onsdag – 24.08.2022 – 18:00 til 20:00

Store VEGA

eventim / 0,00 KR.

Køb billet

De fleste Future Islands-fans kan sikkert huske, hvor de var, da de første gang så synthgruppens optræden hos David Letterman fra 2014.

Baltimore-bandet med den ikoniske sanger Samuel T. Herring som frontmand gik i løbet af minutter fra at være et ganske velset navn i synthpop-periferien til at være et af de allerhotteste bands. Og siden Samuel T. Herring på scenen i Late Show-studiet – bandets debut på kabel-tv! – vuggede med sine frygtløst løse hofter, dødsmetal-growlede og hamrede sig selv på brystet, har Future Islands gæstet både Arena og Avalon på Roskilde Festival, Tap1 og Store Vega. Nu byder synthpopgruppen op til endnu en sexet dans med København og Store Vega.

Det var ikke kun Future Islands scenenærvær, der kickstartede bandets ikonstatus. Nummeret 'Seasons (Waiting For You)', som Future Islands fremførte dén aften hos David Letterman, blev ved udgangen af 2014 kåret som årets bedste nummer af både Pitchfork, NME, Consequence of Sound og Spin. Hittets åbenhjertige new wave-lyd kan virke kitschet og overdramatisk, anfægtede Pitchfork, men ligesom det gælder med Samuel T. Herrings scenemimik, gemmer der sig noget dybt alvorligt og ægte under Future Islands komiske elementer.

Det virale øjeblik i 2014 skildrede sådan set bare, hvad bandet altid har gjort; det lægger hjerte og sjæl i ethvert øjeblik og spreder kærlighed og håb. Lange og hårde år med endeløse turneer og følelsen af altid at flytte sig væk fra noget har formet bandet på mange måder, både spirituelt og fysisk. Altid på vej, aldrig ankommet, og sådan er det altid svært at forudsige, hvor Future Islands står henne, selvom de har fundet en velkendt lyd spækket med synths og New Order-replikerende basgange.

Siden hitalbummet 'Singles' fra 2014, det fjerde i bandets diskografi, har Future Islands udgivet The Far Field i 2017 og senest As Long As You Are fra 2020, som Future Islands altså nu endelig får lov at fremføre for et dansk publikum.

ANNONCE