Nyhed

Adele er allerede årets mest solgte

Sangfuglens amerikanske salgstal sprænger alle rammer – se hende synge sejren hjem hos Jimmy Fallon

Det er ikke mere end fem dage siden, at Adele udsendte det imødesete album "25", men allerede nu står det klart, at der er tale om storsællert. Således kan amerikanske Billboard berette, at pladen er solgt i over 2,3 millioner eksemplarer indtil videre, hvilket altså gør "25" til det mest sælgende album i USA i indeværende år. Adele "fejrede" succesen ved atter at fremvise sin imponerende stemme på amerikansk tv, hvor hun optrådte med "Water Under the Bridge" fra det nye album hos "The Tonight Show with Jimmy Fallon". Se videoen nederst på siden.

Adele har gentagne gange vist sig som en sangerinde, der formår at have så stor succes, at hun kan toppe den ene liste efter den anden og slå flere salgsrekorder. Allerede nu tyder det altså på, at "25" er på vej til at gentage forløberen "21"s imponerende salg, der gjorde pladen til det mest solgte album i USA i både 2011 og 2012. Ifølge Billboard forventes det, at "25" vil sælge lige under tre millioner eksemplarer i løbet af den første uge. Det er Taylor Swifts "1989" som Adele har slået i salgskampen, om end det skal nævnes, at Swifts album solgte over tre millioner i 2014.

Vi har på GAFFA tidligere kunne berette, at Adele lå nummer 1 i over 106 lande, da "25" udkom i sidste uge, ligesom albummets førstesingle "Hello" er den sang, der hurtigst har opnået 100 millioner streaminger på Spotify og sangen har også fået flest visninger på YouTube på én dag. Det bliver spændende at følge, hvilke rekorder der står for fald i de kommende uger, hvor Adele unægteligt vil fortsætte med at sælge plader i juleræset.


Det hører dog mest til historien, at albummet – bortset fra singleforløberen "Hello" – endnu ikke er udgivet på nogen streamingtjeneste.

Se Adele synge "Water Under the Bridge" her:


ANNONCE