Hyggelig anekdotesnak, men hvor blev relevansen og perspektivet af?
Spot-festivalen har gennem årene haft flere interessante seminarer med prominente navne sideløbende med det spækkede program, og standarden har ofte været høj. Om folkene bag Spot havde sværere ved at udfylde programmet i år, skal ikke kunne siges, men en times hyggesnak imellem de ellers karismatiske sværvægtere, sangskriver, producer, sanger og rapper Remee og pladeselskabsmanden Keld Wennick syntes på forhånd en anelse idéforladt. Den eneste årsag til, at det ikke føltes som fuldkomment tidsspilde, var de to hovedpersoners sympatiske fremstilling af de op- og nedture, som er en naturlig del af musikbranchen.
Intervieweren Poul Martin Bonde lagde ud med at spørge til, hvordan de to fik foden inden for i det forjættede land. Remee blev som 15-årig signet af Wennick, da han rappede for Kenneth Bager på Mega Records’ kontor. En vigtig pointe fra Wennick var netop, at folk i branchen skal tro på ”varen”, hvis kvaliteten er i orden, for at det skal blive til noget. Heldigt for Remee, at Wennick viste ham tillid i en så ung alder – at han så kun fik 25.000 for en 6-års publishing-aftale med et split på 50/50, var tilsyneladende ikke noget, der kunne få Remee til at bære nag og beundringen for Wennick, som han da også titulerede ”The Godfather i dansk musikindustri”, var da også svær at overse. Med til historien hører også, at Wennick senere lod Remee gå fri af aftalen, før den udløb.
Remee påpegede dog, at det eneste, han nogensinde havde tjent penge på, var de sange, han har skrevet – og det kommer fra en mand, som har prøvet samtlige funktioner i branchen; alt fra kunstner til producer og promoter. Keld konstaterede dog, at selvom han i sin tid solgte sit pladeselskab Mega for 1 D-mark, så tjente han alligevel nogle penge på publishing-aftalerne.
De mange anekdoter blev præsenteret med charmerende fortællelyst, og især Wennicks københavner-accent og bajer i hånden var et friskt pust, når bølgerne gik højt i den orange sofa, om f.eks. hvordan publishing-folk mest minder om griske bankmænd, hvilket paradoksalt, nok er, hvad han i sin tid selv skrabede penge ind på at være. Remee responderede forsvarende med en historie om én, som knoklede hårdt for kunstnerne, hvortil Wennick tørt fastslog: ”Han må være et unikum”.
Alt i alt var det interessant at høre om de to generationers oplevelser, men det var svært at se den store relevans i forhold til publikum på Spot-festivalen. Der manglede en vinkel, som kunne dreje budskaberne i retning af noget konstruktivt for såvel de kunstnere og branchefolk som almindelige publikummer, der var mødt op til seminaret. Men på den anden side havde introteksten i programmet heller ikke lovet meget mere end en snak om ”at turde og ville gå selv og om at finde og tro på talenter”, og i den forbindelse skal det da lige siges, at Wennick lige har signet en gut, der spillede på malerbøtter på gaden, så der er håb for talenterne derude!