Nyhed

Musikvideo: Klassens nye metaldreng, Vola

Københavnske Vola har allerede imponeret i udlandet og er til september klar med deres debutalbum, 'Inmazes'

Den københavnske metalkvartet Vola er klar med en ny single og tilhørende musikvideo forud for udgivelsen af deres debutalbum, "Inmazes", der udkommer på Mascot Records den 16. september. Du kan få en smagsprøve med hårdtslående "Starburn" her forneden.

Er du fan af mærkelige tidssignaturer, elektronisk futuristiske impulser og tunge metalguitarer, kan du godt hoppe på bandvognen med Vola. Efter at have udgivet to ep'er er bandet klar med deres debutalbum "Inmazes", som udkom digitalt i 2015 og allerede har imponeret i udlandet.

Bandet er inspireret af navne som Opeth, Porcupine Tree, Freak Kitchen og Dream Theater. "Jeg har altid været stor fan af bands som Opeth og Porcupine Tree, og de skriver meget dynamuske sange, så jeg tror, at ideen til at udforske dynamik og stemninger kommer derfra oprindeligt," fortæller sanger og guitarist Asger Mygind.

Han bemærker også, at kunstnere som Steven Wilson og Devin Townsend formår at skabe en musik, der kan ændre ens psykiske tilstand. "Det er ikke kun lyd, der rammer dine ører. Det er en kraft på en meget større skala," fastslår han.


Den 16. september udkommer "Inmazes" fysisk - enten som en dobbelt-lp eller cd. Albummet er mixet af Asger Mygind selv og masteret af Jens Bogren, som blandt andet har arbejdet sammen med Opeth, Katatonia, Soilwork, Amon Amarth, Symphony X, Paradise Lost, Devin Townsend, Fates Warning og Arch Enemy.

"Jeg har været fan af Jens Bogren, siden jeg hørte 'The Great Cold Distance' af Katatonia, som jeg synes er et utroligt album med fantastisk produktion og mix. Jeg kan godt lide den måde, at han holder elementerne meget tætpakkede, men stadig bibeholder et blidt lydbillede," fortæller Mygind.

Du kan se "Starburn" her:


ANNONCE