I Ukraine spiller musikken stadig på trods af mere end to års krig. Her følger en rejseberetning fra en af arrangørerne af turnéen Ukraine Rocks
I Ukraine spiller musikken stadig på trods af mere end to års krig. Den danske organisation Ukraine Rocks har arrangeret ture med ukrainske bands uden for landet og inviteret det danske metalband Crown the Beast og det tysk punkband Hello Pity til at turnere i det krigshærgerede land sammen og give koncerter med lokale bands. Vi er i kommet til ottende del af rejseberetningen fra en af arrangørerne. Læs de tidligere dele her.
Ukraine Rocks ankommer til Odesa friske og med masser af energi efter hviledagen. I Odesa er der koncert på et af Ukraines mest kendte undergrundsspillesteder More Music Club, MMC. Odesa er en havneby, berømt og berygtet. Her mødes hele verden, og her laves alle mulige slags handler. Byen ligger lige ud til Sortehavet og trues konstant af den russiske sortehavsflåde. Det er en arkitektonisk perle, der blev bygget i det attende århundrede af udenlandske arkitekter, Zar Aleksander fik ind fra det meste af verden. Det er en by, Rusland ikke ønsker at beskadige, om end de formentlig meget gerne vil have, at den igen bliver en del af Rusland.
MMC har eksisteret de sidste otte år, og på den korte tid har spillestedet været i fire forskellige bygninger. Spillestedet åbnede i 2015 med ønsket om at afholde så mange koncerter som muligt med så meget musik som muligt. Deraf navnet More Music Club. Det er musikere og undergrundsfolk, der driver det, og det er undergrundsbands fra hele Ukraine, der spiller her. Mange af de etablerede ukrainske bands som White Ward eller 1914 spillede deres første koncerter i MMC. Udefra ligner det et lukket, beskidt lager i en kælder. Vinduerne er klistret til med sort plastic. Døren er sort og beskidt, og trappen ned til spillestedet er rødbrun og snavset. MMC er placeret tæt ved Odesa togstation, en etage under jorden. Der er plads til 150 gæster. Det er et tidligere semi-industrilokale med store sorte udsugningsrør langs loftet, stengulv og beskidte vægge. Der er enkelt borde, hvor gæsterne kan sidde og lytte til musikken. Der hænger et persisk tæppe på væggen. To store betonpiller bærer konstruktionen. Et ukrainsk flag er spændt ud på bagvæggen, og der hænger to sølvdiskokugler fra loftet. Backstagerummet, toilettet og baren er overklistret med stickers og plakater.
De lokale bands i Odesa er Ritual Service og Rain of Anticorpses. Ritual Service har eksisteret de sidste seks år, og forsangeren Bonek spiller sideløbende med sit arbejde i fem andre undergrundsbands. Han bruger al sin tid på musikken, og selvom han ligner en stoner med sit lange viltre røde hår og sin Ramones-T-shirt på, så er han sproglig student med en universitetsgrad i matematik. MMC er et spillested for alle – et frirum, hvor musikken er i fokus, og det er ligegyldigt, hvem du er, og hvor du kommer fra. Bonek taler glimrende engelsk, og hans band Ritual Service synger også på engelsk. Deres musik og lyd er larm og støj, en bundløs hvirvelstrøm, der suger dig med.
”For os er musikken en måde at udtrykke en stemning på. Vi lever i Odesa. En glad by med rige mennesker. Men omkring os er der de ”shitty” post-sovjetiske bygninger og mentalitet. I vores musik forsøger vi at indkapsle de store industriområder, det triste og øde, den post-sovjetiske mentalitet og dens udtryk. Vi synger ikke om det. Vores musik er et udtryk for det, vi føler,” siger Bonek.
