Guldimund venter i lyset fra Store VEGAs scene
Sanger og sangskriver, Asger Nordtorp Pedersen, bedre kendt som Guldimund, fortæller historier fra voksenlivet, om at kæmpe for kærligheden og om at holde fast i sig selv og hinanden, når tilværelsen forandrer sig.
Hans lyd er eksperimenterende og opfindsom, men melodisk og iørefaldende, og du kan mærke, at der er kælet for detaljen. Gennem hans tekster og billedskabende sprogbrug skildrer han både stor dramatik og eftertænksomhed, og fremfører det med overskud, nænsomhed og nærvær.
Med udgivelsen af albummet Jeg Venter I Lyset i marts 2023, høstede Guldimund den ene 5-stjernede anmeldelse efter den anden i bl.a. Politiken, Jyllands Posten, Soundvenue, Gaffa og Kristeligt Dagblad. Med sange som “Møns Klint” og “Dét Kun Vigtigt, Hvad Det Er” skriver Guldimund om forelskelsen og den første berusende tid i et kærlighedsforhold, mens han med sange som “Hvordan Ser Gud Ud?”, “Forstår Du?” og “I Har Ikke Valgt Hinanden” beskriver den svære tid som skilsmissefar.
I sommers spillede han en overfyldt koncert på Roskilde Festival, hvor pladsen omkring Avalon-scenen måtte lukkes af pga. menneskemængden. Med andre ord, vokser interessen for at opleve Guldimund’s smukke, rørende og morsomme univers.