Interview

INTERVIEW: Hvordan er det at være poledancer til Snoop Dogg-koncert?

Fredag aften spillede vestkyst-legenden Snoop Dogg i Royal Arena. Tidligere på ugen satte GAFFA sig ned med Olivia, et af den aftens dansere, før at høre om den oplevelse og hvordan sådan noget egentlig bliver stablet på benene.

Fredag aften spillede vestkyst-legenden Snoop Dogg i Royal Arena. Hvad den rutinerede raplegende bød på var en fest, der, ud over så meget andet, bød på en stærk håndfuld poledansere. Tidligere på ugen satte GAFFA sig ned med Olivia, et af den aftens dansere, før at høre om den oplevelse og hvordan sådan noget egentlig bliver stablet på benene.

Fredag eftermiddag var jeg at fange bag baren på mit andet arbejde, Klovnens Bodega på Nørrebro. Ved 13-tiden svinger min gode veninde Olivia Lamhauge Barrett forbi med noget af en særlig udmelding “Jeg skal danse til Snoop Doggs koncert i Royal Arena i aften,” efterfulgt af en god slurk øl. Efter min umiddelbare optur og lykønskning går det op for mig, at jeg som sådan ikke ved en skid om de processer, der ligger bag hyringen af dansere, hvordan arbejdsforholdene er, eller noget i den dur. Det ville Olivia gerne gå med til at forklare, hvilket mundede ud i dette interview.

Lidt længere inde på Nørrebro mødes Olivia og jeg på Café Lille Peter en regnfyldt tirsdag eftermiddag, få dage efter koncerten. Mest relevant for denne artikel skal det siges, at Olivia er poledanser og instruktør. Derudover er hun aspirerende musiker med sit projekt Bastett, medhjælper i en vuggestue og min rigtig gode ven gennem 10 år.


Du var jo oppe og danse til Snoop Dogg koncerten i fredags, hvordan har udvælgelsesprocessen fungeret?

“Først vil jeg pointere, at poleindustrien i Danmark jo stadig er et mindre miljø, og bestemt ikke lige så etableret som i for eksempel USA og Australien. Måden, jeg hørte om auditions til touren, var gennem Instagram, hvor jeg følger forskellige dansere og folk associeret med det globale polefællesskab. Heriblandt en kendis-instruktør/danser ved navn Nicole “ThePole”, som blandt andet har arbejdet med folk som Rihanna, Usher, NeYo og så videre, der var blevet hyret til at finde lokale dansere til Snoop Doggs turné. Hun havde lavet et auditionformat på sin hjemmeside, hvor man skulle indsende tre dansevideoer, heriblandt en freestyle til et af Snoop numrene fra sættet. Vigtigt var det, at man kunne freestyle, da det ikke var et koreograferet show. I forhold til poleindustrien på Instagram har det jo også været vildt at se, hvordan den sidste måned har drejet sig om denne turné. Opbakningen er for vild. Så mange har delt indhold med sig selv eller folk, de kender, videoer fra koncerterne, reposts på kryds og tværs og en masse andet, der har haft med Snoop Doggs turné at gøre.”

Handler det om at spare penge, det at hyre lokale dansere, eller hvad tænker du?


“De sparer jo med al sandsynlighed nogle penge frem for at have fire faste dansere med på hele turnéen. På den anden side er der jo også det, at så mange dansere får platformen og muligheden for at stå på så stor en scene med så stor en musiker. Tilbage til poleverdenen på Instagram har det jo bare været en kæmpe omgang af kvinder, der hepper på kvinder. Det er jo blandt andet med til at give noget fremgang i vores danseverden, der stadig er præget af en del stigma."

Efter du kommer forbi mig på Klovnen, dér fredag eftermiddag, hvad stod den så på?

