Nyhed

Roskilde Festival-special i Musikprogammet

DR2’s musikprogram ser tilbage på årets festival i aften

I aften, altså fredag den 20. juli klokken 22.50, blænder DR2’s desværre snart hedengangne Musikprogrammet op for sin Roskilde Festival 2007-special. En god chance for dig for at opleve eller genopleve nogle af festivalens koncerter og for at se interview og reportager med en lang række af festivalens væsentligste kunstnere.

Musikprogrammet følger blandt andre Volbeat før, under og efter, at de giver deres karrieres måske hidtil vigtigste koncert, da de skal åbne Roskilde Festivalens Orange scene – i øvrigt, mens regnen står allermest ned.
The Whos guitarist Pete Townshend fortæller, hvad det er, der lige gør Roskilde Festival til noget helt specielt. Frontmand Wayne Coyne fra The Flaming Lips giver Musikprogrammets vært Anja Pil Overby en god forklaring på, hvorfor han væltede rundt i en stor oppustelig plastikbold oven på publikum, og hvorfor bandet valgte, at deres koncert på Orange Scene skulle foregå i en storm af konfetti, røde balloner og vanvittige kostumer – selvom det dog plejer at være normen, at The Flaming Lips giver spektakulære koncerter med masser af effekter.
Musikprogrammet har også optagelser med de hypede London-new ravere Klaxons og rapperen Dizzee Rascal.

Den uregerlige sanger Anton Newcombe fra The Brian Jonestown Massacre – der ifølge kilder tæt på GAFFA om natten satte ild til The Broken Beats-sanger Kim Munk – fortæller om blondiner og vikinge-tatoos, og Arcade Fire snakker om urinstøv – og forhåbentlig også lidt andet. Du kan også møde Josh Homme fra Queens Of The Stone Age, Dúné, Trentemøller og New Young Pony Club.


Derudover er der naturligvis masser af smat og mudder i Musikprogrammets Roskilde Festival-special, som du altså kan se i aften klokken 22.50 på DR2. Og nyd det, så længe det varer – snart er Musikprogrammet desværre en saga blot takket være DR’s sparerunder.


Musikprogrammets hjemmeside

ANNONCE