Artikel

Tønder Festival 2025: Oplevelser, du ikke må gå glip af

Igen viser festivalen, hvorfor den er et af Europas vigtigste samlingspunkter for folk- og rootsmusik.

Tønder Festival er tilbage 27.–30. august 2025 – og igen viser festivalen, hvorfor den er et af Europas vigtigste samlingspunkter for folk- og rootsmusik. Her er musikken levende, relevant og mangfoldig: Fra store navne til nye stemmer, fra dybe rødder til fremtidens ikoner – alt forenet i fire dage med fællesskab og musikalsk kærlighed.

Vi guider dig her til en række musikalske nedslag, der viser bredden i årets program.

S.G. Goodman (USA)


Torsdag 28. august – 17:15 – Telt 2
Fredag 29. august – 14:00 – Telt 2

S.G. Goodman er et af de mest spændende navne på den amerikanske americana-scene lige nu. Hun er vokset op i den lille by Hickman i Kentucky med baptisthymner som musikalsk bagtæppe, og hendes musik bærer både på sydstatsrøddernes tradition og en moderne indignation. Med albummene Old Time Feeling (2020) og Teeth Marks (2022) har hun markeret sig som en kompromisløs historiefortæller, der kombinerer rå guitarriffs med dyb personlig sårbarhed. At være queer kunstner i country og roots er stadig kontroversielt i USA, men Goodman har aldrig været bange for at udfordre genrens normer. Hendes koncerter på Tønder bliver hendes eneste i Danmark i 2025.


Fantastic Negrito (USA)

Onsdag 27. august – 19:00 – Telt 2
Torsdag 28. august – 21:30 – Open Air

Bag navnet Fantastic Negrito står Xavier Amin Dphrepaulezz – en musiker, der har gennemlevet både ulykker, genfødsler og triumfer. Efter en alvorlig bilulykke, der nær havde kostet ham livet og karrieren, vendte han tilbage i 2014 med et nyt musikalsk udtryk, hvor blues møder funk, r&b og politiske budskaber. Tre Grammyer i træk for Best Contemporary Blues Album taler deres tydelige sprog, og hans seneste album White Jesus Black Problems (2022) fortæller en dramatisk familiehistorie fra 1700-tallets Virginia. Live er han en eksplosion af energi, hvor bluesen bliver både vedkommende, dansabel og rå.

Læs GAFFAs anmeldelse af Have You Lost Your Mind Yet?


Adeem The Artist (USA)

Onsdag 27. august – 15:45 – Klubscenen
Torsdag 28. august – 23:45 – Bolero


Med ni album og et liv præget af både sydstatskultur, tro og identitet er Adeem The Artist en af de mest originale stemmer på den moderne country-scene. Adeem identificerer sig som non-binær og skriver med stor ærlighed om racisme, religion, seksualitet og livet som outsider i amerikansk kultur. Albummet White Trash Revelry (2022) blev bredt anerkendt som et gennembrud og viser, hvordan Adeem forener klassisk country med personlige og politiske fortællinger. Når Adeem går på scenen i Tønder, er det med fuldt band – og det bliver deres eneste danske optræden i 2025.

Avi Kaplan (USA)


Fredag 29. august – 19:30 – Open Air

Mange kender ham fra vokalgruppen Pentatonix, men som soloartist har Avi Kaplan fundet hjem i folk- og countrymusikken. Hans dybe basstemme er blevet hans varemærke, og på debutalbummet Floating on a Dream (2022), produceret af Shooter Jennings, udforsker han livets store temaer: kærlighed, tab og håb. Musikken er rodfæstet i naturen – Kaplan voksede op i Californiens skovlandskaber, og i dag skriver han sine sange på verandaen i Tennessee. På Tønder optræder han med band, og koncerten bliver en af de sjældne chancer for at opleve ham i Danmark.


Lyle Lovett and his Acoustic Group (USA)

Fredag 29. august – 21:30 – Open Air

Lyle Lovett er en levende institution i americana-musikken. Siden debuten i 1986 har han udgivet 14 album, vundet fire Grammy-priser og konstant udvidet grænserne for amerikansk musik ved at blande country med jazz, gospel, swing og folk. Hans seneste album 12th of June (2022) er en personlig hyldest til familien, fuld af både ømhed og humor. Med sit akustiske band bringer Lovett både musikalitet og karisma, og Tønder-publikummet kan se frem til en aften i selskab med en af genrens mest ikoniske historiefortællere.


Læs GAFFAs anmeldelse af hans koncert i DR Koncerthuset i 2011

Allan Olsen & Nyt Norlan (DK)


Onsdag 27. august – 12:30 – Open Air
Fredag 29. august – 19:30 – Telt 1

Allan Olsen er et navn, der er uløseligt forbundet med dansk sangskrivning. Med over 40 år på landevejen, 20 album og et væld af klassikere har han cementeret sin status som en af landets mest markante stemmer. I 2024 samlede han et nyt Norlan til en jubilæumsturné for Rygter fra Randområderne (1994), og nu gæster de sammen Tønder Festival. Publikum kan se frem til en stor koncertoplevelse, hvor de ikoniske sange får ny kraft i et fuldt bandsæt.

Læs GAFFAs store interview med Allan Olsen fra 2017: "Vi burde være på gaden med høtyve og fakler"


Og anmeldelsen fra Train i 2024

Mere end musik: workshops og nye formater


Tønder Festival er ikke kun koncerter – den er også et sted, hvor traditioner, sprog og kultur mødes på tværs af landegrænser.

Minority Language Circle
Onsdag 27. august – 17:45 – Telt 1
En ny tradition ser dagens lys, når fem kunstnere optræder på deres modersmål: Rasmus Lyberth (grønlandsk), Ainsley Hamill (gælisk), Lleuwen Steffan (walisisk), Nolwenn Korbell (bretonsk) og Rikke Thomsen (sønderjysk). Et unikt møde med sange og historier, man sjældent hører på en stor festivalscene.

Workshop: Take Me To The River All-Stars (USA)
Onsdag 27. august – 17:15 – Jamteltet
En interaktiv fejring af New Orleans’ musikalske arv, ledet af filminstruktør Martin Shore sammen med musikere som Big Chief Bo Dollis Jr. og Brian Richburg Jr. Publikum inddrages i grooves, rytmer og call-and-response – en festlig og lærerig oplevelse for både børn og voksne.


GAFFA Talks: Kom tæt på kunstnerne

GAFFA Talks giver publikum mulighed for at komme helt tæt på musikerne gennem samtaler, refleksioner og små musikalske bidder. I 2025 byder festivalen på flere særlige møder:

Kolding Egnsteater – Trubadur: Kærligheden til Tønder
Onsdag 27. august – 15:30 – Visemøllen
Bagom den teaterkoncert, der hylder festivalens ånd.
Læs GAFFAs anmeldelse

Kellie Loder (CAN)

Onsdag 27. august – 17:45 – Visemøllen
Canadisk sangskriver, der i 2024 tryllebandt Tønder-publikummet, vender tilbage til en nærværende samtale.
Se GAFFAs anmeldelse af jubilæumskoncerten

Crowe Boys (CAN)

Lørdag 30. august – 15:45 – Jamteltet
Brødrene fra Prince Edward Island deler ud af deres vokalharmonier og musikalske univers i et intimt format.


 

ANNONCE