MMC har flere støttekoncerter hver uge, og på den måde hjælper de til landets forsvar. ”Det handler ikke om fest og ballade. Det handler om at overleve mentalt og som person.” Bonek træder lidt væk og tager et hvæs af sin cigaret. ”Da krigen kun var nogle dage gammel, mødtes jeg med nogle venner og vi startede et nyt projekt op – VIDSICH hedder bandet. Det er et band født af krigen. Det er larm, uhygge, støj og mørke tanker. Jeg og de andre fokuserer kun på at kanalisere vores følelser direkte over i musikken. Vi sidder ikke og fifler med ordene og forsøger få det til at lyde smukt og sætter ord på vores følelser. Musikken er de rå, ufiltrerede følelser. Når folk lytter til VIDSICH, træder de ind i et inferno af larm og støj og ord. Det var krigens første dage.”
I VIDSICH skrives og synges der på ukrainsk. VIDSICH betyder ”slå tilbage”. Bandet opstod ud af bomberne og larmen fra krigen, og det var naturligt at synge på ukrainsk. Det er for at kommunikere med Ukraine, med ukrainere og de andre undergrundsbands, men også fordi de på deres modersmål kan udtrykke noget andet, end de er i stand til på engelsk. Det er ikke kun Bonek, musikken tilbyder et frirum og et sted at kanalisere følelser og indtryk ud. På MMC er der dukket en ny ung gruppe op. Det er de unge mellem 18 og 25 år. Dem, der ikke kan rejse ud af landet og dem, der stadig er så unge, at de ikke endnu bliver indkaldt. Da snakken falder på dem , smiler Bonek lumsk. ”Den nye generation på MMC er ”fucking crazy”. Der er ikke noget filter overhovedet. De synger om sex, overgreb, vold, korruption, krig og død. Det er poetry slam og masser af lyd. De forsøger ikke at pakke tingene ind eller forskønne noget, deres ord og lyd er om de ting, der optager dem, og det bliver sagt meget direkte. De unge har fundet et tilflugtssted på MMC. Her kan de komme og fortælle om deres smerte, og vi lytter til dem og forstår dem. Det er essensen i MMC.”
Bonek har mange venner, der er ved fronten. Han har også mange venner, der har forladt landet. Når man pludselig ikke ser nogle i flere måneder, så ved man, at de enten er ved fronten eller har forladt landet. Næsten halvdelen af dem Bonek kender, er ikke længere i Odesa. Hvis du bliver indkaldt, er du så klar? spørger jeg Bonek. "Klar, nej, jeg er slet ikke klar. Men hvis det sker, så melder jeg mig til militærorkestret", siger han og forsøger at smile.
”Hvad er det værste du har oplevet i løbet af krigen?” Han tænker sig lidt om, og kører en hånd gennem det filtrede hår Jeg kørte med nødhjælp i starten af krigen og nogle måneder. En dag kom vi kørende, og et missil ramte huset lige foran. Vi så huset blive ramt og styrte sammen. Der var flere familier, børn og en baby. De døde alle sammen. Manden var i en kiosk for at hente cigaretter. Han meldte sig bagefter til hæren. Han døde for fire måneder siden.” Bonek stopper op. Slår blikket ned og læner sig ind mod bardisken. Der går nogle minutter. Jeg drikker min tequila og kigger på de mange unge, der samler sig foran scenen. Alle de mange smil og den megen glæde, og samtidig er der hele tiden mennesker, der dør. Familier og venner, der mister. Da jeg vender mig mod Bonek igen, er hans øjne intense.
”Nej, jeg skal fortælle dig det værste. Det værste er, at jeg har mistet min bedste ven,” siger guitaristen fra Superflat. Det er, som om der bliver helt tomt i lokalet, og tiden stopper. Jeg mærker de små hår rejse sig i nakken på mig. Superflat! Det var bandet, der skulle have være med til Danmark sidste år og spille med Ukraine Rocks. De unge gutter fra Odesa, der sendte en fantastisk video og glædede sig så meget. Superflat... Bonek nikker. ”Du kender dem. De skulle have været med på turnéen Ukraine Rocks til Danmark sidste år. Han blev dræbt ved fronten for tre måneder siden.”
