En festivalhyldest til alle dem, der blev og stadig er i Ukraine.
Disclaimer: Skribenten bag reportagen står også bag projektet Ukraine Rocks, som omtales flere gange i artiklen. Trods den potentielle interessekonflikt bringer vi artiklen, da vi synes, den er en relevant øjenvidneberetning fra Ukraines musikscene, og fordi Ukraine Rocks er et nonprofit-projekt.
Projektet Ukraine Rocks/Metal for Fred var inviteret med til Dirty Dogs Festival i Kyiv 14. og 15. juni. En undergrundsmusikfestival, der er en hyldest til alle dem, der blev og stadig er i Ukraine, efter Rusland i februar 2022 forsøgte at vælte den ukrainske regering og på trods af de angreb, der stadig finder sted. Dirty Dogs samler undergrundsmusik og publikum fra de fleste regioner i Ukraine og er en måde at samle landet på, vise styrke og enhed.
– Navnet Dirty Dogs reflekterer en rå etos af undergrundens artister – rebelsk og på gadeniveau, udtaler arrangør Brudniy Pes.
En kamp for frihed
Dirty Dogs blev startet op som en direkte konsekvens af disse hændelser, og organisatorerne bag forklarer, at det er en måde at samle forskellige musikgenrer på, og unge fra hele Ukraine, og på den måde i symbolsk form repræsenterer festivalen ”enhed” (unity), som er helt essentielt i den situation, Ukraine befinder sig i.
– Efter fuldskala-invasionen mistede kulturscenen i Ukraine meget – mange artister flygtede fra landet. Det gjorde, at det hele skulle opbygges næsten fra bunden, nye navne, initiativer og fællesskabets formål; at støtte og promovere ukrainsk uafhængig musik især med fokus på alternativ rock, hiphop, hardcore, elektronisk eksperimentalmusik og fusionsgenrer. At skabe en platform for samarbejde på tværs af byer, genrer og fællesskaber. At bringe folk sammen i en svær tid, tilbyde følelsesmæssig frirum, styrke og modstand. At fejre frihed, ungdoms energi og kulturel identitet i krigstid, udtaler arrangøren Brudniy Pes.
I 2025 var der 90 bands og artister, mange forskellige genrer på fem scener over to dage og omkring 3500 gæster. Der er tydeligvis et stort behov for en sådan festival selv i krigstid. De mange bands kommer fra forskellige byer spredt ud over hele Ukraine såsom Kyiv og Dnipro i det centrale Ukraine, Lviv, Ternopil og Ivano Frankivsk i vest, Odesa og Mykolaiv i syd og Kharkiv i øst, og det var en helt central beslutning for arrangørerne.
– Det er vigtigt med bands fra hele Ukraine og forskellige genrer for på denne måde at skabe ”unity” og være med til at bevare, forstærke og hjælpe de forskellige fællesskaber af musikere og kunstnere på tværs af regioner, siger arrangør Brudniy Pes.
Dirty Dogs handler om meget mere end musik, og det opdager man hurtigt. Her samles ungdommen fra hele Ukraine, skatere, pinup-piger, cosplay-dyrkere, transkønnede og mange forskellige musikgenrer. Det er et sted, man kan mødes og være sig selv – et nødvendigt frirum. – Dirty Dogs er en vigtig festival i disse tider, fordi vi bevarer og beskytter kulturen i krigstider, tilbyder mental sundhed gennem musik, fællesskab og kreativt udtryk. Opbygger og styrker en national musikalsk undergrundsinfrastruktur. Forbinder aktivister, musikere og fællesskaber gennem et fælles mål og kreativt ”output”. Sender et tydeligt signal om, at Ukraine lever, kæmper og skaber – ikke kun overlever,” siger arrangør Brudniy Pes.
