskilde Festival, som omtalt i indledningen. Hvad der herefter skete, er ikke kommet frem før nu. Med optrædener i tv-shows som Ricky Lake, de største festivaler og et ganske pænt pladesalg på omkring en halv million eksemplarer af albummet, skulle man tro, at det gik som det skulle, og at kimen var lagt til en lang og flot karriere. Så hvad skete der?

Den korte version er, at bandet indspillede et album, som blev afvist af Arista, hvorefter de gik i opløsning.

Samuels: – Ingen har før kommenteret på, hvad der skete, men jeg føler, at der ikke længere er årsag til at holde det tilbage. Når man som os kommer fra Norge og ikke har nogen forventninger til karrieren, er det at komme på Billboard charts, sælge 300.000 album i USA, spille til store tv-shows og turnere i hele verden en kæmpe succes, men for Clive Davis og Arista var det bare ikke nok. De ville have os til at blive meget større – de største – og konkurrere med de allerstørste stjerner i verden. For at gøre det ville de prøve andre producere. Ole Evenrud havde produceret det første album og havde også lavet en opfølger med os, men Arista gav os et ultimatum, og vi kunne enten droppe vores producer eller selv blive droppet. Ole havde gjort et fantastisk arbejde for os og havde også opdaget bandet 10 år tidligere. I vid udstrækning havde han hjulpet os hen, hvor vi var og til den succes vi havde opnået. Derfor følte flertallet, at de ville forråde ham ved at få en ny producer. Linda og jeg følte omvendt, at vi havde fået en kæmpe mulighed. Nu havde vi nået så langt, og Arista ville ikke have det samme album igen, men derimod forsøge en ny cutting edge lyd. Med tre mod to valgte vi ikke at gå med en ny producer, og Arista droppede os. Jeg fornemmede, at vi havde spildt vores livs chance, så jeg følte ikke, at jeg kunne fortsætte.

Solli: – Da det hele var overstået, var jeg ikke ked af det. Jeg var klar til at lave andre ting i livet. Forstå mig ret – jeg ville aldrig være den fantastiske rejse med The Tuesdays foruden, men jeg følte til sidst, at vi var blevet en stor maskine, og til tider kunne jeg ikke helt følge med. Da det hele var overstået, kunne jeg slippe presset og mærkede derfor også en form for lettelse.

Efter The Tu

esdays

Samuels: – Jeg blev så irriteret over hele situationen, at jeg bare ville væk fra musikbranchen. Jeg fik job på politistationen i Oslo og arbejdede der i flere år. Jeg kunne dog ikke stoppe med at skrive sange, og en dag blev jeg kontaktet af en manager for sangeren Maria Arredondo, fordi han havde hørt min sang ”Burning” og ville have hende til at synge den. På den måde kom jeg tilbage til musikverdenen, og det kan jeg i høj grad takke ham og Trond Fjellman for.

Solli: – Efter The Tuesdays fik jeg min familie med to børn og flyttede tilbage til Larvik, hvor jeg fortsat bor. Jeg begyndte at arbejde med møbler og interiør, og det gør jeg stadig. Der gik ti år, før vi så hinanden igen. Det sker, at vi mødes, men det er sjældent. Det er altid en fornøjelse at se de andre, men vi kommer næppe til at lave noget sammen igen.

Samuels: – 10 år efter opløsninge

n mødtes vi igen og mødtes også efter yderligere 10 år. Nogle gange spiller jeg frisbee med Hege, og jeg taler tit med Linda. Jeg har skrevet sange til hendes band før. Hun har gerne villet lave en reunion med The Tuesdays, og for nogle år siden blev det mere konkret, men det lykkedes desværre ikke.

Det tabte album

Som fan kan jeg ikke lade være med at spørge Laila og Hege om det album, der blev indspillet. men aldrig udgivet. Jeg er spændt på, hvordan det lyder, og om det nogensinde bliver udgivet.

Samuels: – Faktisk fik Linda, Ole

og jeg tanken om at lytte til de indspillede spor for noget tid siden. Jeg havde egentlig glemt alt om det, men en af sangene – en coverversion af nummeret ”Aprils Fool” – dukkede op på YouTube og gav mig erindringen om albummet tilbage. Jeg fik tilsendt filer og fik hørt det for første gang i over 20 år. Jeg var overrasket over, hvor godt, det er, og det har den der specielle sound, som The Tuesdays havde. Tanken om at finpudse det, udsende albummet langt om længe og spille nogle shows for at fejre 25-året for vores første internationale album kom faktisk ret langt, men vi kunne alligevel ikke blive enige om det. Linda, Ole og jeg havde planer om at udsende det i 2023, og Linda og jeg fik muligheden for at købe rettighederne til masteren. Desværre var de andre ikke parate til det, og vi vil have rene linjer. Hvis der er negative følelser omkring det, er det bedre at lade det ligge. Musik skal kun være gode vibes.

Solli: – Jeg tror næppe, at albummet bliver tilgængeligt. For mit vedkommende er det helt fint, at det forbliver urørt. Det vigtigste er udgivet, og det er det, som jeg først og fremmest føler et ejerskab af. Vi har luftet tanken om at udgive det, men kan ikke finde en fælles grund til at gøre det.

I dag

Mens de tre oprindelige medlemmer

arbejder uden for musikverdenen, er Linda Gustafson stadig aktiv som trommeslager i forskellige bands. Mest aktiv er dog Laila Samuels, der har haft en flot karriere som sangskriver og indimellem solist – først 10 år i Norge og bagefter 10 år i Berlin. Hun blev en eftertragtet kreativ partner, og artister fra Australien, England og USA tog til Berlin for at skrive sange med hende. Undervejs er der sket forunderlige ting – for eksempel da Kinas største gamerstjerne Burning (samme navn som Lailas første hit efter The Tuesdays) slog op med sin kæreste. Den efterladte slog Lailas sang op på sociale medier som kommentar til bruddet, den gik viralt – og endte med over hundrede millioner streams 14 år efter udgivelsen.

Under lock down flyttede hun tilbage til Oslo med sin danske kæreste og samarbejdspartner Fred Beck, byggede et hjemmestudie og udgav blandt andet sangen ”Frisbee” som en hyldest til frisbeesporten og til verdensmesteren og vennen Sune Wentzel – i øvrigt en sport, som Samuels selv dyrker med stor entusiasme.

Samuels: – Jeg havde aldrig tænkt sangskrivning som en karriere og ville egentlig bare synge mine egne sange, men efter at have oplevet sangene blive hits for andre kunstnere fandt jeg ud at, at man kan lave fire album per år i stedet for bare et album hvert tredje år. At give en sang væk til en anden artist betyder bare, at de passer til sangen. Som artist skal man være en del af et cirkus og en masse åndssvage ting og bare smile. Det slipper man for som sangskriver.

Jeg er glad for den vej, jeg tog,

og i forhold til The Tuesdays er der ingen negativitet fra min side.

Senest udgav Laila Samuels en julesingle i december sidste år – ”Christmas Star In The Night” – det tætteste, man kommer The Tuesdays i dag.

Her slutter historien om The Tuesdays. Der kommer næppe en fortsættelse, men sangene og det perfekte album står heldigvis tilbage som et minde om et helt særligt band.

LÆS OGSÅ: Kunstnere, der udgav ét fantastisk album – og så ikke mere