Der bliver stille, og vi kigger på hinanden. Ord bliver pludselig ligegyldige. ”I am sorry, man,” er det eneste, jeg kan få frem. Superflat skulle have været med Ukraine Rocks til Danmark i 2023. De var nødt til at melde afbud, da deres guitarist få måneder før turnéen blev taget af militærpolitiet i en razzia og sendt i militær træningslejr og videre til fronten efter nogle uger. Mange unge i Ukraine lever med daglig angst for at blive taget i en razzia af militærpolitiet og sendt til fronten. Lige nu er træningstiden helt nede på kun tre uger og mange føler, det er en sikker død. Der er udbredt korruption på de forskellige militære kontrolcentre, og især Odesa har kæmpe problemer.
Udenfor står en masse unge piger og drenge i læderjakker eller cowboyjakker. White Ward, Metallica og Iron Maiden står der på ryggen af mange af dem. Da første band går på scenen, bliver rummet hurtigt fyldt. Forsangeren fra Antirain of Corpses står på scenen iført maske og rød sparkedragt med gult glimmer. Antirain of Corpses skriver og synger på ukrainsk. De har eksisteret siden 2012. Da Rusland angreb Ukraine i 2014, ændrede bandets tekster sig.
”De første to år sang vi på engelsk om mørket og mennesket. Nu synger vi på ukrainsk om fjenden Rusland, og at fjenden kun forstår rå magt, artilleri og tanks. Der er en sang, der lyder som en forbandelse af Rusland. Vi ønsker, deres byer skal gennemgå, hvad vores byer gennemgår hver dag. Vores sidste sang er om russiske kollaboratører i Ukraine. Musik giver os et sted, hvor vi kan bringe vores tanker til folk gennem klare billeder. Vi spiller støttekoncerter, fordi på den måde kan vi støtte hæren. Alle har en ven eller et familiemedlem, der er ved fronten. En dag bliver jeg også indkaldt.”
Bandet starter ud med en omgang hård dødsmetal, og ukrainske gloser flyver gennem luften. De varmer publikum op, og de gør et godt stykke arbejde. ”Slava ukraini” råbes der igen og igen, og salen jubler. Den store levende mængde af ungt pulserende liv omfavner musikken, hopper og headbanger. Svedigt langt hår hvirvler gennem luften foran scenen. Det er også her, den unge generation af punk og metal kommer. De tiltrækkes af scenen. Det er vreden, frustrationerne, energien og larmen i punk og metal, der spejler deres situation. Hello Pity går på som de næste. Der jubles, og der danses. Det er tydeligt, at mange blandt publikum allerede kender Hello Pity og deres sange. De giver ekstranummer, selvom der ikke er tid til det.
De blide toner fra Crown the Beasts åbningsnummer afløser Hello Pitys rå punk. Så bryder en konstant hård trommen løs og en saftig guitar. Alle de unge er nu på gulvet. Der headbanges og laves moshpit. Alexander fra Mykolaiv og hans venner er også kommet, og alle hopper vi rundt og ind i hinanden. Aleksander får igen lov til at synge med, og en lokal screamer fra Odesa kommer også op på scenen. Crown the Beast kan rumme det hele og inkluderer alle. Der kommer to ekstranumre. Der snakkes engelsk overalt, tages selfier, gives autografer og krammere. Også ude på toilettet. Ukraine Rocks er kommet sydpå til de utrolig gæstfrie ukrainere fra Odesa. Vi løber mod togstationen, og samtidig går sirenerne i gang. Det føles som en evakuering. Det hastige tilbagetog betyder, at kærligheden på toilettet blev uden happy end, men alligevel er stemningen høj, og vi elsker alle Odesa.
Fortsættelse følger i morgen.
LÆS OGSÅ: UKRAINSKE MUSIKERE UNDER KRIGEN: Selvom vi udadtil ser uskadte ud, er alt knust indeni