Selve festivalområdet kaldes ”Keller”, og i Sovjetunionen var det et større industriområde. Hele området fremstår stadig som et industrikompleks i forfald med store industrielle haller, kraner, gravkoer og brudte jernbaneskinner. Arrangørerne har også hentet forskellige bilvrag, der står placeret rundt omkring, og som indgår i det rå look af forfald, men samtidig giver lidt kant, som især skaterne og de smukke ukrainske pinup-piger godt kan lide. Hardcore metal blæser ud gennem forstærkerne, mens skateboards og BMX-cykler flyver gennem luften. Da en drone suser hen over folk for at filme stemning, lyder der et par skrig – selv om der her er musik og fest, så kender de fleste kun alt for godt den brummende lyd, når droner med dødelige pakker suser mod Ukraine. På fortidens fundament bygges en hyldest til fremtiden, og på denne måde bliver Dirty Dogs til et symbolsk opgør med fortiden. Et farvel til USSR og et hej til fremtidens frie Ukraine – og de mange gæster fra det meste af Ukraine symboliserer på glimrende vis dette.
Det rå og ødelagte look går igen på hele festivalen, men alt er top professionelt. Ved de fire indgange til publikum står der vagter og kontrollører, der tjekker alle gæster. Det første, man møder på selve festivalen er den tillokkende duft fra fem-seks madboder samlet som en lille ø. Det dufter dejligt og fristende. I forlængelse af mad-øen er der barer med drikkevarer og flere områder med stole, bænke og borde. Lidt længere fremme er hovedscenen dedikeret til hardcore. Hovedscenen er under åben himmel og festivalens ubetinget største scene. Et råt metalskelet udgør scenen, og en stor kran holder i strakt arm et 4x4 meter neonskilt på de bands, der spiller. Der er bygget en rampe hen over nogle bilvrag, og mens hardcore-musikken blæser ud over salen, folder skateboards og BMX-cykler sig ud. Smukke ukrainske pinup-piger slanger sig hen over bilerne, og der bliver taget en masse fotos. For enden af det udendørs område er der flere toiletter med lange køer og et overdækket loungeområde med liggestole og borde.
Hvor der er skov og grønne områder som baggrund til den ene side af festivalen, er det industriområder og forfaldne bygninger, der præger den anden side. Til højre for øen med madboder er der en form for babylonsk passage, hvor buske, træer og slyngplanter går i et med halvt nedbrudte mure, og på den anden side træder man ind i et stort bygningskompleks fra sovjettiden. Det er som en labyrint i fire-fem etager med indlagte terrasser og loungeområder delvist overdækket med træer og buske og med ny musik, der strømmer ud fra alle åbninger og sprækker. En trætrappe til venstre fører op til en form for mini-amfora med syv stolerækker på en hævet plateau af træ. Her kan man mageligt nyde musikken fra den intime Dacha-scene, der musikalsk dækker alt fra hiphop til eksperimental musikkunst.
Dirty Dogs inviterer indtil videre kun ukrainske bands til at optræde, for at styrke sammenholdet mellem bands og publikum på tværs af regioner, men de vil til næste år invitere udenlandske bands, der har støttet Ukraine. – I 2026 vil vi invitere musikere til Ukraine til vores festival, bands og musikere, der har støttet Ukraine. Bands og musikere der støttede Ukraine og befolkningen, og som forstår vigtigheden af en sådan kulturel støtte og ønsker at vedblive med at støtte Ukraine, vores befolkning og musikscenen i Ukraine. På den måde kan vi udveksle erfaringer og kreativ udførelse. De bands, der inviteres med i 2026 fra udlandet vil også blive inviteret med til workshops, foredrag og ”splits” (fælles indspilninger af musik, red.) og på den måde være med til at bygge bro mellem musikscenen i Ukraine og udlandet og få et fælles publikum på tværs af landegrænser, udtaler arrangør Brudniy Pes.
– Det er et kulturmøde. Det er helt eksistentielt. Musik er en refleksion af nationernes sjæl, og igennem musikken lærer vi om hinanden,” udtaler festivalgæst Dmitriy.
Læs også: Reportage: Ukraine rockede i Aarhus sammen med dansk og tysk punk og metal
Acid Mamba (fra Kyiv)
Gruppen Acid Mamba har eksisteret i få år. Medlemmerne af Acid Mamba dannede tidligere gruppen Esquizet, og de var med projektet på turnéen Danmark rundt i 2023. Esquizet er desværre sat på ufrivillig pause, da et medlem er blevet indkaldt og nu er ved frontlinjen.
