Artikel

Han var lyden af Københavns klubber – dansk hiphop-musiker er død

At kalde Phase 5 en hiphop-pioner er en underdrivelse. Han var bannerføreren, der satte de andre i sving.

Henrik "Phase 5" Marquardt er gået bort alt for tidligt. Han var blandt de første til at bringe hiphopkulturen til Danmark og forme dens lyd. Gennem årtier var han en fast figur i Københavns klubmiljø og på internationale scener. Han efterlader sig et livsværk i funkens tjeneste, og hans kærlighed og kompromisløse kreativitet vil blive savnet.

At sige, at Phase 5 var med fra start i dansk hiphop, er nærmest en underdrivelse. Han var en del af scenen i det københavnske ungdomsmiljø, før kulturen overhovedet kom til landet.

Især som dj og producer var Phase 5 aktiv gennem så mange æraer i dansk og international musik, at det ikke giver mening at opremse alle hans meritter, men det er værd at fæstne sig ved en stribe milepæle, også de oversete, som han har stået for.


Læs også: Phase 5 modtager Natasjas æreslegat

Hiphop-pioner er en underdrivelse
Da hiphoppen eksploderede i starten af 80’erne, var han ikke bare med på første bølge af breakdance, graffiti og dj'ing.

Når man taler om dem, der breakede på pappet foran Burger King eller var de første, der malede mure, er det Phase 5, man taler om. Han var bannerføreren, der satte de andre i sving, hvilket gjorde sig gældende i hele hans livsbane.


Herhjemme var Phase 5 dj og producer for navne som Al Agami og No Name Requested, der gav Natasja og Karen Mukupa deres startskud i dansk musik. Han sugede til sig af alle genrer og var ikke bleg for at blande funk, r&b og dancehall i lydtæppet, hvilket gav hans mesterlige produktioner et internationalt skær.

Derfor gik der heller ikke længe, før udlandet fik øjnene op for hans talent. Han har således været i USA og producere for alt fra de ikoniske, futuristiske Ultra Magnetic MC’s over skønne toner til verdens smukkeste sangerinde Vanessa Williams til de ægte indsatte Lifers’ Group – indspillet i deres fængsel.

En ikonisk lyd med respekt i alle miljøer 
Som producer havde Phase 5 sin helt egen ikoniske lyd. Hans navn havde respekt i miljøer, hvor kun de færreste danske producere fik fodfæste. Hvor andre fik lov at levere remix til europæiske udgivelser, findes Phase 5’s remix på de ægte amerikanske udgivelser af for eksempel A Tribe Called Quest.


Efter det internationale gennembrud dannede han bro mellem udlandet og Danmark. Phase 5 var med til at give Erann DD’s Zapp Zapp deres særlige funkyness, og i parløb med en purung Clemens gjorde han, at rap på dansk nåede ud over landets grænser og blev noget, man så op til i resten af Skandinavien.

Hans selskab Funky Buddha kunne ikke have haft et mere velvalgt navn, for sammen med våbenbrødre som musikkamæleonen Yo Akim skabte han i den grad zen med sin funk.

Særlig stolt var han af nummeret "Next To You" med Peaches, hvor han formåede at få salig Ol’ Dirty Bastard fra Wu-Tang Clan til at levere en af sine få gæsteoptrædener på et r&b-nummer ud over med Mariah Carey.


Phase 5 var lyden af Københavns klubber
Som dj var han anerkendt for sin evne til at skabe fest på club’en helt til tidlig morgen. Sammen med vennerne DJ Typhoon og Jeppe Bisgaard huserede han overalt.

Phase 5 spillede på alle de legendariske klubber i København gennem fem årtier (!!!) og skabte endda et par af dem selv. Han var lyden af den indre by, styrmand på Fever og fast mand på alt fra Pub Elvis til Hip Hop Kontoret.

Når Phase 5 spillede, udstrålede han al den ekspertise, der opstår gennem dekader på pladespillere. Men stadig med den ungdommelige legesyge, hvor han konstant blendede genrer, og det ene øjeblik var original ol’ school for det næste at være fremme i skoene med det nyeste, sygeste.


Han så ingen skam i at rocke gulvet fra en USB-stick, så længe det satte gang i festen, men så sent som i weekenden spillede han et dj-sæt med ægte vinylplader.

Elsket fra Staden til Pisrenden
Phase 5 var en elsket og anerkendt kunstner og kulturskaber, der havde sin gang i et væld af miljøer fra Staden til Pisrenden. Han stod både for kærlighed og kompromisløs kreativitet. 

Fra sit hjem på Gammel Kongevej kiggede han direkte på Planetariet. Der er ingen tvivl om, at han i mere end én forstand bragte musikken ud til stjernerne, samtidig med at han formåede altid at være et varmt og jordnært menneske, der holdt af sine venner og familie.


Han sagde altid ja - men gjorde det på sin egen måde 
Til trods for at han er gået bort alt for tidligt, nåede han alligevel at få sine laurbærkranse i levende live. Han modtog Respekt-prisen fra hiphopmiljøet og Natasjas mindelegat i 2011, og året efter fik han Kim Schumacher Æresprisen til Danish Deejay Awards. Desuden har han været brugt som dommer både til DM i Mix og verdensmesterskabet.

Phase 5 havde selv en simpel opskrift på sin succes. Til en talk om hans internationale karriere til den kulturhistoriske hiphopfestival AmarGetOn! fortalte han, at hans livsfilosofi simpelthen var at sige ja til alt, hvad verden tilbød:

"Du skal altid sige ja! Bare sig ja til alle opgaver, så kan du altid gøre det på din egen måde efterfølgende!"


Det lykkedes ham i den grad at sige ja til sin livsmission om at levere funky musik til verden. Der er få, hvis nogen overhovedet, der har sat så mange fingeraftryk på hiphoppen og alle andre afskygninger af det urbane musikmiljø herhjemme såvel som i udlandet.

Henrik "Phase 5" Marquardt døde kort før sin 60-års-fødselsdag mandag morgen kl. 5 den 11. maj. Han sov stille ind og var omgivet af venner og familie.

Æret være hans minde.


ANNONCE