Oplev Girls In Airports på Aabenraa Jazzer 2024!
Siden Girls in Airports fandt sammen i 2009 har de konstant søgt at udvide deres lydunivers med nye musikalske inspirationer – på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme, synthesizer-musik og en atmosfærisk lyd, der har fået anmelderne til at sammenligne bandet med så forskellige navne som Brian Eno, Radiohead, King Crimson, Jon Hassell, Sun Ra og Jan Garbarek. Girls in Airports er en af få unge, danske indie-jazzbands, som er lykkes med at slå igennem i udlandet.
I Tyskland repræsenteres de af et af landets førende bookingselskab og spiller for fyldte koncertsale, hvor end de kommer hen. Bandet har turneret i lande som USA, Kina, Brasilien, og i det meste af Europa. I november 2020 udgav Girls in Airports deres sjette album, der bærer titlen ”Dive”.
Albummet er skabt ud fra en indre nødvendighed og markerer en frisættelse af bandets lyd, hvor ideerne pibler frem på en måde, der er ny i bandets musik. På albummet vender bandet tilbage til den nerve og energi, der fik musikerne til at finde sammen i 2009.
Som noget nyt er melodierne ikke bærende i musikken, men optræder i stedet som kollektive forløb, der afspejler sindets bevægelser mellem lys og mørke, liv og død, optimisme og mismod. Lyduniverset er en videreudvikling af bandets genreløse lyd, men bevæger sig mod mere udsvævende passager og psykedeliske stemninger.
Musikken tager kompositoriske vandringer i sindet og åbner op for en eksistentiel abstraktion, der afspejler, hvordan bandmedlemmerne i mødet med musikken dykker ned i noget, der er større end dem selv og transcenderer dem fra et ‘jeg’ til et ‘vi’.
Med en mindre melodisk lyd og en mætning af følelser, stemninger og selvstændige fortællinger tages lytteren med på denne rejse ind i musikken og ind i sig selv. ”Dive” blev i maj 2021 fulgt af albummet ”Leap”, der er kulminationen på et toårigt samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra. Bigbandets fjorten medlemmer tilfører sammen med violinist Nils Gröndahl en organisk detaljerigdom til kvartettens særlige lyd.
Det er et ambitiøst værk, som flytter bigband-lyden ind i nutiden, og viser hvor magisk og levende et stort jazzorkester kan lyde.
Girls in Airports består af Martin Stender på saxofon, Mathias Holm på keyboards, Victor Dybbroe på perkussion og Anders Vestergaard på trommer.