Acid Mamba er et kunstprojekt med vægt på totaloplevelsen af kunstformerne dans, sang, teater og performance. Det er ikke musikken, der er i fokus, men kunsten og den kreative energi. Bandet har kun eksisteret i få år, men har det til trods allerede opbygget et godt ry i Kyiv på avantgardescenen, og der var godt fyldt op på gulvet foran scenen, da sangeren Nastia i en smuk grøn velourkjole indtog scenen. Det fyldte gulv vuggede med i takt til hendes melodiøse stemme.
Acid Mamba (Esquizet) var glade for muligheden for at komme til Danmark og spille, og det er vigtigere end nogensinde, at ukrainske musikere og kunstnere har mulighed for at rejse ud og møde folk og vise deres kunst frem. – Det er vigtigt, at vi unge musikere kommer ud og fortæller om situationen i Ukraine og dermed bringer ny fokus, så vi ikke glemmes. Ukraine Rocks er et vigtigt projekt, for det giver os musikere mulighed for at komme ud og vise vores musik frem og samtidig sætte ord på vores situation i Ukraine. Det er også vigtigt med den interkulturelle udveksling såvel på det personlige plan som det professionelle, og der kommer lige nu meget få udenlandske bands til Ukraine, så vi håber, Ukraine Rocks kommer tilbage i 2026 med nogle danske bands igen, udtaler Nastia fra bandet.
De bliver enige om, at den sjoveste oplevelse var efter koncerten i Aalborg, hvor spillestedet inviterede på et flot hotel i Aalborg med lækker morgenmad, –Efter at have sovet på gulvet i gymnastiksale og folkeskoler var der mytteristemning, og det hotel reddede os, siger de enstemmigt.
– Personligt var det en drøm, der gik i opfyldelse, siger Nick fra bandet og smiler bredt. – En turne til Danmark og Tyskland var en drengedrøm for mig, men det var også tydeligt, at det betød meget for ukrainere i Danmark. Det jeg husker bedst fra turneen var, at der efter koncerten i Randers kom en gruppe unge piger hen til os med tårer i øjnene. De var blevet så glade og rørte over at møde os unge musikere fra Ukraine. Det var meget emotionelt og viser, hvorfor det er vigtigt, at musikere og kunstnere rejser til andre lande og viser ukrainsk musik og kultur frem som rigtige mennesker, siger Nick fra Esquizet.
Forsangeren Nastia var med til koncerten i Kyiv i 2024, da danske Crown the Beast turnerede Ukraine rundt med Ukraine Rocks, og hun vil gerne sende en hilsen til forsangeren Jason og en tak for at invitere hende op på scenen og synge med. – Det var en fed og sjov gestus. En fed måde at vise, at vi er sammen, siger hun.
Efter snakken med Acid Mamba går Tulym på scenen, en af de meste kendte og elskede hiphop-grupper fra Kyiv. Der fyldes helt op med mennesker både foran scenen og ved de to hævede loungeområder. Der er fyldt med publikum i tre lag. Tulym indtager scenen på imponerende vis, og undervejs inviterer de andre undergrundslegender til at rappe med. Det er helt tydeligt en festival med en meget flad struktur, hvor der er fokus på at være sammen, venskaber, fællesskab og at være der for og med hinanden, fornemmer man igen og igen, og det er super fedt.
Også kongen af undergrundsmiljøet fra Odesa inviteres på scenen og rapper sammen med Tulym. “Minus” kaldes han, og han er sammen med sit band Dilo Dryan fra Odesa inviteret med til Dirty Dogs. Dilo Dryan kan oversættes til “things are fucked up”. De spiller energisk hardcore punk og er inviteret med for at repræsentere punkscenen, som Odesa er så kendt for. Men lige nu rappes der på old-school manér, og publikum elsker det.
