Artikel

GUIDE: Otte nye album, du kan se frem til i marts måned

Der er flere gode album i vente denne måned. Her er otte, vi ser særligt frem til.

2023 har potentiale til at blive et særdeles godt musikår. Allerede i denne måned er der et væld af spændende udgivelser på bedding, og vi har her samlet en liste over nogle af de særligt nævneværdige.

1) Miley Cyrus – Endless Summer Vacation

Miley Cyrus har fået en forrygende start på 2023. Hun udgav singlen ”Flowers” i januar 2023, og at kalde singlen for et kæmpehit er næsten en underdrivelse. Den 19. januar kunne Spotify meddele, at Miley Cyrus’ ”Flowers” havde slået rekorden for mest streamede sang på en uge i platformens historie. Nærmere bestemt 100.000.000 streams på blot syv dage.


Singlen ”Flowers” blev den første fra det kommende album Endless Summer Vacation, der er sat til at udkomme den 10. marts. Det bliver kunstnerens ottende album.

2) Unknown Mortal Orchestra – V

Det psykedeliske rockband fra New Zealand, Unknown Mortal Orchestra, er i marts også klar med et nyt album. Det kommende album V er annonceret som et dobbeltalbum, der vil tælle i alt 14 sange. Der er indtil videre udgivet fem singler fra det kommende album, hvor den seneste ”Nadja” kom i slutningen af februar.


Unknown Mortal Orchestra kan blandt andet opleves i Danmark på Syd for solens torsdagsprogram, der også har Bon Iver og Bremer/McCoy på plakaten. V er sat til at udkomme den 17. marts.

3) Lana Del Rey – Did You Know that There’s a Tunnel Under Ocean Blvd

Den amerikanske singer-songwriter Lana Del Rey udgiver sit niende album den 24. marts. Did You Know that There’s a Tunnel Under Ocean Blvd bliver opfølgeren til albummet Blue Banisters, der modtog fem ud af seks stjerner på GAFFA.


Lana Del Rey delte i starten af året tracklisten for det nye album, og man kan altså se frem til features fra blandt andet Tommy Genesis, præsten Judah Smith, Father John Misty og Bleachers.

4) Depeche Mode – Memento Mori

I februar udgav Depeche Mode deres første single i seks år. I maj 2022 gik gruppens tredje medlem, Andy Fletcher, bort i en alder af 60 år, og det elektroniske band består derfor i dag af Martin Gore og David Gahan.


De udgav den første single ”Ghosts Again” for blot en måned siden, og de fortalte i den forbindelse i en pressemeddelelse, at ”Fletch ville have elsket dette album (red. Memento Mori)”. Albummet er sat til at udkomme den 24. marts, og det kan opleves live i Danmark den 27. juni, hvor de spiller i Parken.

5) Fever Ray – Radical Romantics

Den svenske kunstner Fever Ray melder sig også på banen i marts med sit tredje album Radical Romantics. Kunstneren optrådte på Roskilde Festival i 2018, hvor de modtog hele seks ud af seks stjerner fra GAFFA for koncerten. Derudover prydede Fever Ray også forsiden på det svenske GAFFA-magasin i februar.


Det nye album er sat til at udkomme den 10. marts, hvilket er blot to uger før, at den svenske kunstner besøger Danmark. Musikfænomenet Fever Ray kan nemlig opleves i Store Vega den 24. marts.

6) Boygenius – The Record

Indiegruppen, boygenius, består af Phoebe Bridgers, Julien Baker og Lucy Dacus. The Record er gruppens debutalbum, og det er sat til at udkomme den 31. marts. Derudover annoncerede de i sidste uge, at de den 13. august giver deres første danske koncert nogensinde.


Gruppen udgav deres første ep i 2018, men artisterne har brugt de seneste par år på at arbejde på deres soloprojekter – soloprojekterne fra både Julien Baker og Phoebe Bridgers modtog ovenikøbet begge seks ud af seks stjerner fra GAFFA.

7) Fall Out Boy – So Much (for) Stardust

Det amerikanske rockband Fall Out Boy er klar med deres første album i fire år. Det nye album So Much (for) Stardust blev annonceret i forbindelse med, at gruppen optrådte på Jimmy Kimmel Live! i starten af 2023. Her optrådte de med singlen ”Love From the Other Side”.


Albummet er sat til at udkomme den 24. marts.

8) Pink Floyd – The Dark Side of the Moon (Live at Wembley 1974)

Nyt album er nok så meget sagt, men medmindre du var på Wembley Stadium i 1974, så står du over for en splinterny oplevelse af det ikoniske album The Dark Side of the Moon. Albummet har 50-års jubilæum i 2023, og derfor kommer der også – udover livealbummet - en 2023 remaster-version den 24. marts.


Derudover kan du opleve Pink Floyd-forsanger, Roger Waters, i Royal Arena den 17. og 18. april. Her vil han spille udpluk fra sit eget bagkatalog såvel som Pink Floyd-klassikere.

ANNONCE