“Efter jeg lige var ovre ved dig og dulme nerverne, smuttede jeg forbi min veninde, der har tøjmærket Apolist. Hun havde tryllet noget fedt kluns frem, trods den korte varsel, og så gik turen ellers til Amager, hvor jeg skulle være ved Royal Arena klokken 19. Ingen prøvedans, ikke noget som helst, bare om backstage, med de andre piger, og i gang med strækøvelserne."


Okay vildt nok, hvordan var det i forhold til kontrakter, lønninger og generel behandling?

“Der var ikke nogen skriftlig kontrakt, da vi havde aftalt det meste på forhånd gennem Nicole. Jeg havde selv undret mig over, om jobbet mon var lønnet, da jeg tror, mange ville springe på for mulighedens skyld, men det var en hæderlig løn for enten at danse et halvt eller et helt sæt. Helt generelt blev vi forplejet rigtig fint, og crewet tog god hånd om os, især Nicole, tog os under vingerne og sørgede for os fra start til slut."

Jeg så nogle Instagram-videoer af den kære Snoop, hvor han giver din meddanser nogle klap på ballerne, er det noget, I havde givet samtykke til?


“Ja, inden showet snakkede vi med Mr. Bombay, tror jeg, han hedder, ham der flyver rundt på scenen iført en kæmpe abemaske. Han kom ind og hilste på, og fortalte, at han ofte giver et skub, hvis nogen er ved at gå i stå i et spin, eller at man godt kunne få et klap i måsen her og dér, så han ville lige høre, om alle var cool med det, eller ej. Så jo, vi gav alle samtykke til sådan noget.”

Det er jo ret interessant, taget i betragtning at meget af Snoop Doggs musik er præget af ret så misogyne tematikker. Hvad tænker du om det?

“Ja, meget hiphop har jo misogyne undertoner, så at opleve at folk bag kulissen er ordentlige og har spurgt om lov og så videre er vigtigt. Særligt i kontrasten med det performative udtryk med "bitches and hoes", letpåklædte damer, du-får-lige-et-smæk-i-røven-agtige udtryk, hvor der alligevel også er samtykke, ordentlige arbejdsvilkår og så videre. Jeg bliver glad over at opleve, at bare fordi man laver den type musik, er det ikke ensbetydende med, at man er et røvhul. Selvfølgelig kender jeg ikke onkel Snoop, men han virker som en god fyr, og en af dem med en renere tavle, i forhold til alle de volds- og overgrebssager, man hører om i underholdningsindustrien.”


Hvordan var det så, når du endelig kom op på scenen?

“Generelt var jeg overraskende rolig, måske også fordi jeg kendte tre af danserne på forhånd og var glad for at kunne dele oplevelsen med dem. Men jeg var bange for, at nervøsiteten ville tage så meget over, at jeg ikke ville kunne være i momentet. Du skal jo også tænke på, at vi blev ringet op dagen inden koncerten og fik tilbuddet, så det hele var jo også bare max surrealistisk. Jeg forstod ikke rigtig, at det var det, der skulle til at ske. Stå dér backstage og kigge ud og ligesom sige til mig selv: 'De 15.000 mennesker? Ja, dem skal jeg ud og danse for’.“

Hvordan var det så efter showet og hvordan har du det nu et par dage efter hele oplevelsen?


“Efter showet var vi jo helt oppe og ringe, fik lov at bukke for hele koncertsalen, og så var det jo ellers bare om bag ved. Der var blevet bestilt pizza, og så sad vi ellers der i g-streng med vores tårnhøje stiletter og vendte oplevelsen. Vi fik mødt Snoop, drak en drink, signeret et par sko, og så smuttede jeg ellers videre på arbejde. Stadig nu er jeg blæst bagover, og når mine venner og kolleger har spurgt ‘Åååh hvordan var det!?’ har jeg egentlig bare sagt ‘jeg tror, du skal spørge en anden, jeg tror ikke, det var mig, der var der’. Det er stadig super surrealistisk, og jeg er så glad for den oplevelse, hvor syret den end virker lige nu.”

LÆS OGSÅ: Glimt af storhed holdt Snoops mekaniske medley oven vande

ANNONCE