Hele salen gynger med. Der råbes fra scenen, og der svares fra salen, hænder løftes og svinges i takt, og oplevelsen minder om hiphopscenen fra 80’ernes USA med bands som Run DMC. Bandet suger alle med ind i deres musikalske rum, og der klappes, råbes og hujes hele vejen gennem deres set.
Jeg klapper og hujer med, da Tulym forlader scenen.
Techno og rave-party
Fra Dachascenen går jeg ned ad den vakkelvorne trappe konstrueret af materialer fra en byggeplads og går ned mod den tidligere togplads, hvor materialer blev fragtet til fabrikken og våben sendt videre. Det hele virker meget, meget nedbrudt og skrøbeligt. Det er ruiner, der hist og her er forstærket med moderne byggepladsskinner og spær. Det er et stort industrikompleks måske ti meter højt. Taget er væk, og der er kun nogle bjælker tilbage. Der er ingen vinduer i bygningen, men i stedet sort flagrende plastic. I midten af betonhallen er der et stor hul, der bruges til storskrald. Her ligger der ødelagte sofaer, mursten, liggestole af plastic og en masse forskelligt byggeskrald. Det er et skelet, som en dinosaurus fra fortiden.
I det tilstødende enorme betonlokale lyder der store pulserende technodrøn. Herinde er et menneskehav i gang med et rave-party. Unge og ældre i alle mulige afskygninger hopper op og ned. Der er piger med lyserødt og lilla hår, drenge i pigetøj og piger udklædt i cosplay-outfit med grønt, hvidt og sort hår og farvestrålende tøj. Et stort bølgende uroligt hav som et impressionistmaleri fra starten af det tyvende århundrede. Et fantastisk syn, og det er svært ikke tænke tilbage på technoscenen og de berømte raveparties i England for tre årtier siden. En dj hamrer ud i luften med en knyttet næve, hele hans krop i små ryk, mens han sampler på livet løs.
Nedenunder ravescenen i en mørk, overdækket sal spilles der hardcore techno. Røg fra maskiner udfylder rummet mellem menneskehavet og loftet og det hele er en grå-sort bølgende masse fuld af energi. Der er varmt og svedigt, og mørke skygger med viftende arme hopper energisk på stedet.
Den sidste scene er med ny ukrainsk musik, der dækker alt fra indie til jazz. Scenen er på størrelse med Dacha-scenen, men området foran scenen til publikummer er omkring tre gange større, og musikken meget loungeagtig med jazz og indiepop. Til højre for scenen på en hævet terrasse er der et stort loungeområde med solstole og borde, og her skal jeg mødes med G INC. Der er fine muligheder for at købe drikkevarer, og mange sidder i mindre grupper med drinks i hænderne og snakker sammen, mens musikken spiller i baggrunden. Her er mere afdæmpet end på de to technoscener og hardcorescenen, og publikum er knapt så farvestrålende som i de to technohaller og heller ikke så sort og med færre tatoveringer end gæsterne foran hardcore-scenen.
G INC (oprindeligt fra Chernivtsi)
De tre unge kvinder fra G INC vinker og kommer med store smil hen til mig. Jeg får knus og kram, og der hentes hurtigt en omgang øl. G INC skal på scenen om en time, og de er klar. De er alle tre iført tanktop, Anya og dj Hanna et par sorte knæshorts og trommeslageren Kathy et miniskørt, strømpebukser og et par røde strømpebånd. Som de sidder der, ligner de et band som taget ud af Gotham City og en fødselsdagsfest for Harley Quinn.
Turnéen Metal for Fred arrangeret af Ukraine Rocks Danmark rundt var en fantastisk oplevelse for dem, fortæller de. – Det var en blåstempling af vores musik og en fantastisk måde at komme ud og suge læring til sig fra andre bands fra andre lande. Grænser blev brudt på flere måder, siger Kathy. Især husker de alle tilbage på den gæstfrihed og venlighed, de mødte overalt og de mange danskere. der kom hen og fortalte, at de hjælper og støtter Ukraine og ikke glemmer dem. Det betød utrolig meget.
