Nyhed

Pas på falske Roskilde-billetter

Politiet har allerede haft et par sager om salg af falske festivalbilletter

I en artikel i Politiken kan man i dag læse, at Roskilde Politi allerede har haft et par sager om salg af falske billetter til dette års Roskilde Festival.

Eftersom der har været udsolgt til festivalen siden 1. juni, foregår der en masse salg af billetter blandt andet hos Den Blå Avis. Men det er desværre ikke alle sælgere, der har rent mel i posen.

Politiet i Roskilde har allerede haft et par sager, hvor folk er blevet snydt, og de sager er blevet sendt videre til bedrageriafdelingen hos Københavns Politi. Bliver sortbørshajerne fanget, kan de blive straffet med op til halvandet års fængsel for svindel.


Skulle man alligevel have lyst til at prøve lykken og forsøge at skaffe sig en billet fra et ikke-officielt salgsted, er der dog et tip, Politiken kan viderebringe, så man kan tjekke, om man har købt en ægte billet.

Roskilde Festival og Billetnet brænder stregkoden på deres billetter. Så kan man tvære stregkoden ud på billetten, er den lavet på en almindelig blækprinter og er derfor ikke ægte.

ANNONCE