Den unge BJØRNS lidelser
Bag kunstnernavnet BJØRN står producer og rapper Eigil Bjørn Meldgaard, der udover at være soloartist også er den ene halvdel af R&B/hiphop-duoen UNG-SKAB. Den unge musiker har oprindeligt baggrund som klassisk violinist, men begyndte at producere beats i sin fars kælderstudie i hans tidlige teenageår.
BJØRN er en følsom karakter, der rapper om at blive voksen, at være en dårlig ven og at ses med piger, man aldrig bliver forelsket i. Tematisk bevæger teksterne sig omkring toksiske forhold og relationer, overfladiskhed og en selvdestruktiv tilgang til kærlighed. Lyrisk og flowmæssigt er BJØRN bl.a. blevet omtalt som “spydspids for de nyeste tendenser på den danske hiphop-scene”.
Magasinet Soundvenue skriver om BJØRNs egenskaber som rapper:
"Flersidigheden er et kendetegn for BJØRN som vokalist. Han kan rappe poetisk og lyrisk kompakt, som på Nylonhjerter-udgivelsen med Mas, eller han kan skifte genre til noget helt andet som en del af UNG-SKAB.”
BJØRN er netop nu aktuel med EP’en Håbløs Romantiker.