En af de oplevelser, der gjorde mest indtryk på dem, var mødet med borgmesteren i Lyngby, hvor de virkelig fik indtryk af, at Danmark støtter dem på alle niveauer. Det er let føle sig glemt i Ukraine, og i medierne står der ofte, at ingen længere bekymrer sig om situationen i landet, og derfor var det fantastisk og måske den vigtigste enkeltstående oplevelse for dem at møde borgmester Sofia Osmani fra Lyngby og opleve støtten fra en politisk figur som hende.
Turnéen har givet dem et enormt boost, forklarer de. De er blevet meget mere selvsikre efter at have spillet otte koncerter på 10 dage, og som band såvel som individer føler de sig meget mere modne, og det både ser og mærker jeg også tydeligt. – Det var ualmindeligt hårdt for os at være på en intensiv turné i 10 dage og give otte koncerter på så kort tid. Vi har lært en masse om hinandens grænser og vores egne, og vi er helt sikkert blevet et meget mere modent og sammentømret band, udtaler DJ Hanna fra G INC.
G INC giver lige nu flere koncerter hver måned og er enormt populære på den ukrainske undergrundsscene. Ikke mindst fordi de modsat mange mandlige bands har mulighed for at rejse rundt uden at bekymre sig om militærpolitiet, men der er stadig risiko forbundet med at give koncerter i for eksempel Kharkiv, der ofte udsættes for angreb. – Mange mandlige bands har ikke mulighed for at rejse til byer som Kharkiv, Dnipro eller Odesa, og her udfylder vi et tomrum. Men samtidig ser vi det også som vores pligt. Mange af vores venner bor stadig i for eksempel Kharkiv eller Mykolaiv. De flygter ikke, selvom de er bange. Netop fordi vi kan, er vi forpligtet til at komme og give koncerter og på den måde støtte, siger Anya fra G INC.
Netop musik og kultur som en måde at støtte på falder samtalen igen og igen tilbage på, og det er et aspekt, G INC finder super vigtig: – Ved at komme ud og give koncerter i Europa viser vi ukrainsk musik og kultur frem. Vi viser danskere, at vi er mennesker som dem. Vi kan fortælle dem om vores liv. De ser os, og de hører vores stemme, siger Anya fra G INC.
Det er nu tid for G INC at gå på scenen, men inden de forlader mig, spørger jeg dem, om de har et godt råd til dem, der læser med her og som har store drømme om at blive musiker: – Kast dig ud i det og vær ikke bange for at fejle. Find et trygt miljø at øve og spille i. Vi har selv lavet så mange fejl, men det vigtigste er ikke at lade sig slå ud, siger DJ Hanna.
G INC går på scenen, og hurtigt fyldes der med publikummer foran hardcorescenen. Anya og DJ Hanna læner sig ind mod hinanden og skriger og skriger, mens Kathy trommer, og miniskørtet flagrer i takt med hendes energiske bevægelser. En to meter høj pige i et rødt kaninkostume med bare baller, unge piger kun iklædt fiskenet og mænd i dametøj – alle vugger i takt til musikken.
Læs også: Reportage: Undergrundsmusik og kvindekamp i Ukraine
Telema (fra Ivano Frankivsk)
Telema kommer fra byen Ivano Frankivsk og blev dannet i 2019 af de to brødre Roman og Taras samt forsangeren Vlad, og senere kom bassisten Andrii til. Deres første album og tekster var på engelsk, og deres store drøm var at komme på turne til udlandet. Det nåede de ikke, inden Covid19 lagde verden ned og stoppede al koncertaktivitet, og pandemien blev efterfulgt af krig.
Da krigen begyndte, valgte de at skrive alle tekster på ukrainsk for på den måde at vise deres støtte til landet og kommunikere med de andre musikere og ukrainere. – Vores musik og lyd udvikler sig hele tiden, fordi vi udvikler os som band. Det er en naturlig proces. Vores tekster derimod har ændret sig meget på grund af krigen. Vi synger om vores følelser, sindsstemninger og oplevelser, og det er meget personlige tekster. Musikken er en måde at overleve på, og det kommer til udtryk i teksterne. Vrede, smerte, frustration og håb. Musikken er vores frirum. Når vi skriver tekster, øver og giver koncerter. Det er her, vi lever og overlever mentalt, udtaler Roman fra Telema.
