En af personerne med et skarpt budskab på kroppen faldt – var det karmaloven, der satte ind?
Roskilde Festivals nøgenløb har mere end 20 år på bagen, men i årene omkring MeToo og corona var tilslutningen vigende, både hvad angår deltagere og tilskuere. De sidste par år er interessen imidlertid vendt tilbage, og fremmødet til årets nøgenløb er efter denne skribents vurdering den største siden corona. Omkring et par tusind mødt frem for at overvære de cirka 20 løbere, nogenlunde fordelt mellem mænd og kvinder og med et par kørestolsbrugere imellem, og det skader næppe, at solen skinner, uden at temperaturen er ulideligt høj, som den har været de sidste to dage.
Deltagerne skal løbe to gange rundt på den cirka 300 meter lange bane midt i Dream City-området, og det er også flere lejre i det kreative Dream City-område, der har arrangeret løbet siden 2014, hvor festivalen selv stoppede med at stå for det. Hvis jeg skal komme med lidt konstruktiv kritik til arrangørerne, så er det ikke så smart at have høj musik kørende fra en Soundboks, mens man forsøger at komme med informationer til publikum, men ellers er løbet meget professionelt organiseret. Der er sågar et presseområde, så fotografer og journalister ikke behøver møde op en time i forvejen for at kunne se noget.
Læs også: Mens vejrguderne pissede på Roskilde, pissede Elias på Månen – men ikke på publikum
Flere af de nøgne løbere har skrevet opsigtsvækkende budskaber på deres kroppe. ”Fuck EB,” skriver et par stykker, mens en tredje har den Suspekt-inspirerede linje ”Bollede ham i går” skrevet på ryggen. Denne skribent ser dog ingen ”Free Palestine”-meldinger på kroppene – et budskab, man ellers ofte støder ind i på årets festival, og jeg kan da også have overset noget.
Startpistolen i form af to affyrede konfettirør lyder, og løbet går i gang. Én mand og én kvinde lægger sig hurtigt i front, og de ender også med at vinde, mens to deltagere løber demonstrativt langsomt, med noget, der ligner gadedrengehop – og det er dem med budskabet ”Fuck EB”. Måske en hilsen til Ekstra Bladet, der traditionen tro dækker nøgenløbet intenst med både still- og videofotograf og to journalister. En af de to EB-haters falder i øvrigt i anden omgang på banen – var det karmaloven, der satte ind dér? – men kommer dog hurtigt på benene, og et par stykker mere falder også, men alle er hurtigt oppe igen uden mén.
Den mandlige vinder er norske Jesper Strøm, der dog har meget travlt med at komme videre, og i travlheden når vi desværre heller ikke at få en kommentar fra den sejrende i kørestolskategorien. Vi får heldigvis et par minutter med den kvindelige vinder, 20-årige Frida Kristensen.
– Jeg er virkelig glad, jeg var bange for at tabe. Jeg var med for to år siden, det var noieren. Jeg vil gerne være med næste år, men jeg tror ikke, jeg kan vinde igen, siger hun og fortsætter med at begrunde, hvorfor hun har besluttet sig for at stille op: – Det er vigtigt at vise, at vi alle sammen ser forskellige ud, men kan have det sjovt sammen. Og det er crazy med den opbakning, mine venner heppede på mig.
Og hun ved lige, hvordan sejren skal fejres: – Jeg skal til koncert med Aphaca på Arena-scenen om 10 minutter, griner hun. Vi håber, hun når at få tøj på.
Vinderne vinder hver en billet til næste års festival.
Læs også: Når benene bliver våde i flere henseender på Roskilde