Dans med Baloosh og hans dæmoner
Aarhusianske Baloosh besidder en dyb lidenskab for musik og en unik lyrisk stil, der både bygger bro mellem genrer og udtryk - men også mellem klasserne i samfundet – som han tidligt i sin karriere besluttede sig for, at han ville. Han har hurtigt opnået anerkendelse for sine overbevisende, personlige og ærlige tekster, og følger nu op på sit debutalbum Ny Art fra maj måned i år med singlen ”Danser Med Dæmoner”, der er den første single, han har udgivet med barndomsvennen Omar.
Samarbejdet er opstået på baggrund af deres lange relation, da de begge er opvokset i det samme kvarter i Bispehaven i Århus V. De to artister deler den samme hyper-melodiske tilgang til musikken og skriver begge om livet i ghettoen på godt og ondt. ”Sangen handler om at have nogle problemer eller svære ting i livet, som man ikke får taget hånd om, i momentet de sker. Og når det er tilfældet, så vender de ofte tilbage igen og igen, og ender måske med at sætte sig som traumer eller ar på sjælen. Livet kan dermed ofte føles, som en dans med de dæmoner man bærer med sig fra fortiden.”
Baloosh gjorde sin entré på den danske musikscene for blot tre år siden, hvor han bl.a. var en bærende del af DR-dokumentaren ”Ghettostjerner”. Hans anmelderroste debutalbum udkom i maj i år, efter han spillede Spot Festival. Over sommeren har han bl.a. optrådt på Roskilde Festival og Nibe Festival, samt været en tur rundt på GRØN koncert med L.O.C.