– Mange af vores venner og familiemedlemmer er ved fronten og forsvarer landet. Det er på grund af dem, vi stadig er i live. Til alle vores koncerter samler vi ind til vores soldater, tilføjer Andrii fra Telema.
Telema har på meget kort tid bragt sig selv i position som et af den ukrainske musikscenes helt store nye håb. Deres meget energiske stil og karismatiske forsanger Vlad og deres utrolig fængende numre har på kort tid gjort dem ekstremt populære på undergrundsscenen i Ukraine, og de er også årets hovednavn på hardcorescenen. – Krigen er så tæt på og influerer så meget vores liv, at vi er nødt til at bruge vores modersmål for at kunne sætte de rigtige ord på og formidle vores følelser og sindsstemninger, og for at kunne viderebringe det bedst muligt til vores ukrainske publikum. Der er en helt speciel forbindelse mellem band og publikum lige nu i Ukraine. Utrolig intens, siger Vlad fra Telema.
Telema drømmer stadig om at komme på turne til Europa, men nu er det ikke kun for at udleve en drøm. Det er også for at kunne hjælpe deres land. – Det er vores helt store drøm som musikere at komme på turne til udlandet. Men med tanke på krigen er det vigtigt for Ukraine, at helt almindelige unge som os selv personligt og fysisk møder andre unge fra Europa, at vi kan fortælle dem om situationen. Det er vigtigt, at vi ikke glemmes. Det er også vigtigt for ukrainere i Europa at møde ukrainere, der stadig bor i Ukraine og snakke med os om vores oplevelser og vores situation. Det er en mulighed for at vise vores musik frem, skabe nyt fokus på krigen, og samtidig kan vi indsamle midler til at hjælpe vore land, siger Vlad fra Telema.
Vi takker hinanden, og Telema skynder sig hen til hardcorescenen, hvor de om lidt skal give koncert. Der er desværre ikke fyldt helt op, da mange forlader festivalen før tid på grund af landets undtagelsestilstand og reglerne om, at alle skal være hjemme før midnat.
Selve området foran hovedscenen er alligevel fyldt godt op, og publikum får det, de ønsker – et helt fænomenalt og energisk show.
Forsangeren Vlad går helt hen til forkanten af scenen, og med højt løftet hånd tramper han i gulvet og råber ud til publikum, at de skal gå amok, "LAV KAOS". De mange unge foran scener danser mosh med højt løftede ben og cirkelspark. Unge mænd iført blodige masker og kvinder i fiskenet og sort tøj hopper i takt og råber højt. De løber ind i hinanden, slår og vælter i et mylder af arme og ben. Røgmaskiner sender en tåge ud over området, så kun forsangeren toner frem, og med de lysende projekter, der sender blinkende orange missiler af sted, er det som en krigsscene. Gå amok, råber forsangeren igen og igen. Gå amok! Lav kaos!
Bandet afslutter med sangen ”Karma” og sætter fuldkommen ild til publikum, der vælter rundt mellem hinanden. Midt i en trommehvirvel og screaming kommer en publikummer forklædt som Spiderman løbende. Han løfter armen og sender imaginært spind af sted og svinger sig op på scenen, løber rundt mellem musikerne og kaster sig så ud over scenekanten, hvor han gribes af publikum.
Drømmen om en turné
Unge kvindelige kunstnere og musikere kan uden problemer tage til Europa, men for mænd er det utrolig svært. Det kræver en tilladelse fra det ukrainske kulturministerium. Der har været mange korruptionsskandaler, der involverer det ukrainske kulturministerium, og der har været situationer med mænd, der har forladt landet for ikke at vende tilbage igen. Det er derfor lige nu utrolig svært for mænd at få lov til at forlade landet. Selv store bands som White Ward og 1914 har modtaget afslag på deres ansøgninger om at tage på turné til Europa.
