Sanger, sangskriver og producer Gro udgiver 2. juni sit andet album, Better Be Yours.
Sanger, sangskriver og producer Gro udgiver 2. juni sit andet album, Better Be Yours. I den anledning har vi bedt hende vælge otte sange, der betyder noget særligt for hende. Hør sangene på en playliste.
Denne sang husker jeg tydeligt fra min barndom:
Mine forældre havde en forkærlighed for old-school psykedeliske folk-bands som The Incredible String Band og Donovan. Et af de første numre, min far lærte mig på guitar, var ”Tangerine Puppet” af Donovan. Den minder mig om nogle af de første oplevelser, jeg havde med et instrument, hvor tid og sted forsvinder, og man pludselig har siddet i trance med en guitar på sit værelse i flere timer.
Denne sang gør mig sentimental:
”Friends That Break Your Heart” med James Blake gør mig sentimental på "nothing lasts forever"-måden. Hele det album har generelt en afbalanceret nøgenhed og melankoli, som er behagelig at forsvinde ind i, hvis man har brug for et musikalsk kram.
Denne sang vender jeg altid tilbage til:
”Winter Beats” af I Break Horses er for mig en tidløs synth/dreampop-klassiker, der kaprer hjernen med brusende arpeggiator-flader og smukke shoegaze-melodier. Bandet formår virkelig at gøre elektronisk musik sanselig og fyldig, og jeg føler, at de formår at holde deres lyd relevant og kvalitetsbevidst uden at være påvirket af hypes.
Denne sang minder mig om den første gang, jeg var forelsket:
Mit første crush var på en fra mit badmintonhold, og til træningen spillede ghettoblasteren altid 00'er-hits for fuld udblæsning. Især ”Lady (Hear Me Tonight)” med Modjo minder mig om opvarmningsrutiner rundt om nettet med forsigtige teenage-blikke og sommerfugle i maven.
Denne sang har jeg på heavy rotation lige nu:
Lige nu er jeg blandt andet optaget af kunstnere, der bruger synthesizere på spændende måder. Kaitlyn Aurelia Smith har for nyligt udgivet ”Clover”, som har et modular-synth-tema, der udvikler sig på en eksperimenterende, meditativ måde som jeg synes er inspirerende.
Denne sang er min ultimative party starter:
Jeg er – stadig – en sucker for syntetiske 00'er-hits, som man kan stå på dansegulvet og have det nostalgisk og helt "hvor-er-det-her-kitsch-og-helt-perfekt". ”It Feels So Good” af Sonique er et godt eksempel på den situation.
Denne sang ville jeg ønske, jeg selv havde skrevet:
Jeg ville gerne havde produceret og skrevet ”Save Me” af Röyksopp og Susanne Sundfør. Den indeholder både himmelstræbende synthesizere/vokalmelodier, den stramme rytmiske bund og den tilpasse mængde eksperimenterende teksturer, som jeg sætter pris på i et popnummer.
Denne sang skal spilles til min begravelse:
”Centrum” af Jonathan Johanson. Jeg tænker, at vi slutter med en svensk synthbasker, som forhåbentlig kan inspirere mine begravelses-gæster til at leve livet, mens de har det.
Hør sangene på playlisten nedenfor: