ASTA NORR smelter genrer og hjerter i VEGA
22-årige ASTA NORR har en stemme og en musikalitet, man ikke ser hver dag. I ASTA NORRs univers er genrer og rammer til for at blive brudt, og hun blander ubesværet sin baggrund i klassisk musik og jazz med kærligheden til pop, hiphop og reggaeton.
Musikeren strør sin velklingende vokal udover den latin-inspirerede single, “Wifey”, der for nylig ramte streamingtjenesterne og gav genlyd i radioen. Trods sin korte tid i rampelyset, er NORR ikke debutant inden for live musikken og heller ikke ukendt på VEGAs scener.
Det nye stjerneskud har fortryllet publikum i Ideal Bar som support for Drengestreger og den 16. november står hun på scenen i Lille VEGA som opvarmning til Svea S.
ASTA NORR har derudover været en del af musikfællesskabet, SheCanPlay. Et initiativ, hvor unge kvinder og kønsminoriteter kan afsøge deres musikalske talent.