Alle de mange unge musikere, jeg snakker med, er enige om, at mandlige kunstnere og musikere bør have lettere ved at rejse til udlandet og give koncerter eller vise deres kunst frem. Det bringer fornyet fokus på krigen i Ukraine, og det er en mulighed for at møde andre unge som ældre og som menneske til menneske fortælle dem om situationen og oplevelser i Ukraine. Det er også en unik mulighed for at snakke med medier og være med til at skabe fornyet opmærksomhed på Ukraine. Endelig er der mulighed for at indsamle midler til at støtte landet. På et helt personligt plan er det for mange musikere en drøm, der kan gå i opfyldelse og en mulighed for at få nye kontakter og blive udviklet som musiker og band.
Adspurgt om hvad man kan gøre, kommer der flere forslag. Et depositum for alle, der forlader landet, og at man skal underskrive en kontrakt, der muliggør, at staten inddrager ens midler, såfremt man ikke returnerer. En mere flad struktur i kulturministeriet med flere ansatte, og hvor folk kender hinanden bedre og har lettere ved at udveksle idéer og følge med i, hvad der foregår, og lokale afdelinger for musik i de forskellige regioner, der rapporterer til kulturministeriet. En anden mulighed kunne også være, at der sendes en person med, der inddrager alle pas og følger med på hele turnéen, men som Nastia fra Esquizet/Acid Mamba formulerer det – ultimativt er det et etisk spørgsmål, om man returnerer eller ej, siger Nastia.
Der er enighed om, at Ukraine Rocks er et utrolig vigtigt projekt, der både bringer ny opmærksomhed på situationen og samtidig støtter på en alternativ måde. Musik og kunst er et fredeligt våben, og Ukraine Rocks et vigtigt humanitært projekt. Det holder drømmen om en turne til Europa i live, og det giver mulighed for, at ukrainske musikere kan spille med danske musikere til glæde for den ukrainske musikscene. – Det betyder utrolig meget, at udenlandske bands og især bands fra lande som Danmark kommer og på den måde viser støtte. Det bringer international opmærksomhed, det viser sand solidaritet med Ukraine, det hjælper med at normalisere kulturlivet, og det tilskynder venskaber og tillid på tværs af grænser, siger Dirty Dogs-arrangør Brudniy Pes.
En ting alle bands og publikummer påpeger er, at der kun er ukrainske bands til Dirty Dogs, og om end niveauet er virkelig højt, så savner mange, at der kommer udenlandske bands og spiller med. Derfor håber de alle, at der Ukraine Rocks kommer tilbage til Ukraine i 2026 med nogle danske undergrundsbands. – Gennem musikken kommunikerer vi med hinanden, og udtrykker ting, vi ikke kan med almindelige ord og tale, siger festivalgæst Dmitry.
På vej hjem fra festivalen starter sirenerne, og omkring 01.00 lyder der nogle høje brag i udkanten af Kyiv.
Musik og kultur som et fredeligt våben
De unge mænd, der spiller musik, forsøger ligesom resten af samfundet at overleve fysisk som mentalt, og for mange er musikken redningen. Disse unge mænd har truffet en beslutning om at blive i Ukraine, fordi det er deres hjemland, som de elsker. Her har de familie, venner og et liv. De ønsker som alle andre ikke blive sendt til fronten og dø. Men indkaldes de, så er de beredt til at kæmpe for deres land, og derfor er de her endnu.
Ukraine Rocks inviterede i 2023 seks bands på turne til Danmark. Medlemmer fra fem af disse bands er blevet indkaldt til militæret. En af de unge musikere er blevet dræbt ved fronten.
Ukraine Rocks turnerede i 2024 Ukraine rundt med danske Crown the Beast og tyske Hello Pity. Der blev givet koncerter med lokale bands i otte byer overalt i Ukraine. I alt 11 lokale bands spillede med. Medlemmer fra fire bands samt frivillige fra spillestederne i Mykolaiv og Odesa er blevet indkaldt. Ejeren af spillestedet i Kharkiv er dræbt i kampe ved fronten.
Læs også: Rejseberetning: Ukraine rocker trods krigen – kapitel 1 af 9
