Nyhed

Premiere: A Man From Jupiter udgiver allerførste video

A Man From Jupiter er ude med singlen ”In Solitude”, i forbindelse med at bandet udgiver EP’en ”Why They Name Storms After People” til efteråret.

De kommer fra både Odense, Slagelse og København, og de forener bittersød, poppet melankoli med eftertænksom, stemningsmættet post-rock aggressivitet. A Man From Jupiter er en spritny kvartet, bestående af vokalist Jeppe Termansen, guitarist Benjamin Bonnevie, bassist Oliver Søe Kristensen og trommeslager Mathias Skov Jepsen.

Den 23. september udkommer deres debut-EP ”Why They Name Storms After People” via Target Records, men allerede i dag slipper drengene deres første single ”In Solitude”. 

””In Solitude” er skrevet med udgangspunkt i det sted vi er vores liv lige nu, med et ben i ungdommen og et ben i voksenlivet. Vi er draget af den mørklæggende ligegyldighed, der omkranser et menneskeliv, hvor man selv er tvunget til at finde en mening og et mål. Vi har forsøgt at lade nummerets skrøbelighed stå frem i den ellers fyldige og storladne instrumentering, for at understrege det ufattelige, men sårbare fænomen, der er livet”, fortæller bandet om deres første single.


De store temaer for A Man From Jupiters kommende album er sindets skyggesider med overskrifter som paranoia, skizofreni, fangeskab i egen krop og universets uendelige tomhed. Pladen er indspillet i Vibe Factory Recording Studios med Jakob Winther, der også har været producer for Lukas Graham, Alex Vargas og Patrick Dorgan. 

Du kan høre dem spille live til deres release-koncert på Zeppelin Bar i København, når EP’en udkommer d. 23. september. Indtil da kan du lytte til ”In Solitude" her:


ANNONCE